Anmeldelse
“Guldbolden” (opr.: Le Ballon d’Or, 1993) handler om en afrikansk drengs drøm om at blive en stor fodboldstjerne. Vi følger drengen fra landsbyen, hvor han end ikke har en rigtig fodbold, til hovedstaden Conakry, hvor han får en enestående chance for at komme nærmere sine stjernedrømme.
Filmen sprudler af håb og eventyrlyst – og hovedpersonen Bandian charmerer sit publikum med sit store smil og store talent.
“Guldbolden” bliver vist i Vanløse Kulturhus mandag d. 1. marts kl. 12.00 under Salaam Filmfestival.
Kontraster
Filmen henvender sig til børn i 3-5- klasse, og som undervisningsfilm byder den på masser af emner til diskussion. Kontraster og konflikter er der nemlig nok af i den afrikanske virkelighed, som drengen Bandian lever i.
I Bandians landsby udruller konflikten mellem det moderne og det traditionelle sig. Landsbyens ældste raser over, at de unge svigter traditionerne for i stedet at spille fodbold og klæbe til transistoren, når der spilles kampe.
Bandians mor er syg, og drengen spørger både landsbyens medicinmand og den udstationerede franske læge om hjælp til at helbrede hende.
Det moderne og det traditionelle bidrager også på hver sin måde til Bandians succes som fodboldspiller: den franske læge giver Bandian en rigtig læderbold, mens medicinmanden velsigner Bandians ben og giver ham en lykkebringende amulet. Læderbolden maler Bandian guldfarvet – deraf titlen.
Den afrikanske storby
Bandian stikker af fra sin landsby efter et uheld. Han kommer i kløerne på en lastbilchauffør, der udnytter ham som billig arbejdskraft, men langt om længe når han hovedstaden Conakry, hvor fodboldeventyret venter ham.
I Conakry lever Bandian på gaden sammen med en masse andre børn. Han må arbejde hårdt for at klare sig. Heldigvis møder Bandian en dværg, der kalder ham for ”lillebror” og hjælper ham helskindet igennem storbyens farer.
Filmens bedste scene
En af de absolut bedste scener i filmen er, da Bandian kravler med de andre gadedrenge op i en lysmast uden for byens største fodboldanlæg. Herfra kan de følge med i kampen – uden at betale entré. Da bolden bliver skudt over muren, fanger Bandian den og viser sine kunster med hele stadion som publikum. Drengene i lysmasten jubler – for håbet og for drømmen om et andet liv.
Bandian bliver opdaget af forretningsmanden Bithar, som mener at kunne tjene gode penge på Bandians evner. Bithar bliver Bandians manager og får ham skaffet plads på byens bedste fodboldskole.
Landsbyens håb
Bandians debutkamp for fodboldskolens hold følges på transistorradioen i landsbyen, men Bandian er ikke til landsbyens store forundring med i startopstillingen. Bandian får dog ved Bithars hjælp chancen, da hans hårdeste konkurrent på holdet skades. I landsbyen jubles der, og Bandian viser endnu engang sine fodboldtalenter.
”Dette er Afrika”
Bithar er overbevist om, at Bandian kan blive en stor fodboldstjerne. Derfor arrangerer han, at Bandian kan komme til Frankrig og spille for den store franske klub St. Etienne. Der skal dog først gives tilladelse fra Bandians far. Bithar, vennen og Bandian kører hjem til landsbyen, hvor ældsterådet mødes for at rådgive i sagen. De bakker op om Bandians drøm, og Bithar får farens underskrift.
Den franske læge og fodboldtræneren i Conakry er imod beslutningen – de mener, Bandian er alt for ung og uprøvet til at forlade sine forældre og sit hjemland. Bithar siger til dem: ”Dette er Afrika – sådan en chance kan man ikke sige nej til!”
Baggrund
Ifølge filmens instruktør, Cheik Doukouré, er fodbold for mennesker i Afrika på både godt og ondt blevet en symbolsk og reel mulighed for at bryde ud og blive en succes.
“Guldbolden” er blevet til i et samarbejde mellem Frankrig og Guinea under instruktion af Cheik Doukouré, der er født og opvokset i Guinea-Conakry i det fransktalende Vestafrika.
Instruktøren har boet i Paris, hvor han har studeret litteratur ved Sorbonne-universitetet.
Undervisningsmateriale
Læs videre på Dansk Film Instituts hjemmeside, hvor der er undervisningsmateriale til filmen:
http://www.dfi.dk/FilmIUndervisningen/Film-i-skolen/Undervisningsmaterialer/Materialer-til-spillefilm/Guldbolden.aspx
Salaam filmfestival
Salaam Filmfestival rammer Vanløse Kulturhus d. 1. marts med inspirerende og dialogskabende film for store og små. Læs programmet her: http://www.salaam.dk/events.asp?lang=1&events=290