De seneste år er det blevet stadig sværere for danske ngo’er at få visum til gæster fra det Globale Syd, der skal deltage i kulturel udveksling. Sådan lyder det fra flere ngo’er, som Globalnyt har talt med.
Til grund for Udlændingestyrelsens og ambassadernes visum-afslag ligger ofte en bekymring for, at udlændingene har tænkt sig at bruge besøget som springbræt til at immigrere ulovligt til Danmark.
Men siden 2020 er færre end fem personer blevet udvist fra Danmark for at overskride den periode, de er blevet tildelt ved et såkaldt VU3-visum til kulturelle besøg. Det viser tal, som Udlændingestyrelsen har opgjort for Globalnyt.
Udveksling uden indrejse
Vores polariserede verden har behov for “at styrke en gensidig forståelse for kulturer og værdier”, lyder det i udenrigsministerens nye Afrika-strategi.
Samtidig kæmper mange ngo’er for at få visum til samarbejdspartnere fra det Globale Syd.
I den kommende tid sætter Globalnyt fokus på den politiske kampplads, som visumsystemet har udviklet sig til.
Hvis du har tips eller oplevelser, du gerne vil dele, vil vi meget gerne høre fra dig.
Du kan skrive til journalist Søren Steensig (krypteret på: [email protected]) eller chefredaktør Sven Johannesen.
Alle henvendelser behandles fortroligt.
De op til fem ‘afhoppere’ udgør mindre end en promille – 0,069 procent – af de 7.153 visa til kulturelle besøg, som myndighederne har udstedt fra 2020 til udgangen af 2023.
Udlændingestyrelsen angiver af “diskretionshensyn” ikke det præcise antal, hvis der er færre end fem sager.
Så reelt kan det dreje sig om helt ned til én gæst, der er blevet udvist for at overskride sit visum. Tildelte visa for 2024 er heller ikke medregnet, så andelen af ‘afhoppere’ er givetvis endnu lavere end de 0,069 procent.
I en mail til Globalnyt skriver Udlændingestyrelsen, at tallene er behæftet med usikkerhed, da de er taget fra systemer til sagsbehandling og ikke statistik.
Tallene kan også være skæve, fordi visumansøgere ofte angiver formålet med deres besøg forkert, lyder det i mailen.
Endvidere gælder det såkaldte VU3-visum til hele Schengenområdet. Så hvis en visumpligtig besøgende har fået visum til Danmark, men efterfølgende er rejst videre og har overskredet sit besøg i Tyskland, Frankrig eller et andet Schengenland, er de ikke talt med i de (op til) fem sager.
Men selv når der tages hensyn til ovenstående forbehold, er antallet af såkaldte administrative udvisninger et af de få tal, der kan sige noget om, hvor reel myndighedernes frygt for ulovlig indvandring gennem kulturel udveksling er.
Ubegrundet frygt skaber visum-bøvl for ngo’erne
Selvom Globalnyt nu kan afsløre, at det er forsvindende få gæster på kulturel udveksling, der rent faktisk udgør en ‘immigrationsrisiko’, som det hedder i lovgivningen, gør modviljen mod ulovlig indvandring stadig livet surt for både danske ngo’er og deres gæster fra Syd, når de skal søge visum. Også selvom det tilsyneladende går stik imod udenrigsministerens Afrika-strategi, hvor det blandt andet lyder, at “dialog og gensidig forståelse er afgørende for vores fælles fremtid”.
Ønsket om at begrænse ulovlig indvandring til Danmark står blandt andet sort på hvidt i visumvejledninger til både kulturelle, forretnings- samt private og turistbesøg på Udlændingestyrelsens hjemmeside:
“Du kan ikke få visum, hvis udlændingemyndighederne vurderer, at der en høj risiko for, at du vil tage fast eller længerevarende ophold i Danmark eller i de øvrige Schengenlande,” lyder det.
I august fik to grupper af palæstinensiske teenagere, der skulle have været på besøg hos tre danske efterskoler, for andet år i streg afslag på deres ansøgninger. I afslaget vurderede myndighederne, at der var “rimelig tvivl om”, hvorvidt de unge palæstinensere havde “til hensigt” at forlade Schengenzonen inden visummets udløb.
