FN deler igen fødevarer ud i CAR efter pause pga. sikkerhedsproblemer

Laurits Holdt

FNs fødevareprogram har genoptaget uddelingen af mad til civile i lufthavnen i den Centralafrikanske Republiks hovedstad. Sikkerheden i resten af landet er fortsat meget usikker, hvilket gør det svært fat nå ud til den nødstedte befolkning.

BANGUI, 8. januar (WFP): FN’s Fødevareprogram (WFP) deler mad ud til familier i Bangui internationale lufthavn, hvor ca. 100.000 mennesker har søgt tilflugt. Fødevareuddelingen er genoptaget efter tre ugers pause på grund af de usikre forhold. Det fortæller FN-organisationens danske kontor i en pressemeddelelse onsdag.

Fødevareuddelingen blev genoptaget tirsdag og forløb uden nævneværdige episoder og fortsatte onsdag. Den første dag delte WFP madrationer ud til 5.490 mennesker. WFP og samarbejdspartnere planlægger at uddele fødevareassistance til alle fordrevne i lufthavnen henover en periode på 10 dage.

WFP har de sidste par uger arbejdet sammen med UNHCR, UNICEF, OCHA, den italienske NGO COOPI og lokale ledere for at organisere sikre maduddelinger og anden assistance til de fordrevne, der har søgt sikkerhed i lufthavnen.

WFP takkede dels de franske tropper, som stod for sikkerheden på distributionsstedet i lufthavnen og dels de Afrikanske Fredsbevarende Styrker (MISCA), som patruljerer i området. Udover fødevarer deles der spande, presenninger og vandbeholdere ud samt andet udstyr fra andre organisationer.

”Vi værdsætter den fælles indsats fra det internationale samfund, især det effektive samarbejde bland FN organisationerne, som muliggjorde, at fødevareuddelingerne i lufthavnen kunne genoptages,” siger Denise Brown, regional direktør for WFP’s kontor i Vestafrika.

”Vi håber meget at sikkerhedssituationen tillader dem at fortsætte deres arbejde”.

”Vi har overvundet store udfordringer, med der kommer flere. Vi er meget bekymrede over den forværrede sikkerhedssituation i den nordvestlige del af landet,” siger Denise Brown.

Den prekære sikkerhedssituation i hele landet har de sidste uger gjort det yderst vanskeligt for WFP og partnere at nå ud til folk, der er i akut behov for humanitær bistand.

WFP opfordrer alle parter i konflikten i Den Centralafrikanske Republik til at give sikker adgang for humanitære arbejdere og forsyninger til alle mennesker, som har brug for hjælp, uanset hvor de er.

WFP deler fødevareassistance ud til fordrevne i Bangui og adskillige andre steder i den nordvestlige del af landet. WFP har uddelt fødevarer til næsten 240.000 mennesker i den Centralafrikanske Republik, siden volden tog til den 5. december.

WFP har appelleret om ca. 578 millioner kroner til at optrappe fødevareassistancen i den Centralafrikanske Republik og hjælpe omkring 1.250.000 mennesker fra januar til august, da et stigende antal mennesker sulter.

WFP lancerede i december en særlig operation med henblik på at ansætte flere medarbejdere, oprette lokale kontorer, få sikkerheds- og telekommunikationsudstyr på plads og etablere flyforbindelser ind i den Centralafrikanske Republik, som beløber sig til næsten 29 millioner kroner til og med juni måned.