‘Håbet bag hegnet’ – en migrant filmer sig selv

Dokumentaren er filmet i det nordlige Marokko på det golde Gurugu-bjerg, hvor tusinder af migranter fra blandt andet Mali, Nigeria og Elfenbenskysten lever i limbo i interimistiske lejre.

Herfra kan de se ned på den lille spanske enklave, Melilla – et lille stykke Europa i Afrika – og hver dag går med at spekulere i det perfekte tidspunkt at tage springet over grænsen (deraf filmens franske titel Les Sauteurs – springerne).

Drømmene er store og oddsene dårlige, for der er tale om én af verdens bedst bevogtede grænseovergange og tre hegn med barberblads-skarp pigtråd og selvudløsende peberspray.

Mens migranterne venter, lurer den konstante fare for at blive opdaget af militærpolitiet og udsat for grov vold, at lejren og forsyningerne bliver brændt af under de jævnlige razziaer, og i sidste ende at de bliver sendt tilbage så tæt på det endelige mål.
 

”Vi vidste aldrig, hvad vi fik”

For at udfordre det dominerende billede af, hvad en migrant er, og for at give migranterne deres egen stemme i debatten, valgte filmholdet at overlade kameraet til migranterne selv. Valget faldt på Abou Bakar Sidibé fra Mali. “Vi var nysgerrige på, hvad han ville filme, hvilke æstetiske valg han ville træffe, og hvordan disse valg ville relatere til det eksisterende billede af migranter”, forklarer med-instruktør Estephan Wagner om filmens koncept.

”Jeg var jo som en lille dreng juleaften,” fortæller han om de par gange om måneden det lykkedes dem at få materiale fra Abou, ”vi vidste jo aldrig, hvad vi fik. Vi kunne følge lidt med på afstand via Skype og WhatsApp, men i sidste ende sad vi alligevel med dirrende hænder”, smiler han, da Globalnyt møder ham efter premieren i Danmark.

For seeren er der ingen tvivl om, at resultatet af denne tilgang er én af filmens største kvaliteter. Det er takket være Abous ærlighed med kameraet, hans interaktion med gruppen og sans for både det hverdagsagtige og det dramatiske, at ’Håbet bag hegnet’ løfter sig til mere end blot en skildring af en rå virkelighed.

Med poesi og humor bringer Abou os helt tæt på migranternes liv og hverdag – fra det alment-menneskelige i at have håb og drømme til angsten for døden og at vågne i tårer midt om natten efter et mareridt om at blive sendt tilbage.

At give magten fra sig

Hvad betyder det for filmen og måden historien bliver fortalt på, at I overlod kameraet til Abou? Hvordan kunne I sætte jer ind i, hvad hans tanker var med det, han valgte at filme?

”At vi valgte ikke at være en del af optagelserne og lave en eneste ’frame’ selv, blev filmens dogme, kan man sige,” fortæller Estephan Wagner om tilblivelsen og uddyber: “Det drejede sig fuldstændig om at give magten væk – at få ‘en af dem’ til at tale til os, i stedet for at vi skal tale om dem”.

”Det gjorde også, at jeg, da filmen skulle klippes, kunne reagere meget instinktivt på sekvenserne, hvilket er en stor fordel. Normalt har man en haft en idé med nogle bestemte sekvenser, og man kan være usikker på, om den idé kommer igennem ved klipningen. Men nu var det Abou, der havde truffet valgene for os, og vi kunne bare reagere”.

“Somme tider var sekvenserne også meget forvirrende. Kameraet fór i alle retninger, og vi sad og tænkte, ”hvad er det dog, han viser os her?” Men så skulle man måske se fem eller ti klip mere, og så begyndte det at give mening. Senere kombinerede vi det også med Abous dagbøger, som han skrev i månederne efter optagelserne. Det var meget vigtigt for os, at det var hans film og hans ord – ikke vores fortolkninger af hans verden. På den måde er det en film helt uden filter. Den taler til os meget direkte, synes jeg”.

Om at miste troen

Hvorfor valgte I Abou? Hvad var jeres relation til ham?

”Det er meget bevidst, at vi valgte Abou. Vi havde været i lejren i noget tid, og vi vidste, at vi måtte finde én, som de andre havde tillid til, og som ikke ville kompromittere nogen ved at filme ting, de ikke brød sig om”, fortæller Estephan.

”Vi gjorde det også meget klart, at han ikke måtte risikere noget for os. Hvis han var nødt til at løbe, skulle han bare smide kameraet, så skulle vi nok skaffe ham et nyt. Ja, og så gav vi ham nogle penge i starten, så han ikke skulle blive fristet til at sælge kameraet”, smiler Estephan, ”men man kan se undervejs i filmen, at kameraet faktisk går hen og bliver meget vigtigt for ham”.

I vidste vel heller ikke, hvad der ville ske med ham…?

”Nej. Abou havde allerede været i lejren et år, da vi gav ham kameraet, og undervejs kom vi faktisk i tvivl, om han overhovedet ville klare det. Vi var der cirka én til to gange om måneden for at hente filmsekvenserne, og hver gang vi tog afsked, sagde vi ”See you on the other side”, men til sidst havde vi faktisk opgivet ham. Vi sagde ”see you”, men vi troede ikke længere på det… Det var meget svært”.

