Fordømmelser regner ned over Israels udvidelsesplaner

Forfatter billede

Israel vil udvide en bosættelse på Vestbredden med 400 hektar land, den største udvidelse i 30 år. USA betegner det som ”kontraproduktivt”, mens palæstinenserne varsler en forværring af det i forvejen meget dårlige forhold.

International kritik hagler ned over Israel, efter landets regering har offentliggjort planer om at inddrage 400 hektar (fire kvadratkilometer) palæstinensisk-ejet jord på Vestbredden.

Formålet er at udvide Gvaot, der ligger i udkanten af bosættelsen Gush Etzion.

Den israelske fredsorganisation Peace Now betegner det som den største beslaglæggelse af jord siden 1980’erne. Gruppen er imod Israels udvidelse af bosættelserne på den besatte Vestbred, hvor der p.t. allerede bor 550.000 jøder, inklusive Øst-jerusalem, i tilsammen 220 bosættelser.

En talsmand for den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, siger, at Israels beslutning vil medføre mere ustabilitet.

”Det vil kun forværre situationen efter krigen i Gaza,” siger talsmanden ifølge al-Jazeera.

USA og Storbritannien er blandt de lande der udtrykker usædvanlig skarp kritik af Israel.

”Vi opfordrer Israels regering til at omgøre denne beslutning,” siger en talsmand for USA’s udenrigsministerium ifølge al-Jazeera.

Også den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, fordømmer den israelske regerings beslutning.

”Det er en særligt uheldig beslutning der kommer på et tidspunkt, hvor det må prioriteres at opbygge en våbenhvile i Gaza. Det vil gøre alvorlig skade på Israels status i det internationale samfund,” siger han.

”Kollektiv afstraffelse”

En hård kritik lyder ligeledes fra Amnesty International, der fastslår, at Israels strategi med at konfiskere plæstinensisk land på ulovlig vis må stoppe én gang for alle.

”Ikke alene er det ulovligt ifølge folkeretten, men det fører til en bred vifte af krænkelser af palæstinensernes menneskerettigheder i stor skala,” siger Philip Luther, Amnestys direktør for Mellemøsten og Nordafrika, ifølge Jerusalem Post.

Israels økonomiminister, højrefløjspolitikeren Naftali Bennett, besøgte mandag bosættelsen Gush Etzion på Vestbredden.

Her sagde han, at beslutningen om at inddrage de 400 hektar jord er ”et passende zionistisk svar på mord”. Udtalelsen bekræfter meldinger om, at skridtet kommer som reaktion på drabene på tre israelske teenagedrenge tidligere på sommeren.

Amnestys Philip Luther betegner det som ”kollektiv afstraffelse” af palæstinenserne og siger, at Israel med denne beslutning ”bevæger sig længere og længere væk fra sine forpligtelser i henhold til folkeretten”.