Ved folketingsvalget den 1. november stormede det nystiftede parti Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg ind i Folketinget. Med partiformanden, den ’normale dansker’ Inger Støjberg i spidsen fik partiet hele 8,1 procent af danskernes stemmer. Politiske kommentatorer kaldte resultatet ”vildt” med henvisning til, at partiet kun har eksisteret siden 23. juni.
Partiformanden som er dømt ved Rigsretten for at overtræde den Europæiske Menneskerettighedskonvention med åbne øjne, da hun var udlændinge- og integrationsminister for Venstre, vil forsat gå til yderkanten af selvsamme konventioner, har hun bedyret.
I Danmark har vi over en længere årrække, nok mest tydeligt fra valget i 2015 frem til valget i 2022, for alvor set højrefløjspopulismen fremmarch. Det samme gælder store dele af Europa, der det sidste årti er gået populismens vej og har stillet sig kritisk overfor EU’s indblanding samt internationale konventioner som menneskerettighederne.
Nogle eksempler er Marine Le Pen og Éric Zemmour i Frankrig, Italiens nye regeringspartier, Fratelli d’Italia og Lega Nord, Alternative Für Deutschland i Tyskland og Orban i Ungarn.
”Den her EU-modstand fra de højrepopulistiske partier er koblet sammen med en skepsis mod immigration, menneskerettighederne og de liberale værdier,” siger Henrik Larsen, som er professor i statskundskab ved Københavns Universitet med speciale i europæisk politik.
At lande vil gøre op med internationale konventioner og de liberale værdier, indebærer ifølge forskeren flere problemer. Først og fremmest kan det føre EU ned ad en vej, som påvirker unionens sammenhæng og sikkerhed. Dernæst kan det puste til den identitetskrise, unionen står i. Og så kan det forringe de menneskerettigheder, som binder EU sammen, og som organisationen har været bannerfører for i lang tid.
Flere Brexits?
Populisme-bevægelserne kan ifølge Henrik Larsen underminerer de liberale værdier og rettigheder, EU er bygget på.
”Det er en udfordring, at EU’s tunge vægt på de liberale værdier og rettigheder bliver undermineret af de højrepopulistiske bevægelser. Det kan underminere EU’s sammenhold, som er skabt omkring de her grundlæggende rettigheder.”
Og det kan i værste fald føre til, at flere lande trækker sig fra EU, som briterne gjorde ved Brexit i 2020, har flere udenlandske akademikere påpeget. Brexit-afstemning var netop ”præget af fremkomsten af en populisme, baseret på ønsket om at genvinde kontrollen over immigrationen og genvinde national suverænitet fra internationale institutioner”, sagde den amerikanske ekspert Edwards Alden efterfølgende.
Henrik Larsen tror dog ikke, at flere lande vil trække sig fra EU i den nærmeste fremtid. Professoren peger nemlig på, at de populistiske ledere nedtoner deres holdning til EU, når de nærmer sig regeringsmagten.
”Le Pen mente i starten, at man skulle ud af EU. Men det ændrede sig til, at hun mente, Europa skulle ændres indefra. Hun mente også, at Frankrig skulle forlade euroen, og nu er hendes holdning, at euroen skal ændres. Man har set det samme i Italien med Lega Nord, som er blevet mere EU moderate efter de er kommet ind i regeringen,” fortæller Henrik Larsen.
Støtte kan give Putin større råderum
Allerede før krigen I Ukraine havde Putins regeringsførelse stor tiltrækningskraft på den populistiske højrefløj i Europa. Det kom blandt andet til udtryk i immigrationsdebatter i Vesteuropa, hvor anti-immigrant-demonstranter bad om Ruslands støtte mod muslimsk indvandring.
”Det er klart, at sådan nogle som Le Pen har hjulpet Putin ved at forsvare nogle af hans synspunkter i Frankrig,” vurderer Henrik Larsen.
I Folketinget har Dansk Folkeparti også udtalt en accept af Putins ulovlige invadering af Krim-halvøen, da Marie Kraup sagde til Information:
”Jeg har ikke nogen holdning til, om det var ulovligt eller ej. Jeg er faktisk også ligeglad. International lov bliver i dag kun overholdt, hvis man har lyst… Vi må forholde os til Krim, som det er nu. I dag er Krim russisk…”
Professorer i international politik advarede allerede inden Ukraine-krigen om de populistiske lederes imødekommenhed over for Putin. I en forskningsartikel i tidsskriftet Journal of International Relations and Development lyder argumentet, at støtten fra europæiske politikere kan gøre “det lettere for Rusland at operere i verden og udfordre vestlig udenrigspolitik.”
EU-modstand kan forværre unionens identitetskrise
Den europæiske alliance står ifølge Henrik Larsen midt i en identitetskrise, da der ikke er en fælles forventning om passende eller legitim adfærd fra landene. Han peger på Ungarns og Polens overtrædelser af menneskerettighederne, eksempelvis mod seksuelle minoriteter i landene.
”Det er et problem for EU nu, at man skal føre en politik ude i verden samtidig med, at der er medlemslande, som ikke er enige i dele af den. På den ene side er der en kritik af menneskerettighederne internt, og på den anden side er der en meget større opbakning til EU efter Brexit, end man havde før.”
Populismens ønske om at forkaste EU’s nedskrevne normer for i stedet at fokusere udelukkende på snævre, nationale interesser er ifølge forskeren et skridt væk fra den fælles forståelse, der binder EU sammen.
Inger Støjberg siger til Avisen Danmark, at hun drømmer sig tilbage til tiden med EF, før der var noget, som hed EU, altså til en tid med fokus på fælles handelsinteresser i stedet for fælles værdier.
Men det er svært at opretholde EU-samarbejde uden klare fælles værdier, påpeger professoren:
“Det svækker sammenhængskraften, når værdierne slippes. Det må være logikken.”
Menneskerettighederne kommer til at fylde mindre for EU
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev skabt på baggrund af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne, som blev vedtaget i 1948. Det historiske dokument skitserer de rettigheder og friheder, der blev skabt i kølvandet på blodige krige, især i Europa, som en universel forsikring til alle mennesker.
Når Støjberg går imod den Europæiske Menneskerettighedskonvention, påvirker hun ifølge Henrik Larsen debatten om, hvorvidt de er vigtige for det europæiske samarbejde.
EU har længe været menneskerettighedernes bannerfører, men presset fra lande som Kina og Rusland og nu også interne aktører har skubbet EU et sted hen, hvor unionen må gå på kompromis med sine grundlæggende værdier, vurderer Henrik Larsen.
Som resultat er EU blevet mere villig til at se den anden vej, når det kommer til at inkorporere menneskerettighederne i internationale forhandlinger, fortæller forskeren.
”De traktater som EU indgår med andre lande, har altid haft en menneskerettighedsklausul som stopper samarbejdet, hvis menneskerettighederne bliver brudt i det pågældende land. Men i stigende grad er man blevet afslappet omkring det fra EU’s side af og laver nu flere frihandelsaftaler som ikke indeholder en klausul. Det internationale system er blevet sådan, at det er svært at holde fanen højt for menneskerettighederne.”
Globalnyt har forsøgt at få en kommentar fra Danmarksdemokraterne, men de er ikke vendt tilbage på vores forespørgsel.