Et spørgsmål om eksistens

Filmen handler også meget om eksistens og ikke-eksistens. Om hvordan livet i limbo-lejren er en form for ikke-eksistens, og springet over hegnet til Europa er en slags transformation over til et rigtig liv. Men på et tidspunkt siger Abou også, at han føler, at han eksisterer, når han laver billeder. Kan man sige, at kameraet løfter ham ud af ikke-eksistensen?

“Ja, helt klart. Der er flere historier i filmen, og jeg synes én af de mest betydningsfulde er, hvordan Abou begynder at eksistere i løbet af filmen igennem kameraet. Hvad vi ikke ser i filmen er, at han påbegyndte sin flugt i dybeste hemmelighed. Han planlagde sin tur uden at sige noget til familien, og en nat tog han bare af sted. Så man kan godt sige, at han besluttede sig for at holde op med at eksistere der”,  fortæller Estephan.

”Faktisk har han ikke en eneste gang har ringet til sin familie, mens han er på Gurugu-bjerget. Det er til dels ud af skam, men det er også fordi, at han ved, at hans familie ikke vil kunne holde ud at vide, at han lever så farligt, som han gør. Han har valgt ruten for de allerfattigste migranter, dem som ikke har andet end deres krop og deres vilje”.

Men i løbet af filmen sker der alligevel noget med Abou. Efter nogle famlende forsøg er det som om, han bliver mere vandt med kameraet og filmsproget…?

”Ja, det er som om kameraet bevirker noget i Abou – det er både en del af ham, men det bliver også en slags tredje og uafhængig aktør. Det er meget tydeligt at se i sekvensen, hvor lejren udsættes for razzia og politihelikopterne hvæser lige over deres hoveder. Abous rolle som kameramand nu er at lave bevismateriale – en slags beskyttelse mod ikke at blive glemt, hvis alt skulle gå galt”.

Spøgelser på et overvågningskamera

Et andet interessant filmisk greb er de indklippede summende filmsekvenser fra grænsepolitiets overvågningskameraer på hegnet. Her ser man migranterne som små pixels gå mod hegnet i lange kolonner og forsøge at klatre over. Det er meget mekanisk og distanceret. Hvad er idéen bag det, og hvordan i alverden fik I adgang til dette materiale?

”Vi var også meget overraskede over det. Vi kontaktede myndighederne og sagde helt ærligt, hvad vi ville bruge det til, og så fik vi det. Vi behøvede ikke engang at lyve”, griner Estephan og fortsætter: ”Jeg ved ærlig talt ikke hvorfor, det var så nemt, men jeg gætter på, at de spanske myndigheder gerne vil vise Europa den virkelighed, de står overfor og pege på, at EU har et problem. De vil gerne sige ’Se, det er dette vi står hernede og beskytter jer mod – det holder ikke i længden’”.

”I forhold til indholdet, synes vi, at det var vigtigt at have kamera-overvågningsbillederne med for at vise den strukturelle måde at se migranterne på. På kameraerne bliver de registreret som små pixels. I avisartiklerne som tal uden ansigt eller historie. Og det er jo nemt at have en kynisk holdning til migranter på den måde. Vi vil gerne vise, hvad der gemmer sig bag de tal og de pixels. Hvilke mennesker, der også kan lide Whitney Houston eller fodbold og har drømme så simple som at sidde og høre en popsang sammen med en kæreste”.

“Men det er også vigtig for mig, at vi ikke har lavet en moraliserende eller aktivistisk film. Vi vil ikke ’preache for the converted’ eller give folk dårlig samvittighed. Vi vil bare gerne vise menneskerne bag nyhedshistorierne. Det er det, der gør, at den er lykkedes med at få så bredt et publikum, tror jeg”.

Asylcenter og røde løbere  (spoiler alert)

Abou er meget velfortjent krediteret som med-instruktør, men hvor er han nu?

”Han lever et helt vildt skizofrent liv. Han kom jo over, som vi ser i filmens sidste minutter, og bor nu på et asylcenter i Tyskland, mens hans sag behandles. Han må ikke bevæge sig udenfor landets grænser, så han holder foredrag på skoler og gymnasier.

Og så er han selvfølgelig med til at promovere filmen. Det betyder, at han bliver hentet på asylcentret og kørt ud til de røde løbere, bor på fine hoteller, bliver interviewet til forskellige medier – og bliver kørt hjem til asylcentret igen. I en limousine. Han eksisterer på mange forskellige niveauer i øjeblikket. Det er meget overvældende for ham, når han samtidig ikke aner, om han lige pludselig bliver sendt hjem igen.”

Tror du filmen kan påvirke Abous sag? Altså både positivt eller negativt, fordi han nu har så meget opmærksomhed?

”Det er ikke til at sige. Tyskland har jo i øjeblikket omring en million asylansøgere. Men der er ikke nogen tvivl om, at det betyder enormt meget for Abou personligt, at hans historie kommer frem, og at han er med til at sætte ansigt på menneskerne bag mediernes historier og tal”.

Filmen blev vist på DR2 den 13.10 og kan ses her