En ugandisk bekendt fortalte en vittighed om præsident Yoweri Museveni. Den lyder sådan her:
Da Museveni kom til magten i 1986, lovede han at indføre demokrati. Når det var sket, ville han trække sig tilbage, tage hjem til det sydvestlige Uganda og passe sine køer.
Ti år senere afholdtes de første parlamentsvalg og præsidentvalg. Museveni blev spurgt, om han ikke nu havde indført demokrati og kunne trække sig tilbage til sine køer og den nye farm i det sydvestlige Uganda.
Nej, hed det. Et enkelt valg var ikke nok til at stabilisere demokratiet. Køerne måtte vente.
Der kom et par valg mere, og i 2006 var der for første gang deltagelse af politiske partier, som Museveni hidtil havde forbudt.
Demokrati nu? Hjem til køerne? Nej, der mangler stadig finpudsning, hed det fra præsidenten.
Nu, 2016, valg i februar. Demokrati og hjem til køerne? Museveni svarer med et modspørgsmål:
Hvilke køer?
Vitsen var allerede i omløb allerede i 90’erne, da Museveni var ekstremt populær i befolkningen. Dengang var han den gode landsfader, som havde gjort en ende på 25 års bestialsk vold under de tidligere præsidenter Amin og Obote. I dag er historien nærmest tragikomisk.
Vitsen fortæller om uganderes gode og sunde skepsis overfor en dengang folkekær mand som Museveni. Den er sand i den forstand, at Museveni i 1980’erne faktisk sagde noget i retning af, at hans kald for Uganda var at indføre demokrati. Usand derimod, fordi Museveni ikke forsømmer et øjeblik til at vise sine elskede køer frem.
Det nye hold
Museveni hørte dengang til i den ”nye generation af afrikanske ledere”, eller ”det nye hold”, som USA’s præsident Bill Clinton kaldte det under en Afrika-rejse i marts-april 1998. Clinton nævnte ikke navne, men normalt regnes Museveni med på ”holdet” sammen med Etiopiens Meles Zenawi, Eritreas Isaias Afwerki og Rwandas Paul Kagame.
Clinton udtalte sig dengang med styrke som chef for den ”eneste tilbageværende supermagt”, efter Sovjetunionens fald og afslutningen på den kolde krig. Melodien fra USA til Afrika lød på demokrati og økonomiske reformer, og de unge afrikanske ledere sang med og lovede at løfte deres lande ud af armod og speede udvikling i gang.
Clinton regnede så med, at de ville opføre sig som moderne, demokratiske ledere gør: lade sig vælge, sidde deres perioder ud for så at trække sig tilbage og overlade magten til en folkevalgt efterfølger.
Men den slags hører til undtagelserne i Afrika. Statschefer har det med at blive hængende, når de først har scoret magten, og sådan er det da også gået med Museveni.
Han er der stadig, men han er bestemt ikke længere en faderskikkelse. Utilfredsheden med ham får næring dag for dag.
Nu har melodien fået en anden lyd. Museveni er træt af USA og vestlige donorer, der blander sig i Ugandas indre anliggender. I stedet har han vendt blikket mod Kina, der har store planer for Ugandas infrastruktur og de store oliefund i Ugandas Lake Albertine Rift basin, hvor undergrunden menes at indeholde i omegnen af 6,5 milliarder tønder råolie.
Kineserne kræver ikke demokrati og blander sig ikke. Bare de får en luns af mineraler og andet af værdi med sig hjem, må Museveni synge sin helt egen sang, der altså ikke længere kun er amerikansk og vestligt inspireret.
Zenawi
De tre andre ”nye afrikanske ledere” kan også kun have skuffet Clintons forventninger om en pæn og vestlig demokratisk opførsel.
Etiopiske Meles Zenawi døde i 2012 efter 21 år på magten og efterlod sig et land, der trods økonomisk vækst stadig er blandt verdens fattigste. På UNDPs Human Development Index for 2015 ligger Etiopien nummer 173 af 186 lande.
Zenawis eftermæle er ifølge den internationale NGO, Human Rights Watch ”blandet”. HRW skrev diplomatisk og forsigtigt, bl.a.:
”Under hans ledelse har landet oplevet en betydelig, omend ujævn, økonomisk udvikling og fremskridt….. Men samtidig har Etiopien oplevet en kraftig forringelse af borgerlige og politiske rettigheder med stigende begrænsninger i ytringsfriheden, foreningsfriheden og forsamlingsfriheden. Det regerende parti har i stigende grad konsolideret sin magt og svækket uafhængigheden af centrale institutioner såsom retsvæsenet og medierne”.
Kina har for længst “invaderet” Etiopien. Et par iøjnefaldende projekter er en togbane fra hovedstaden Addis Ababa til nabolandet Djibouti på kysten og en 85 kilometer sekssporet motorvej mellem Addis og byen Adama. Kineserne har også gjort Addis til den første storby i Afrika syd for Sahara, nord for Sydafrika, med en metro.
Storproducent af flygtninge
Til Clintons skuffelse hører givetvis også, at Zenawi og Etiopien et par uger efter hans håbefulde udtalelser i marts 1998 røg i krig omkring grænsedragning med nabolandet Eritrea. Den varede to år.
Derovre i Eritrea sad en anden af Clintons ”nye ledere”, Isaias Afwerki.
