Honduras: De facto myndighederne baner vejen for grove krænkelser af menneskerettighederne

Forfatter billede

WASHINGTON, 20. Januar 2010: Siden statskuppet i Honduras 28. juni er menneskerettighederne blevet krænket ofte og groft. De facto myndighederne og Højesteret nægter imidlertid konsekvent, at det skulle være tilfældet. På den måde baner de vejen for, at overgrebene kan fortsætte uden, at omstændighederne efterforskes, og uden at nogen straffes.

Det skriver Den Interamerikanske Menneskerettigheds Kommission, IACHR, i rapporten ”Honduras: Menneskerettigheder og Statskup”, som blev offentligjort onsdag.

Efter kuppet er aktivister blevet dræbt, demonstrationer er kriminaliserede, ytrings- og forsamlingsfriheden er krænket, tusindvis er fængslede uden rettergang og udsat for grusom og umenneskelig behandling.

Endelig fordømmer Kommissionen, at kupregeringen på trods af det internationale samfunds bestræbelser ikke har tilladt den kuppede Mel Zelaya at vende tilbage til præsidentposten.

Kommissionen slår fast, at en tilbagevenden til det institutionelle demokrati er en forudsætning for, at respekten for menneskerettighederne genoprettes.

Rapporten bygger blandt andet på en lang række interviews, som IACHR lavede i Honduras fra 17. til 21. august.

IACHR er en selvstændig menneskerettighedsenhed, der har sit udspring i chartaet for Organisationen af Amerikansk Stater, OAS, og Den Amerikanske Menneskerettigheds Konvention. Kommissionen har seks medlemmer, der udelukkende repræsenterer sig selv og ikke noget land. De vælges af OASs generalforsamling.