KOMMENTAR
Af Thomas Glerup
Formand for Dansk Nepalesisk Selskab, og medlem af Rådet i MS Actionaid
Skal u-landsbistand være et socialistisk projekt, eller er det noget som vi alle har en aktie i?
Som formand for Dansk Nepalesisk Selskab er jeg, via vores kollektive medlemskab, blevet valgt til medlem af det nyetablerede råd i den hæderkronede bistandsorganisati-on som jeg, siden min barndom, har kendt under navnet Mellemfolkeligt Samvirke. I dag hedder den MS ActionAid, og det må jeg nu vænne mig til at sige sammen med alle de andre smarte forkortelser der findes i den branche.
I lørdags (29.05.10) blev jeg vist rundt i organisationens nye lokaler på Fælledvej i København, og jeg fik en rigtig grundig og åben introduktion til virksomheden, jeg nu sidder i øverste myndighed for.
Jeg havde på forhånd ikke meget kendskab til organisationen, udover at jeg i min barndom lærte at det var dem som sendte u-landsfrivillige til Afrika og gjorde en stor og flot indsats for at hjælpe de fattige.
Senere har jeg naturligvis også hørt om alle de tåbelige fejl man har begået i sin velmenende dumhed på diverse udviklingsprojekter.
Havde jeg ikke selv prøvet at etablere en virksomhed i et udviklingsland, ville jeg måske også konkludere at bistandsarbejdet ikke var umagen værd, og at pengene alligevel går tabt i korruption og administration.
Nytter det overhovedet noget?
Der kan ikke herske tvivl om, at u-landene var bedre stillet, hvis vi rev vore unfair handelsbarrierer ned, og begyndte at handle med dem.
Det kan kun gå for langsomt, og mon ikke vi alle var bedst tjent med den løsning, når det kommer til stykket? (Der er jo trods alt også nogle interessante markeder i udviklingslandene, vi kunne have interesse i.)
Men, vi bliver derudover også nødt til at hjælpe dem på vej, så de også kan producere nogle varer vi har interesse i.
Vi er som vesterlændinge meget kræsne forbrugere, og for at sælge på vore markeder kræves der et minimum af kvalitetsstyring, design, logistik, administration osv.
Alt sammen discipliner som kræver uddannelse og infrastruktur, (f.eks. noget så simpelt som strøm).
Derfor kræves der fortsat hjælp, og lad dig ikke bilde ind, at den ikke hjælper.
Bistanden er langt bedre end sit rygte. Ifølge de undersøgelser, jeg har fået udleveret, tror f.eks. langt de fleste af os, at kun 1/3 af børn i u-landene har adgang til en skole. Virkeligheden er, at hele 88 procent af alle børn i udviklingslandene er tilmeldt en skole.
Over halvparten af os tror, at kun halvdelen af befolkningen i u-landene har adgang til rent vand, at levealderen er under 55 år og at kun ca. halvdelen af den voksne befolkning kan læse.
I virkeligheden har flere fået adgang til rent vand. I 1990 havde 71 procent adgang til rent vand og i 2004 var det 80 pct. Vi har altså hjulpet nogen, men vi mangler stadig at hjælpe 1/5 af verdens fattigste til rent vand.
Gennemsnitsalderen i udviklingslandene er 65,2 år, og mellem 71 og 80 pct. af den voksne befolkning i disse lande kan faktisk læse. Verdens fattigdom er faktisk faldet fra 28 pct. i 1990 til 19 pct. i 2004.
Tal som altså vil overraske rigtigt mange af os, men som også viser at der er lidt endnu at gøre for at nå FN-målet i 2015 på en halvering til 14 pct.
Hvad kan vi gøre?
Som sagt tror jeg, at handel er løsningen.
Jeg kan se, at min virksomhed i Kathmandu i Nepal skaber arbejdspladser og indkomst til mine ansatte.
Hele EU-projektet var jo oprindeligt motiveret i fredsskabelse gennem samhandel mellem de tidligere arvefjender, og ingen vil vel, de aktuelle problemer til trods, betvivle den kollosale vækst det har skabt i Europa.
Men indtil vore politikere får mod til at handle efter overbevisning og ikke kun efter popularitet, må vi almindelige borgere benytte de eksisterende kanaler til at bekæmpe fattigdom. Det drejer sig om alle de hjælpeinstitutioner som gør et stort og værdifuldt arbejde.
Der findes heldigvis mange, og ja kvaliteten kan variere, og ja, de bruger penge på at administrere og kontrollere hjælpen. Men, de er der alle med eet formål: “at hjælpe!”
Det er klart, at jeg også fornemmede den frustration og vrede over nedskæringerne af vores statslige bistandsbudgetter i MS Actionaid. Nedskæringer som jeg ikke tror at nogen er særligt stolte over, og som nok heller ikke giver prestige ude i verden.
Nedskæringerne er imidlertid en realitet, og det hjælper jo ikke meget at diskutere om de skal gøres om. Det ser ud til, at de danske vælgere har valgt at acceptere dem, og man skal sikkert ikke forvente at en ny rød regering sætter bistanden op som det første.
Det er altså op til os som individuelle borgere om der skal gives mere til de fattige.
Det er der da heldigvis også rigtigt mange af os, som gør. Det viser den ene rekordindsamling efter den anden. Det må vi så glæde os over, når nu behovet er så stort, og når nu kravet til bl.a. MS Actionaid om selv at skaffe flere og flere penge stiger.
Derfor lyder min opfordring til jer alle:
“Meld jer ind i en hjælpeorganisation og støt med flere penge!” Det hjælper, og det er nødvendigt for at bekæmpe fattigdommen.
Kald det hvad du vil! Gør det, hvad enten du kalder det solidaritet, næstekærlighed eller blot almindelig anstændighed.
For mig er sagen alt for vigtig til, at den kan blandes med partipolitik. Bistand er ikke hverken et socialistisk eller et liberalt projekt. Det handler om at bekæmpe fattigdom.
I MS Actionaid handler det om at bekæmpe fattigdom ved mellemfolkelig uddannelse. Selv om der kun er forkortelsen tilbage, så husker jeg nemt at “M” står for mellemfolkelig.
Altså noget som foregår mellem folk. Mellem folk af forskellig nationalitet og kultur, men også mellem det danske folk.
En fælles mellemfolkelig opbakning til et projekt, der bekæmper fattig-dom, og samtidigt viser andre folk, hvad vores folk består af og tror på.
Uanset om vi stemmer rødt eller blåt, bygger vi vores danske samfund på værdier som ytrings- og trosfrihed, demokrati og lige ret for loven.
– Ikke smålige diskussioner om, hvem der er nærig eller ej.
Kommentatoren har tlf. 21 62 20 60, e-mail: [email protected] og web: www.betterfelt.com
