Generalforsamling i UNESCO – FNs Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur – begynder i dag tirsdag den 25. oktober og løber frem til den 10. november. UNESCOs generalforsamling finder sted hvert andet år i Paris, hvor UNESCO har hovedkvarter.
Generalforsamlingen skal vedtage program og budget for 2012-2013, som bl.a. indeholder bæredytig udvikling, fredskultur og ikkevold med fokus på lighed mellem kønnene, Afrika, unge, Education for All (EFA), Least Developed Countries (LDCs), Small Islands Developing States (SIDS) og samfundets mest sårbare segmenter.
Afrikansk og dansk deltagelse
193 medlemslande samt observatører, ngo’er m.fl. vil deltage i forsamlingen, hvor statsoverhoveder som Ungarns præsident Pal Schmitt; Benins præsident Yayi Boni, Côte d’Ivoires præsident Alassane Ouattara, Gabons præsident Ali Ben Bongo Ondimba og premierminister i Kenya Raila Odinga har bekræftet deres deltagelse.
Den danske børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) rejser til Paris d. 27. og 28. oktober for at deltage ved generalforsamlingen. På uddannelsesområdet fokuserer generalforsamlingen som nævnt på at sikre en mere koordineret indsats for at nå EFA (Education For All) 2015-målene.
Under generalforsamlingen afholdes et lederforum under temaet: “How does UNESCO contribute to building a culture of peace and to sustainable development?”
UNESCO skriver som optakt til forummet, at UNESCO blev etableret for 66 år siden med det formål at skabe “the defences of peace in the minds”.