Glæde i Concord Danmark over et godt år med EU-formandskabet

Forfatter billede

Det fremgik af formandens beretning for 2011-2012 på den årlige generalforsamling i de EU-interesserede NGOers samarbejdsplatform, hvor der bl.a. var tilfredshed med at få plads i Christian Friis Bachs nye Udviklingspolitiske Råd.

Her er beretningen i sin helhed på generalforsamlingen, der fandt sted forleden i København.

Af Nils Brøgger Jakobsen

Året 2011-2012 har i særlig grad været præget af det danske EU-formandskab, som Concord Danmark har arbejdet for at præge siden sommeren 2010.

Gennem en koordineret indsats fra Concord Danmarks medlemmer, indfriede formandskabet i altovervejende grad netværkets ambitioner og konsoliderede den positive udvikling og de mange betydningsfulde resultater man har opnået i de seneste år.

Året har desuden været tegnet af de ekstra midler man har haft til rådighed, idet Concord Danmark udover medlemskontingenter og kernebevillingen fra Udenrigsministeriet har modtaget en bevilling fra EU-kommissionen og en særlig ’formandskabsbevilling’ til finansiering af de danske NGO-aktiviteter under formandskabet.

Dette er både kommet til udtryk i form af øget bemanding på sekretariatet og ekstraordinære midler til aktiviteter, som ophørte med formandskabets afslutning.

I lyset heraf har arbejdet fra efteråret 2012 koncentreret sig om de mere langsigtede visioner for Concord Danmarks fremtidige arbejde og organisering (se afsnit om ’langsigtet vision’ nedenfor).

Denne proces påbegyndtes allerede i bestyrelsesregi i maj 2012 og skal ses i sammenhæng med, at man på baggrund af finanslovudspillet for 2013 forventer en styrkelse af den langsigtede finansiering med 0,5 mio. kr.

Det indebærer, at Udenrigsministeriets tilskud til Concord Danmarks kernedrift og aktiviteter forventes at udgøre 2,5 mio. kr. årligt fra 2013 (jf. forslået budget 2013).

Penge til ekstra medarbejder

Under forudsætning af, at denne finansiering opnås vil man derfor kunne budgettere med en ny akademisk medarbejder i sekretariatet.

Vedkommende skal varetage Concord Danmarks medlemsservices, herunder koordination og administration samt styrke kapacitetsopbygningen på finansieringsområdet og støtte til medlemmernes civilsamarbejde med EU-delegationer ude i verden.

Denne øgede kapacitet på sekretariatet skal således bruges til at styrke medlemsinvolveringen i Concord Danmarks fremtidige arbejde.

Endelig har Nils Brøgger Jakobsen (MS) afløst Birte Hald (MS) på formandsposten pr. 1. april 2012, efter hun fik ny stilling i International Røde Kors. Pr. 1. august har Laust Leth Gregersen afløst Morten Emil Hansen som sekretariatsleder, da Morten Emil er draget til Ghana med sin familie.

Både Birte og Morten Emil har en kæmpe del af æren for de resultater Concord Danmark har opnået.

EU-formandskab – forberedelser og eksekvering

EU-formandskabet var i væsentlige henseender en stor succes for Concord Danmark. Næsten samtlige lobbymål fra arbejdsplanen 2011-12 blev nået.

Concord Danmark havde et effektivt og konstruktivt samarbejde med de danske ministerier og opnåede en central placering i CONCORD Europe’s europæiske arbejdsgrupper, herunder Beyond 2015, Common Agricultural Policy (CAP), Policy Coherence for Development (PCD) og Policy Forum.

Udover disse arbejdsgrupper har danske medlemmer også deltaget aktivt i CONCORD Europe’s Development Education gruppe (DARE), Funding for Development and Releif (FDR) samt Food Security (EFSG).

På denne baggrund har Concord Danmark opnået en position som en vigtig politisk aktør og ekspert indenfor organisationens kerneområder, herunder især udviklingsfinansiering, skat og politik-kohærens (sammenhæng mellem de forskellige politikker, EU fører overfor bl.a. u-landene, red.).

Herudover har Concord Danmark udbygget sine forbindelser til Folketinget og flere gange haft foretræde i Europaudvalget og Udenrigsudvalget. Concord Danmarks politiske indspark figurer ofte i bilagene til udvalgets dagsorden når der skal diskuteres udviklingspolitik.

Dette vidner om stigende institutionel anerkendelse af Concord Danmark som ekspert på EU-området. Dette kommer også til udtryk i at Concord Danmark betegnes som en strategisk vigtig partner for Udenrigsministeriet i finanslovudspillet for 2013.

Udvalgte Resultater

CSO (Civil Service Organizations) Konference:

Concord Danmark holdt en international CSO konference fra d. 13.-15. marts 2012 i København.

