Fire organisationer skal give deres bud på næste års Operation Dagsværk

Forfatter billede

Syriske flygtninge, studerende i Somaliland og tidligere krigere i Uganda er blandt de, der kan komme til at nyde godt af Operation Dagsværks arbejde i 2015. Elever har nu fire projekter at vælge imellem, når de samles til stormøde i november.

Der blev debatteret, argumenteret og holdt brandtaler, da gymnasieelever fra hele landet denne weekend samledes til Dagsværks årlige distriktsseminar på Strib Skole i Middelfart.

Syv håbefulde organisationer var kommet med indledende bud på Dagsværks projekt i 2015, men kun fire får lov til at stille endeligt projektforslag til stormødet i november, skriver Operation Dagsværk i en pressemeddelelse.

De fire der går videre med deres projektforslag er:

Mellemfolkeligt Samvirke – Syrien på flugt

Projektet vil give unge syriske flygtninge en uddannelse indenfor lederskab og kampagneføring.

Dansk Flygtningehjælp – Unge uden våben

Projektet vil give uddannelse til tidligere krigere i det nordlige Uganda og forhindre at området falder tilbage i ødelæggende konflikt.

CARE – Nepals unge siger stop for seksuelle overgreb

Projektet vil mobilisere unge mænd og kvinder til at sætte en stopper for seksuelle overgreb.

SOS Børnebyerne – Giv ungdommen en stemme

Projektet vil danne en national studenterbevægelse i Somaliland og give de unge indflydelse på deres egen uddannelse.

Eleverne på distriktsseminaret lagde stor vægt på, at det alle er projekter, der giver unge mulighed for at skabe forandringer i deres egen tilværelse.

De fire organisationer skal nu indsende en mere detaljeret beskrivelse af deres projektforslag, og på stormødet i slutningen af året vil eleverne udvælge et af de fire projekter. Både CARE og Mellemfolkeligt Samvirke stillede samme projektforslag sidste år. Det er første gang SOS Børnebyerne stiller forslag til Operation Dagsværk.

De tre organisationer, der desværre ikke gik videre, var Folkekirkens Nødhjælp, Børnefonden og ADRA Danmark.

I år arbejder Operation Dagsværk for homoseksuelles rettigheder i Kenya.