Honduras: Så skete det igen, journalist skudt og dræbt på åben gade

Forfatter billede

– Honduras er et af de farligste lande for journalister. Sådan kommenterer Catalina Botero, ansvarlig for ytringsfrihed i Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, det seneste mord på en kritisk journalist i Honduras.

Alene i marts og april, altså efter, at Porfirio Lobo er tiltrådt som præsident, er 7 journalister blevet myrdet. Senest Jorge Orellana, der blev skudt og dræbt på parkeringspladsen ved hans arbejdsplads.

Mønsteret for de 7 mord er det samme. En eller flere lægger sig i baghold, enten ved journalisternes arbejdsplads eller ved deres hjem. Lokale og internationale menneskerettighedsorganisationer protesterer over for de honduransk myndigheder, der lover at gå i dybden med efterforskningen. Der sker imidlertid intet. Ikke et af mordene på kritiske journalister er opklaret.

Jorge Orellana, bedre kendt som Giorgino, havde netop sluttet sit TV-program ”Giogino Life”, da han blev skudt ned. Han havde i adskillige år stået i spidsen for programmet ”Natpatruljen”, der forsøgte at gå bag om nattens forbrydelser i det voldelige land.

Men, mest kendt var han måske som poet og danser. Han havde således etableret sit eget ballet akademi, Georgino Ballet Studio.