Han var helten, der førte an i Eritreas frihedskrig mod Etiopien, der gav selvstændighed i 1993, men han har haft væsentligt sværere ved at forandre sig fra guerilla til politisk ansvarlig i et land i fred. Han er der stadig men nu som administrator af et undertrykkende et-parti-regime, der spyr flygtninge i tusindtal ud.
Eritreere er p.t. den tredjestørste gruppe af flygtninge (efter syrere og afghanere), der kaster sig ud i den farefulde tur over Middelhavet, ligesom tusindvis af eritreere er flygtet til Israel . Det anslås, at omkring fem procent af landets befolkning, eller over 300.000 eritreere er flygtet, og at der er en gennemsnitlig strøm af flygtninge på 5000 om måneden.
De fleste flygter fra militærtjeneste, der officielt er på 18 måneder, men som kan vare i årevis, hvor de rekrutterede tvinges til at arbejde på byggeprojekter og vejanlæg.
FN har beskrevet Eritrea som et land, der ”systematisk” bryder alle menneskerettigheder i en ”kontekst af total mangel på lov og orden”, og som er så lukket for omverdenen, at det også kaldes ”Afrikas Nordkorea”. Siden folkeafstemningen i 1993 om løsrivelse fra Etiopien har der ikke været et eneste valg.
Bekendte blev bødler
Den fjerde af de ”nye ledere”, tutsien Paul Kagame, har reelt været chef i Rwanda, siden han i 1994 rykkede ind fra Uganda med sin Rwanda Patriotic Front og satte en stopper for folkemordet.
Siden har der været usædvanlig ro, i forhold til landets historie, der har været præget af massakre på massakre mellem hutuer og tutsier. Folkemordet på hovedsageligt tutsier i 1994 var egentligt kun ekstraordinær ved sit enorme omfang. Naboer, kolleger, venner, bekendte blev bødler og svingede macheter, økser og hakker.
Det anslås, at op imod en kvart million mennesker deltog i slagterierne. Der er ikke et distrikt, en landsby, en flække, en bjergkam, en søbred, en gade, en baggård, en kirke i Rwanda, hvor der ikke fandt myrderier sted. Omkring 800.000 mennesker blev dræbt.
I dag sidder den største oppositionsgruppe af hutuer på den anden side af grænsen i DR Congo og truer med at vælte Kagame. Men stabilitet og økonomisk fremgang har været nøgleord i selve landet, selvom Rwanda stadig er et af verdens fattigste lande .
Bagsiden af medaljen er politisk. Ud over resterne af hutu-hæren i DR Congo, har Kagame langsomt, men sikkert fjernet enhver opposition. Der er rapporter om likvideringer af tidligere nære medarbejdere, som efterretningschefen Patrick Karegeya, der i januar 2014 blev kvalt af ”ukendte gerningsmænd” i sit eksil i Sydafrika.
Kagame har været præsident siden 2000 og sidder nu i sin anden periode og skulle efter landets grundlov træde tilbage i 2017. Men i 2014 iværksatte han og hans håndgangne folk en intens kampagne, der fremhævede de gode resultater.
Et centralt spørgsmål i kampagnen var, om det nu også er fornuftigt med kun to embedsperioder, når det nu går så godt under Kagame. Fremtiden er alt for usikker uden den ”aktive og effektive” præsident, der har skabt fred og fremgang i landet. Uden ham risikerer rwanderne, at vejen ”åbnes for en ny sæson med macheter” med en henvisning til slagterierne under folkemordet i 1994.
Dermed blev det legitimeret at sende spørgsmålet om en grundlovsændring til folkeafstemning.
Den fandt sted i december i fjor, og resultatet blev, at Kagame i 2017 kan vælges for endnu en syvårs periode og derefter to fem-års-perioder, altså indtil 2034, når han er 74.
Ny melodi
Amerikanerne er ikke ”pleased”. I en udtalelse fra USA’s udenrigsministerium hed det: “Med denne beslutning ignorerer præsident Kagame en historisk mulighed for at styrke og befæste de demokratiske institutioner, som det rwandiske folk i mere end 20 år har arbejdet så hårdt på at skabe. USA mener, at forfatningsmæssig overdragelse af magt er afgørende for stærke demokratier, og at forsøg fra siddende ledere på at ændre reglerne for at blive ved magten svækker de demokratiske institutioner. Vi er især bekymrede over ændringer, der favoriserer et enkelt individ fremfor princippet om demokratisk overdragelse (af magt, red.)”
Kagame får næppe søvnløse nætter over den amerikanske bekymring. Han har som vennen på den anden side grænsen, Museveni i Uganda, læst de politiske realiteter, og ved, at hverken en ny Clinton – eller Trump – for øjeblikket kan diktere ham til kun at synge med på en vestlig inspireret melodi.
Kommer en af dem, Clinton – eller Trump – på besøg, vil de opdage, at landskabet forandrer sig, og at det i lange stræk skyldes kineserne. De bygger og anlægger veje i lange baner.
Måske vil en besøgende amerikansk præsident blive inviteret på en tur i et kinesisk gigantprojekt, der er færdigt om nogle år.
Det er renoveringen af englændernes ”Lunatic Express”-jernbane, der blev åbnet i 1901, og som forbandt Mombasa på Kenyas kyst med Uganda.
Når den gamle bane er shinet up, forlænges den med en linje fra Kampala og nordpå til Juba i Sydsudan og en linjeføring sydpå til Kigali, Rwanda og videre til Bujumbura, Burundi.
Den nye amerikanske præsident får altså mulighed for at stige om bord på toget både hos Museveni i Uganda og Kagame i Rwanda. En helt ny linje.