Hovedformålet med konferencen var at styrke civilsamfundets rolle i EU’s fremtidige udviklingssamarbejde gennem en behandling af en række aktuelle udviklingspolitiske temaer. Heriblandt indskrænkning af civilsamfundsorganisationernes råderum, EU’s civilsamfunds-instrumenter samt EU’s eksterne menneskerettighedspolitik.

Konferencen var en stor succes og modtog meget ros fra flere parter, heriblandt Concord Europe’s direktør, Olivier Consolo, som understregede, at det var en af de bedste konferencer han havde deltaget i og der var deltagelse fra ’departementschefen’ for EU’s nye Udenrigstjeneste, Pierre Vimont.

Fremadrettet har konferencen født ind i EU’s nye strategi (meddelelse) om civilsamfundssamarbejde i udviklingspolitikken som blev vedtaget i oktober 2012. Implementeringen af den nye EU-strategi vil blive omdrejningspunkt for en væsentlig del af Concord Danmarks arbejde i det kommende år.

Politik-kohærens:

Concord Danmark har arbejdet for, at politik-kohærens for udvikling (Policy Coherence for Development – PCD) skulle være en væsentlig udviklingspolitisk prioritet for det danske EU-formandskab.

I forlængelse heraf lykkedes det gennem koordineret civilsamfundslobby arbejde kombineret med stærk forhandlingsindsats fra det danske formandskab, at få vedtaget særlige rådskonklusioner på PCD-området på Udenrigsrådsmødet i maj 2012.

Parallelt har Concord Danmark arbejdet for, at PCD blev en central del af den nye danske udviklingslov og -strategi samt, at der iværksættes et nationalt dansk arbejdsprogram for PCD i løbet af 2012. Fra at være et relativt ukendt begreb i 2010 er PCD blevet en del af den danske udviklingsstrategi og Lov om Udviklingssamarbejde i 2012.

Senest har regering bekendtgjort, at man vil lancere en dansk PCD handlingsplan, hvilket har været et centralt lobby-mål for Concord Danmark.

JPA:

Den Fællesparlamentarisk Forsamling (JPA) foregik fra d. 24.-30. maj i Horsens. Concord Danmark var medarrangør på seks side-events med det formål, at styrke civilsamfundets stemme over for parlamentarikerne og fremhæve civilsamfundets holdninger til, og rolle i, EU’s udviklingspolitik.

JPA’s formand Louis Michel takkede i sin afslutningstale Concord Danmark for organisationens store indsats og det danske Udenrigsministerium har også udtrykt stor tilfredshed med Concord Danmarks indsats.

Visibility Campaign:

Concord Danmark lavede i foråret en visibility-kampagne rettet mod at øge opmærksomheden omkring 0,7 procent målet (for bistanden). Hovedaktiviteten bestod af en Facebookkampagne samt et større event i Bruxelles.

Facebookkampagnen mødte uforudsete forhindringer, heriblandt modstand fra medlemsorganisationernes politikker om deltagelse i kampagner på sociale medier, og fik generelt ikke den forventede opbakning eller succes. Til gengæld var hovedeventen i Bruxelles en succes og fik bred mediedækning i Europa og blev bl.a. ’picture of the day’ i The Guardian.

Skat:

Op til og under formandskabet arbejdede Concord Danmark intensivt med revision af EU’s regnskabsdirektiv i samarbejde med en bred koalition af europæiske NGO’er.

Arbejdet resulterede i en meget progressiv forhandlingsposition for Europa-parlamentet som blev vedtaget i Retsudvalget i september 2012, som udgør en milepæl i bestræbelserne på at skabe et ordentligt grundlag for at bekæmpe illegal kapitalflugt fra u-landene.

Den Flerårige Finansielle Ramme:

Concord Danmark har spillet aktivt ind i processen omkring EU’s flerårige finansielle ramme (MFF) og har bidraget til oplysning og kapacitetsopbygning af det danske civilsamfund omkring forhandlingerne vedrørende MFF.

Dette udmundede sig i en kapacitetsopbygningsworkshop der udover at styrke civilsamfundets kompetencer omkring MFF, også blev brugt til at skabe direkte kontakter til de danske embedsmænd der sad med forhandlingerne. Der er herudover blevet gjort et stort lobbyarbejde rettet mod embedsmænd og politikere mht. forhandlingerne omkring udviklingsinstrumenterne.

Ny hjemmeside og nyhedsbrev:

Concord Danmark har fået lavet en ny hjemmeside, der fungerer som en vigtig informationskilde for politikere, medier og NGOer med interesse for EU’s udviklingspolitik. Hjemmesiden har modtaget ros fra medlemmerne.

