To gambianere i hver sit ringhjørne

Forfatter billede

Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé

Yahya Jammeh har sikkert sovet udmærket oven på mandagens udnævnelse af sin tidligere justitsminister, Fatou Bensouda, til ny chefanklager ved Den Internationale Straffedomstol i Haag.
Selv om Gambias præsident med sit lange syndregister og brud på menneskerettighederne nærmest er indforskrevet til at komme i chefanklagerens søgelys, frygter han ingenting.

Han er heller ikke bange for at lide samme skæbne som Egyptens væltede præsident Hosni Mubarak eller Libyens dræbte diktator Muammar Gaddafi.

Det sagde han forleden og gav sine kritikere følgende salut: De kan ”gå ad helvede til”.

Ikke en usædvanlig udtalelse fra præsidenten, der kuppede sig til magten i 1994 og siden har fyldt godt i rapporter fra organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch.

Det kan derfor ikke udelukkes, at den nye chefanklager i Haag, den første afrikaner og kvinde på posten, 50-årige Fatou Bensouda, snart føjer sig til gruppen af ”sataniske kræfter, der er oppe imod mig”, som Jammeh også kalder kritikerne.

Den nye chefanklager indtager embedet den 16. juni næste år – i øvrigt 2 dage før sagen mod Elfenbenskystens detroniserede præsident Laurent Gbagbo indledes – og hun kender Gambias forhold indgående.

Hun var justitsminister under Jammeh omkring årtusindskiftet, men kom som dusinvis af sine forgængere hurtigt på kant med præsidenten, der efter sigende ikke tåler den mindste modsigelse.

Gambia med Jammeh i spidsen har da heller ikke været med i den stærkt aktive afrikanske lobby, der pressede udnævnelsen af Bensouda igennem blandt de 119 medlemslande ved Straffedomstolen – i konkurrence med 52 andre kandidater.

Voldsom kritik

Udnævnelsen af Bensouda ventes dog at tage noget af luften ud af den voldsomme afrikanske kritik af domstolen. Alle 14 sager, der er rejst ved domstolen siden åbningen i 2002 har vedrørt Afrika.

Det har f.eks. fået Den Afrikanske Union til i resolutioner at anklage domstolen for at være ”neokolonialistisk”, ”dobbeltmoralsk”, ”diskriminerende” og bærer af ”vestlig imperialisme”.

Bensouda, der blev vice-anklager ved domstolen i 2004, har flere gange imødegået kritikken og sagt, at man ikke bevidst går efter at stille afrikanere for retten, men tværtimod forsøger at beskytte befolkningerne mod krænkelser – altså en domstol for folket imod forbryderne.

”Hver gang, jeg hører den med, at domstolen vælger Afrika som mål, bliver jeg bedrøvet, specielt som afrikansk kvinde” har hun sagt.

Anklager for alle

Bensouda sagde ved udnævnelsen mandag, at hendes afrikanske baggrund ikke vil påvirke hendes nye rolle. ”Lad mig understrege: Jeg vil være anklager for alle stater, der er part (af domstolen, red.) på en uafhængig og upartisk måde”.

Hun lovede samtidig at styrke bestræbelserne på at bringe gerningsmænd bag sexual-forbrydelser for retten.

Bensouda afløser argentineren Luis Moreno-Ocampo, der har været udsat for hård kritik, ikke mindst fra Den Afrikanske Union, hvis formand, Jean Ping, tidligere på året sagde: ”Oprigtigt talt er vi ikke imod domstolen. Vi er imod Ocampos retspleje”.

Imens rider Bensoudas gamle chef, præsident Yahya Jammeh, hjemme i Gambia på sin fjerde valgsejr, som kom i hus for to uger siden. 72 procent af stemmerne blev det til denne gang ved et valg, som den spinkle opposition, der tør åbne munden kaldte: ”humbug, bedrageri og meningsløs”.

Det 15 lande store Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab (ECOWAS), som Gambia er medlem af, nægtede at sende observatører til valget. Det lød fra organisationen, at vælgere og oppositionen blev ”kuet af undertrykkelse og trusler”.

Jammeh afviste ikke uventet kritikken og sagde: ”Jeg vil levere til det gambiske folk, og hvis jeg skal herske i dette land i en milliard år, så gør jeg – om Allah vil det”.

Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/12-12-11/afrikaner-ny-chefanklager-den-internationale-straf

Kort om Fatou Bensouda:

Fra 16. juni 2012: Chefanklager for Den Internationale Straffedomstolen i Haag
2004-2012: Vice-anklager ved samme
2002-2004: Tilknyttet det internationale krigsforbrydertribunal for Rwanda
2000: Justitsminister i Gambia og juridisk rådgiver for præsident Yahya Jammeh

Bensouda har deltaget i at udforme det lovmæssige grundlæg for Det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab, ECOWAS

Hun har en masters i international søret.

————–
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.