Læs også: Myndighederne frygtede, Mariam ikke ville tage hjem igen: “Det føles racistisk”
Modviljen mod uønskede indvandrere inden for rigets grænser er også til at aflæse mellem linjerne i visumbekendtgørelsens krav om at kunne fremvise “nødvendige midler”, som ofte ligger til grund for afslagene til ngo’ernes inviterede.
Kravet går på, at visumpligtige udlændinge skal have penge nok på kontoen, ikke bare til opholdet i Danmark, men også til rejsen ud af landet igen. Som udgangspunkt drejer det sig om 500 kroner pr. dag i visumperioden, mens 350 kroner er nok, hvis vedkommende indkvarterer sig billigere end et hotel.
Det er jo bare undskyldninger for at have et middel til at holde de her fattige mennesker ude, som de betragter som farlige
Torben Vosbein, daglig leder i Spor Media
Loven åbner også for, at et mindre beløb kan være tilstrækkeligt, “hvis indkvarteringen er betalt i forvejen, eller der er tale om privat indkvartering, og værten har påtaget sig at indestå for alle udgifter”. Alligevel får flere ngo’er afslag på visa til deres gæster, netop fordi de ikke kan fremvise pengene.
“Det giver jo ingen mening, eftersom de skal bruge nul-komma-nul kroner, mens de er i Danmark,” har Torben Vosbein tidligere udtalt til Globalnyt.
Læs også: Visum-bureaukrati bremser Afrika-strategien. “Pinligt” og “absurd,” lyder kritikken
Han er daglig leder i Spor Media, som fik et besøg fra Kenya aflyst i september, da gæsterne ikke kunne få visum, selvom de danske værter hæftede for alle udgifter under rejsen. De syv unge kenyanere skulle i ni uger have holdt workshops og oplæg for danske unge samt optræde med danseforestillinger på festivaler.
Men de unge, der er født og opvokset i Nairobis slumområder, kunne ikke på egen hånd fremskaffe de godt og vel 23.000 kroner, som visumkravene foreskrev. Torben Vosbein er ikke i tvivl om, at kravet om ‘nødvendige midler’ i bund og grund handler om frygten for uønsket indvandring.
“Det er jo bare undskyldninger for at have et middel til at holde de her fattige mennesker ude, som de betragter som farlige. Det er grundlæggende det, det handler om,” sagde han til Globalnyt.
Visumpligtige lande er rangordnet efter ‘immigrationsrisiko’
Begrebet om ‘immigrationsrisiko’ er måske allervigtigst for de såkaldte hovedgrupper, som spiller en afgørende rolle i vurderingen af visumansøgninger.
De visumpligtige lande er inddelt i fem hovedgrupper ud fra “en generel vurdering af, om visumansøgere fra de pågældende lande og regioner udgør en risiko for indvandring, og om ansøgerne har til hensigt at forlade Schengenlandene inden visummets udløb,” lyder det i Visumbekendtgørelsen fra 2022.
Hovedgrupperne får ifølge loven først betydning for en visumansøgning, hvis der i sagsbehandlingen er tvivl om, hvorvidt ansøgeren vil rejse hjem igen. Der skeles som udgangspunkt kun til hovedgrupperne, hvis afgørelsen afhænger af ‘immigrationsrisikoen’.
Og i det tilfælde er det bedst at være i så lav en hovedgruppe som muligt. Hovedgruppe 1 omfatter nemlig lande, “hvis statsborgere som udgangspunkt vurderes at udgøre en meget begrænset risiko for indvandring i Danmark eller andre Schengenlande”.
Hvis tildeling af visum til statsborgere fra Hovedgruppe 1-lande som Mozambique, Tanzania eller Sydafrika afhænger af, om myndighederne tror på, vedkommende vil rejse hjem igen, får de som udgangspunkt visum.
Nederst på rangstigen ligger Hovedgruppe 5. Den tæller de syv lande – Afghanistan, Rusland, Eritrea, Somalia, Irak, Syrien og Pakistan – hvis borgere vurderes til at “udgøre en særligt høj risiko for indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder”.
For disse landes borgere bliver det naturligvis sværere at få lov at slippe gennem nåleøjet ved de danske grænser.
Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor de op til fem visumpligtige gæster på kulturel udveksling i Danmark, der siden 2020 er blevet udvist for at overskride deres visum, er fra.
