12.000 kr. Så meget blev Sriyani Malkanyha vurderet til at være værd, da hun blev solgt til en jordansk familie i hovedstaden Amman. Sælger var overhovedet for en anden familie i Jordans hovedstad, hvor den 25-årige kvinde fra Sri Lanka var faldet i unåde.
”Jeg følte mig ydmyget på alle mulige måder og havde næsten svært ved at se mig selv som et menneske,” fortæller Sriyani Malkanyha.
Som titusindvis af unge kvinder fra asiatiske lande som Sri Lanka, Nepal og Bangladesh var hun rejst til Jordan – uden kendskab til landets sprog, kultur og arbejdsforhold – for at tjene penge og overføre dem til sin fattige familie i hjemlandet. Den løn, hun var blevet stillet i udsigt af en rekrutteringsagent i Sri Lanka, fik hun dog ikke meget af for sin indsats som hushjælp i Amman. Derimod var der rigeligt med nedværdigelser samt psykisk og fysisk vold. Det var sammen med lange arbejdsdage uden pauser med til at få Sriyani Malkanyha til at stikke af efter et par måneder.
”Kvinden i hjemmet drak meget, gik ofte i byen, kom fuld hjem og slog mig. Nogle gange skulle jeg med på hendes byture sammen med hendes to små børn, og selv om vi først var hjemme sent om natten, skulle jeg op kl. 6 næste morgen. Jeg fik ikke ret meget at spise og sov på en måtte i et rum uden vinduer i kælderen. Manden blandede sig ikke i noget. Men han tog mit pas, da en agent kørte mig fra lufthavnen direkte til familiens hus,” siger Sriyani Malkanyha.
Hyppig og trist historie
Efter tre måneder med krænkelser og hårdt arbejde havde hun fået nok og flygtede fra sine sponsorer – som man kalder migranters arbejdsgivere – uden sit pas. Sriyani Malkanyha ringede til en anden srilankansk kvinde, hun havde mødt i Amman, og fik lov til bo hos hende. Efter et par uger blev Sriyani Malkanyha anholdt af en betjent på et marked på grund af sine manglende papirer og kom med på den lokale politistation. Herfra blev hun udleveret til sin sponsor, som altså ikke ville vide af hende, men i stedet solgte hende videre.
”Den form for slavehandel ser vi desværre ofte. Sælgeren vil have nogle af de penge hjem igen, som han betalte en agent for eksempelvis at importere en srilankansk hushjælp. Hende har agenten i øvrigt også plukket for en formue ved at få hende til at betale for den samme rejse,” forklarer Mohammad Mayta.
Han er projektleder i den jordanske afdeling af ATUC (Arab Trade Union Confederation), der samarbejder med Ulandssekretariatet. Via sit netværk i Ammans migrantmiljø har han flere gange hjulpet nødstedte migrantarbejdere ud af deres uforskyldte problemer. Blandt andet sørgede han for, at Sriyani Malkanyha fik sit pas igen. Det foregik på den hårdkogte måde.
”Det er kutyme, at en sponsor inddrager en hushjælps pas for at have en klemme på hende. Får jeg en sag som Sriyani Malkanyhas, læser jeg først, hvad der står i loven om den slags. Derpå opsøger jeg sponsoren, fortæller, at han har gjort noget ulovligt ved at tage passet, og at han nu har to valg. At møde op på mit kontor inden 24 timer og aflevere passet eller at komme i medierne. Det plejer at virke. For selv om mishandling af værgeløse migranter hjemme i privaten er udbredt, er ingen vilde med at blive hængt ud i pressen,” fortæller Mohammad Mayta.
Hver sejr tæller
I tilfældet med Sriyani Malkanyha fik han hendes pas dagen efter sit besøg hos hendes tidligere sponsor. Succesen afføder glæde og et skuldertræk hos Mohammad Mayta:
”Det er en dråbe i havet, men enhver sejr tæller.”
Han kender til mange sager med udnyttelse af migrantarbejdere på blandt andet fabrikker og byggepladser i Jordan og det øvrige Mellemøsten, men efter hans mening er migranter, der arbejder i private hjem, den mest udsatte gruppe.
”Modsat eksempelvis fabriksarbejdere er ansatte i private hjem isoleret og svære at nå for os, når først hoveddøren til huset, de skal arbejde i, er lukket og låst. Nemmere bliver det ikke af, at migranterne kommer fra samfund, hvor det er skamfuldt at tale om eksempelvis overgreb. Det ved og udnytter sponsorerne,” påpeger Mohammad Mayta.
Problemet forsøger han og ATUC at imødegå ved at styrke netværket i de forskellige migrantmiljøer. Blandt andet ved løbende at identificere ressourcepersoner, som har boet i eksempelvis Jordan i mange år.
”Der er typisk tale om personer, der kom hertil for at arbejde i tekstilindustrien eller som hushjælp, men siden etablerede sig og fik et bedre job. De kender reglerne og har styrke og erfaring til at kunne rådgive deres landsmænd om risici ved at arbejde i private hjem og hjælpe dem, hvis de kommer i problemer. Blandt andet ved at kontakte ATUC. Vi har en fastansat advokat til at arbejde med sager for migranter,” forklarer Mohammad Mayta.
Langt og sejt træk
Desuden samarbejder ATUC med sin sydasiatiske partner SARTUC om at få etableret obligatoriske afrejse- og modtagekurser, hvor migranterne informeres om deres rettigheder og vilkårene i deres nye hjemland.
”Det er et langt og sejt træk, men det skal ikke afholde os fra at kæmpe for en udsat gruppe mennesker, der i forvejen bringer et stort offer ved at forlade deres familier, i flere tilfælde også børn, for at sikre dem økonomisk ved at rejse langt væk til et fremmed land,” fastslår Mohammad Mayta.
De mange risici, der er forbundet med det projekt, lærte Sriyani Malkanyha om på den hårde måde. Hun er stadig i Jordan, men bor nu for sig selv i et værelse i et hus med andre srilankanere og arbejder på deltid som hushjælp.
”Jordan er overfyldt af migrantarbejdere, og vi srilankanere underbydes af nepalesere og bangladeshere, der vil arbejde for en lavere løn. Det gør det svært at finde arbejde,” siger Sriyani Malkanyha, som er glad for at have fået sit pas igen.
”Det giver en vis form for tryghed. Men jeg er stadig ked af at skulle bo og arbejde i Jordan for at kunne sende penge hjem til Sri Lanka. Der ville jeg hellere være, så jeg kunne være sammen med mit nu seksårige barn og resten af min familie,” siger Sriyani Malkanyha.
Henrik Lomholt Rasmussen er freelancejournalist og har skrevet artiklen til og med støtte fra fagbevægelsens udviklingsorganisation Ulandssekretariatet.