Concord Danmarks elektroniske nyhedsbrev er blevet moderniseret og udkom 8 gange under det danske EU formandskab. Nyhedsbrevet indeholdt analyser, informationer og nyheder fra Concord Danmark, medlemmer og det internationale udviklingsmiljø. Nyhedsbrevet er fortsat efter formandskabet, dog med lavere frekvens.

Blogs og analyser under formandskabet:

Concord Danmark har under formandskabet udgivet en række rapporter og blogindlæg om det danske EU-formandskab og EU-udviklingspolitik. Desuden har Concord Danmark formået, at komme i medierne adskillige gange under formandskabet.

Hermed har Concord Danmark været med til at få skabt opmærksomhed omkring EU som udviklingsaktør, både blandt Concord Danmarks medlemmer og i den danske offentlighed. Concord havde faste blogindlæg på u-landsnyt.dk og altinget.dk og disse relationer er blevet bevaret efter formandskabet.

Vore analyser vil derfor fortsætte med, at komme ud til en bred skare af EU- og udviklingsinteresserede. Dette bidrager til at sikre Concords placering som en vigtig kilde til information og analyser i den offentlige debat omkring EU’s udviklingspolitik.

Efter formandskabet: ’langsigtet vision’

Concord Danmarks arbejde har fra efteråret 2012 koncentreret sig om de mere langsigtede visioner for netværkets fremtidige arbejde og organisering.

Fra bestyrelsens side har man lagt vægt på, at Concord Danmark (forsat) skal lægge særlig vægt på, at styrke politik-kohærens for udvikling som et centralt element i dansk og europæisk udviklingssamarbejde.

Det overordnede mål er, at opnå en mere retfærdig og effektiv udviklingspolitik, der samtidig fremmer aktiv deltagelse fra civilsamfundet i udviklingsarbejdet – ikke kun i Europa, men også i udviklingslandene.

I forlængelse heraf har det været en klar prioritet i visionsarbejdet, at medlemsorganisationerne fremover skal spille en mere markant rolle i forhold til at deltage i politiske processer både i Danmark og Europa.

Der er derfor blevet tilrettelagt en række initiativer der sigter mod at opbygge en mere inddragende arbejdsstruktur og klarere arbejdsdeling mellem Concord Danmark og medlemsorganisationerne.

Det gælder f.eks. oprettelsen af Poltik Forum maillisten og emne bestemte ’Task Forces’ samt afholdelse af en policy-workshop for medlemmer i september som har dannet grundlag for udarbejdelsen af arbejdsplanen for 2012-13.

Et vigtigt sigte med den nye arbejdsform er at skabe større ejerskab og inddrage medlemmerne aktivt i netværkets politikformulering og løbende lobbyarbejde. Medlemsworkshoppen var meget velbesøgt og har generet god feed back fra medlemmerne.

I forhold til det samlede danske NGO-miljø lagde visionsarbejdet vægt på at styrke samarbejdet med og kapacitetsopbygningen af de øvrige danske netværk, særligt NGO FORUM, 92-Gruppen og CISU.

Dette fokus har konkret udmøntet sig i et netværkssamarbejde med NGO FORUM, 92-gruppen og FORDI omkring det danske civilsamfunds indspark til post-2015 processen og dennes relation til opfølgning på sommerens Rio +20 topmøde.

Plads i nyt Udviklingspolitisk Råd

Concord Danmark fik overraskende plads i det nye organ, Udviklingspolitisk råd (UPR), hvor man blev bedt om at indstille én mand og én kvinde, som blev Frans Mikael Jansen (MS) og Julie Koch (Red Barnet).

(Heraf kom sidstnævnte med blandt Rådets 15 medlemmer. Der er tale om et nyt organ, som udviklingsministeren har ønsket, og som skal erstatte det hidtidige U-landsråd med op til 75 medlemmer fra alle dele af samfundet, red.)

Indstillingen skete på baggrund af en valgproces i koordinering med NGO FORUM og 92-gruppen, som blev etableret ad-hoc på baggrund af den uventede situation.

I forbindelse med processen udarbejdede og vedtog bestyrelsen også Terms of Reference (ToR) for Concord Danmarks fremtidige repræsentant, som alle kandidater blev gjort bekendt med inden valghandlingen.

ToR afspejler et ønske om at sikre tæt relation mellem Concord Danmarks repræsentant i UPR, formandskab, bestyrelse og sekretariat, herunder repræsentantens ansvarlighed overfor bestyrelsen.

Der er grund til at glæde sig over pladsen i UPR, som må anses som et skulderklap til arbejdet og et ønske om Concord Danmarks aktive indspil i Udviklingspolitisk Råd med særligt fokus på EU’s globale rolle og udviklingspolitik.
(slut)

Nils Brøgger Jakobsen blev på generalforsamlingen valgt som formand for Concord Danmark; han var i forvejen konstitueret på posten.