Honduras: Frygt for, at massefyring fører til lukning af fagforeninger

Forfatter billede

Af Eva Rasmussen
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktion

– 21. april fyrede Julieta Gonzalinea Castellanos Ruís, rektor ved Det Nationale Universitet, UNAH, 124 universitetsmedarbejdere. Senere er størstedelen genansat, men der er frygt for, at massefyringen fører til lukning af de universitetsansattes fagforening SITRAUNAH og flere med den.

Det fortæller den honduranske menneskerettighedsforkæmper Juan Almendares, der netop har besøgt Danmark i forbindelse med et internationalt seminar på RCT.

Han appellerer til, at organisationer og enkeltpersoner, udtrykker deres bekymring over for landets præsident Porfirio Lobo, der undervejs i den lange strid har presset på, for at de fyrede genansættes.
Fyringerne har ført til langvarige sultestrejker, og 5. september tvangsfjernede politi og militær de sultestrejkende fra universitetsområdet. Det er ifølge den honduranske grundlov forbudt, da universitet er autonomt, og hverken ordensmagt eller militær har adgang.

Samme dag blev der udstedt 23 arrestordre mod medlemmer af fagforeningens ledelse. Det førte til, at 3 blev fængslet, og en blev idømt husarrest. Anklagen var, at de 4 havde gjort oprør, forårsaget alvorlige skader på universitetsområdet og gjort sig skyldige i selvtægt.

Yderligere bestemte retten 2. november, at en af fagforeningens tillidsrepræsentanter, Marco Antonio Moreno, skulle fratages den beskyttelse, som loven sikrer tillidsfolk. Han blev, som SITRAUNAH frygtede, fyret kort tid efter.
I et brev fra fagforeningen til Juan Almendares kommenter formanden René Orlando Andino:
”Når faglige ledere ikke længere beskyttes at loven, kan det føre til opløsning af SITRAUNAH, der herefter bliver en fagforening, der ledes af folk, der står universitets rektor nær, som står til rådighed for hende og for det nationale oligarki. Det er en trussel mod alle fagforeninger i Honduras.”

Fagforeningen appellerer til:

At Marco Antonio Moreno genvinder sine faglige rettigheder.
At anklagerne mod alle de 23, der blev arresteret i september, frafaldes.
At de natdionale og internationale arbejdsrettigheder (som Honduras har ratificeret) samt den kollektive overenskomst respekteres.
Samt at forhandlingerne om en ny overenskomst genoptages.

Fagforeningen opfordrer til at sende støttebreve til Honduras præsident Porfirio Lobo med kopi til UNAHs rektor Julieta Gonzalinea Castellanos Ruís og SITRAUNAH.