Det giver mere i løn – cirka 300 kroner tjener hun om dagen – og en smule bedre sikkerhed mod at blive fyret. Men hun har ikke noget bevis på, at hun faktisk ER en dygtig og erfaren murer.
Registrering af håndværk
Det vil bygningsarbejdernes fagforening, STECOMA (Syndicat des Travailleurs des Enterprises de Construction, Menuiserie et Artisanat) nu råde bod på. Derfor har fagforeningen indgået en aftale med arbejdsministeriet og de lokale myndigheder i Rwandas hovedstad Kigali om at teste og registrere de eksisterende fundier, som dermed får bevis på, at de er erfarne håndværkere.
“Det er helt nyt her i Rwanda at dokumentere et fag. Hidtil har arbejderne i byggeindustrien skullet kunne lave det hele,” siger generalsekretæren for STECOMA, Evarista Habyarimana.
Rwandas byggeindustri boomer i disse år, hvor landets økonomi er blandt de hurtigst voksende i Afrika. Det kommer de cirka 600.000 bygningsarbejdere til gode. Evarista Habyarimana anslår, at 400.000 af dem har status som fundi.
“De fleste starter som arbejdsmænd – for eksempel ved at bære sække med cement, men efterhånden lærer de af kollegerne, og med tiden bliver de faglærte fundier,” fortæller Evarista Habyarimana.
Pilotprojekt en succes
STECOMA har i mange måneder arbejdet på at få en registrering af de mange fundier. Tidligere i 2015 gennemførte fagforeningen et vellykket pilotprojekt med 150 deltagere, der alle fik bevis på deres kunnen og blev registreret hos STECOMA. Det er tanken, at fagforeningen med tiden også kan fungere som arbejdsformidling og henvise de rigtige håndværkere til en bygherre.
Nu er der forhandlet en aftale på plads med myndighederne i Kigali og Rwandas arbejdsministerium. Også arbejdsgiverorganisationerne deltog i disse forhandlinger. Senere skal registreringen udvides til resten af landet uden for hovedstaden.
Test på byggepladsen
Registreringen af fundier sker på arbejdspladser, der er udpeget af STECOMA og Kigali kommune i fællesskab. Folk fra arbejdsministeriets uddannelsesafdeling kommer på en bestemt dag og følger en række murere, tømrere, blikkenslagere og andre håndværkere – og er testen tilfredsstillende, vil arbejderne få et diplom.
Samtidig med aftalen om registrering af fundier har STECOMA og byrådet i Kigali indgået aftale om, at STECOMA skal indberette byggepladser, der ikke overholder reglerne om anstændigt arbejde.
På vej til formel økonomi
Langt de fleste bygningsarbejdere i Rwanda arbejder som daglejere. Det vil sige, at de er en del af det uformelle arbejdsmarked og kan fyres fra dag til dag. Det har Evarista Habyarimana en ambition om at få lavet om gennem kollektive overenskomster.
“Med denne certificering, som vi er gået i gang med, tror jeg, at byggebranchen i løbet af de næste 10-15 år vil blive en del af den formelle økonomi med alle de fordele, det betyder for arbejderne,” siger Evarista Habyarimana.
I Ngoma ser Rebecca frem til at få bedre arbejdsvilkår. Hun er enlig mor og har ikke mulighed for at rejse til Kigali og få et bedre betalt job. Men en kommende registrering som fundi vil kunne hjælpe hende til at nå sin drøm.
“Jeg vil gerne spare penge sammen, så jeg kan komme på universitetet og læse til ingeniør,” fortæller hun.