CANCÚN: Verdenssamfundet må nu til at tage nogle skrappere midler i brug.
Dette var budskabet til verdens stater, der i december er samlet i Cancún til topmødet om biodiversitet, kendt som COP13.
Kloden mister stadigt natur i rasende fart på trods af, at forhandlingerne om biodiversitet siden 1992 har forsøgt at vende skuden.
“Sloganet for denne konference må være: vi kan gøre det bedre. Vi gør en masse ting rigtigt, men vi kan gøre det bedre”, sagde Erik Solheim, den norske formand for UN Environment på det indledende pressemøde fredag.
Han henviser til de 20 mål for biodiversitet, der skal være opfyldt i 2020. Der er fremgang med målene flere steder, men med nogle af de helt essentielle elementer i planen står det stille eller går tilbage.
Det gælder eksempelvis den altafgørende bestræbelse på at standse det globale tab af natur.
En af de metoder, der kan få kampen mod naturtabet på rette spor, er at brede hensynet til naturmangfoldighed ud på tværs af ministerier og sektorer.
Det kaldes mainstreaming, eller sektorintegration, og er af de mexicanske værter valgt som hovedtema for diskussionerne i de kommende uger.
“Miljøministrenes styrke er ikke tilstrækkelig”, siger lederen af FN’s sekretariat for Konventionen om biodiversitet, Braulio de Souza Dias.
“Vi må også engagere ministre for landbrug, for fiskeri, for finanser og alle de andre ministerier”, fortsatte han.
Det samme budskab kom fra formanden for FN’s MIljøprogram, norske Erik Solheim.
Indsatsen halter – også i Danmark og EU
I 2010 blev verdens nationer enige om en strategisk plan for at standse tabet af natur på hele kloden. Den indeholder 20 mål for natur og biodiversitet, der skal være opfyldt i 2020.
Der har været fremgang, understregede Erik Solheim.
Han nævnte flere eksempler, herunder Brasiliens succes med at bremse afskovning, Mexicos store indsats med at beskytte naturområder og Norges egen lov om at måle nye initiativers indvirkning på biodiversitet.
Det er dog langt fra nok, da der slet ikke er fremgang med flere af AIchi-målene, og med andre går det direkte tilbage. Tabet af biodiversitet er ikke bremset.
Dette gælder også i EU og Danmark. Ifølge midtvejsevalueringen af EU’s indsats for biodiversiteten er der ingen fremgang i bestræbelserne på at bremse tab og ødelæggelse af natur i EU. Det fortsætter – uhindret af målsætninger, reguleringer og direktiver.
Det samme er tilfældet med Danmarks bestræbelser på at stoppe indhugget i den nationale naturrigdom, kan man se i den seneste landerapport for Danmarks indsats.
MIljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) vil ikke på nuværende tidspunkt love, at Danmark vil nå målene i 2020.
“Jeg er af den opfattelse, at vi skal foretage os ting, som gør, at vi når de mål, som vi skal, men det er klart, at det er en kæmpe udfordring”; siger han til Globalnyt.
“Jeg kan ikke sige i dag, hvordan det kommer til at se ud i 2020, men at vi er optaget af det”, fortsætter han.
Verdens miljøministre vil udbrede hensyn til natur
Esben Lunde Larsen har sammen med stort set alle verdens øvrige miljøministre skrevet under på en ny erklæring om at fremme udbredelsen af naturhensyn i andre sektorer.
Den fælles udtalelse, kaldet “Cancun-erklæringen”, rummer bl.a. løfter om at indregne værdien af biodiversitet i nationale regnskaber, promovere bæredygtig omgang med økosystemer og integrere biodiversitet ind i uddannelsesprogrammer.
Teksten rummer en del flotte, men luftige sætninger, og det er den danske miljøminister ikke uenig i.
“Jeg har det med den slags erklæringer, at det er fine ord, men det er nødvendigt med opfølgning. Det er vores argument, når vi debatterer dette med andre. Vi bliver nødt til at være forpligtede”; forklarer ministeren, og fortsætter.
“Derfor er Danmarks linje jo ganske klar. Vi prøver at finde forpligtende partnerskaber. Det gælder hele business-sektoren, som vi lige har drøftet her. Det gælder naturligvis også vores egne initiativer, for eksempel når vi laver en biodiversitetsstrategi i Danmark, som vi har gjort”.
Har talt om mainstreaming i 20 år
Ann Berit Frostholm fra Danmarks Naturfredningsforening deltager på COP13 på vegne af 92-gruppen, som eneste danske repræsentant fra civilsamfundet.
Hun mener, at mainstreaming er et glimrende tiltag, men påpeger, at det altså ikke er den helt store nyhed.
“Vi har talt sektorintegration i 20 år, og nu tænker vi, at der altså snart må ske noget”, siger hun.
Inger Andersen, den danske forkvinde for IUCN, verdens største internationale miljøorganisation, mener også, at det er tid til handling frem for forpligtelser.
“Forpligtelser er so yesterday. Vi er færdige med forpligtelser. 2020 er i morgen, så nu må vi tænke på handling”, sagde hun ved et arrangement i forbindelse med et forum for erhvervslivets indsats for biodiversitet.
Erik Solheim havde en lignende opfordring ved det indledende pressemøde fredag morgen.
“Regeringer har påtaget sig ambitiøse forpligtelser for at opnå Aichi-målene for biodiversitet, men disse erklæringer må følges op af national handling. Hvis landene ikke sikrer, at nationale mål bliver sat og opnået, vil deres ambitioner kun være på papiret”.
Thomas Jazrawi rapporterer for Globalnyt fra det store FN-topmøde om biodiversitet i Cancún, Mexico, fra 4. til 17. december. Rejsen er støttet af Danidas Rejsebevilling og Europa-Nævnet.