Af Jesper Heldgaard
De syv kriterier for landevalg blev vedtaget af Folketinget i bred enighed for 24 år tilbage. Men diskussionen om hvilke udviklingslande, Danmark skal støtte, har siden ændret karakter.
Derfor gør udviklingsminister Christian Friis Bach (R) nu op med kriterierne for landevalg – bl.a. for at kunne bruge midlerne anderledes.
Han benytter således lejligheden til officielt at aflive de syv kriterier, som Folketinget vedtog i 1989 og som siden formelt har været gældende.
”De syv kriterier stammer fra en tid, hvor vi støttede ’gode og stabile’ lande, og det bærer kriterierne præg af. Nu er der bred enighed om, at vi skal gøre langt mere i ustabile og skrøbelige stater, hvor tingene meget hurtigt kan ændre sig,” siger Christian Friis Bach til Danidas magasin “Udvikling” (hvis seneste nummer er på gaden tirsdag).
Friis Bach synes derfor ikke, “det er aktuelt at vedtage et nyt sæt af kriterier”, da Danmark i hans optik er på vej væk fra det skarpe skel, der tidligere var imellem programsamarbejdslandene og andre lande, som ikke får dansk bistand i samme omfang.
Ministeren understreger dog, at udvælgelsen af lande skal ske i fuld offentlighed:
”Jeg har ikke noget ønske om at liste nye prioritetslande ind ad bagdøren. Jeg ønsker fuld åbenhed og masser af debat. Ikke blot om, hvilke lande vi skal støtte, men også om omfanget af og strategien for, hvad vi støtter i de enkelte lande,” lyder det fra udviklingsministeren.
Markante ændringer i landevalg
Professor emeritus Holger Bernt Hansen, der har fulgt den danske statslige bistand helt fra starten i 1962, fremhæver overfor “Udvikling” tre ændringer de seneste år:
”For det første har vi sagt farvel til et begreb, der i et par årtier var en hovedhjørnesten i bistanden, nemlig programsamarbejdslande. Begrebet er lige så stille forsvundet og erstattet af andre begreber, uden at der er kommet nogen klar begrundelse for det.
For det andet undrer Holger Bernt Hansen sig over, at Danmark på et tidspunkt, da de fleste donorlande har som mål at fokusere bistanden på færre lande, er gået den modsatte vej.
Det skete f.eks., da dav. udviklingsminister Søren Pind (V) i 2010 annoncerede, at vi gik fra 16 til 26 partnerlande.
De skrøbelige (og kaotiske) stater
Den mest principielle ændring ligger dog ifølge Holger Bernt Hansen i de skrøbelige stater:
”Der er der en klar tendens til, at minister og Folketing beslutter landevalget ud fra tidens bistandsstrategiske hensyn. De seneste år har ønskerne om at hjælpe svage og skrøbelige stater, om at bekæmpe terrorisme og sikre fred og stabilitet stået centralt”.
Og det er valgene af Afghanistan, Somalia, Sudan og flere af de andre nye lande klare udtryk for. Her lægges vægt på debat om strategi, men tilsyneladende ikke om de landevalg, der er en konsekvens af strategien”, anfører professoren.
Forkortet version af artiklen ”Minister afliver gamle kriterier” i Udvikling nr. 2/2013.
Artiklen, som er forfattet af den erfarne u-landsjournalist, Jesper Heldgaard, kan læses i sin fulde længde på magasinet Udviklings hjemmeside – www.udvikling.dk
DOKUMENT
De syv kriterier for landevalg
Kriterierne var skelsættende, fordi de for første gang i dansk u-landspolitik slog umisforståeligt fast, at hensynet til erhvervslivet og dets leverancer var underordnet alle andre hensyn ved valget af partnerlande indenfor udviklingsbistanden.
Kriterierne blev tilmed opstillet af et bredt politisk flertal i Folketingets udenrigsudvalg i form af en udtalelse pr. 23.maj 1989.
Flertallet omfattede Socialdemokratiet, Venstre, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti.
KRITERIERNE:
1)
Landets økonomiske og sociale udviklingsstade samt udviklingsmæssige behov og egne udviklingsplaner.
2)
Tilgangen af bistand fra andre bilaterale og multilaterale donorer samt landets evne til at anvende og drage nytte af bistanden.
3)
Muligheden for gennem en dialog med det pågældende land at fremme en bæredygtig udvikling, dvs en udvikling, som også på langt sigt vil være økonomisk og økologisk forsvarlig, og som sigter mod at skabe varige forbedringer for de fattigste befolkningsgrupper.
4)
Muligheden for i samarbejde med landet at fremme udviklingen af og respekten for menneskerettigheder i overensstemmelse med internationalt vedtagne menneskeretsstandarder, herunder konventionerne om organisationsfrihed og forhandlingsret.
5)
Muligheden for i samarbejde med landet at sikre kvindeaspekterne en central og fuldt integreret placering i udviklingsprocessen.
6)
Danidas hidtidige erfaringer fra det bilaterale udviklingssamarbejde.
7)
Såfremt ovennævnte punkter kan anses for tilgodeset, bør endelig mulighederne for at fremme dansk erhvervslivs deltagelse i udviklingssamarbejdet – og dermed dansk beskæftigelse – indgå i overvejelserne om det konkrete landevalg under forudsætning af, at danske leverancer og serviceydelser er konkurrencedygtige med hensyn til tilpasset teknologi, pris og kvalitet.
Herudover nævnes flere andre mere øjebliksbestemte emner i punkt syv, som ikke er medtaget her.
(Kilde: Danidas årsberetning for 1989 bl.a.)
