Folkekirkens Nødhjælp: Investering i Afrikas landbrug skal ske rigtigt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Folkekirkens Nødhjælp hilser regeringens initiativ til at investere i Afrikas landbrug velkommen, men rejser samtidig en bekymring om, at det kan ske på de fattiges bekostning. Jordtyverier har tidligere været en utilsigtet følgevirkning af de gode intentioner.

Folkekirkens Nødhjælp mener, at det er positivt, at Danmark tager initiativet til at fremme bæredygtige investeringer i landbrugs- og fødevareprojekter i udviklingslande, og at der nu er en konkret plan for hvordan der skal afsættes både statslige og private midler til dette formål.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse som reaktion på, at handels- og udviklingsminister Mogens Jensen tirsdag lancerede en landbrugsinvesteringsfond med i første omgang 40 millioner statslige kroner.

Fonden skal på kommerciel basis investere i landbrugs- og fødevareprojekter i udviklingslande.

 

På de fattiges bekostning?

Folkekirkens Nødhjælp understreger, at der i høj grad er brug for nytænkning indenfor bæredygtig og klimavenlig fødevareproduktion, og for at fremme teknologi til at sikre et større udbytte af de afgrøder, som småbønder dyrker i udviklingslandene.

Her har det danske erhvervsliv noget at byde ind med, som kan være en vigtig faktor i at fremme det globale ansvar for at sikre retten til mad, og for at fattige får del af en ”inkluderende” vækst, skriver organisationen.

Men Folkekirkens Nødhjælps bekymring går på, om de storstilede landbrugsinvesteringer kommer til at ske på de fattiges bekostning?

Hvilke interesser tjener den nye investeringsfond – danske erhvervsinteresser eller afrikanske småbønder?

Sikre fattigdomsreducering og menneskeret

Når Danmark investerer i afrikansk landbrug, er det vigtigt at sikre at retten til jord respekteres, at der kigges på hvordan den lokale landbrugsproduktion styrkes, og at lokalbefolkningen inddrages i beslutningsprocessen.

Helt konkret opfordrer Folkekirkens Nødhjælp Danmark til at integrere principperne i FAO’s frivillige retningslinjer til håndtering af jordopkøb som et minimumsprincip, der skal lægges til grund for fondens investeringer i landbrug og jord.

Folkekirkens Nødhjælp tror på, at der findes en synergi, når handel og udvikling kobles, men mener at det er vigtigt at holde sig for øje, at disse to områder tjener to forskellige formål – særligt når der sker et overlap imellem handels- og udviklingsområdet som i tilfældet med den nye landbrugsinvesteringsfond.

Derfor må Danmark som overordnet princip sikre sig, at landbrugsinvesteringerne kommer til at bidrage til målene med dansk udviklingsbistand, nemlig fattigdomsreducering og fremme af menneskerettighederne.

Danmark må ligeledes integrere principper for overholdelse af virksomheders CSR ansvar og respekten for arbejdstagerrettigheder, understreger Folkekirkens Nødhjælp.

Se Folkekirkens Nødhjælps case om jordtyveri i Cambodja:

http://www.noedhjaelp.dk/nyheder/magasinet/tema-retten-til-jord