I Burkina Faso i Vestafrika er hvert fjerde barn kronisk underernæret. I nabolandet Niger sulter over fem millioner, og i Uganda i Østafrika betyder både tørke og oversvømmelser, at forældre ikke kan brødføde deres børn.
“Og ja – det ER forfærdeligt, det er trist og sikke noget. Men jeg har et job der skal passes og et barn der skal køres til ballet, så jeg må videre.”
Det og andre spørgsmål tages op til debat i radioprogrammet “Netværket”, som kan genhøres på
http://www.dr.dk/P1/Netvaerket/Udsendelser/2012/11/hvad-rager-fattigdom-mig.htm
For er det ikke sådan mange af os tænker?
At verdens ressourcer er ulige fordelt kommer ikke bag på nogen af os – men hvad skal der egentlig til, før fattigdom i den store verden rager os for alvor?
Kan man overhovedet påstå, at den enkelte har et ansvar overfor verdens fattige – og kan man forlange af os, at vi skal gøre andet og mere end betale vores skat og donere penge til NGOer og nødhjælpsorganisationer?
Fattigdom findes også i Danmark! Eller hvordan er det nu lige med det?
I år forventer hjælpeorganisationerne i hvert fald, at endnu flere familier end tidligere vil søge om julehjælp, og i september viste en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at antallet af fattige danskere fortsat stiger, skriver DR online lørdag.
Hvad gør vi ved fattigdommen – både den i den store verden og den herhjemme?
Vi møder verdens fattige i Bilka
Antropolog Karen Ellen Spannow, der selv har arbejdet blandt fattige i 3. Verdenslande, mener, at det er noget pjat, når folk herhjemme siger, at det er svært at forholde sig til fattigdom i verdens u-lande.
“Problemet er ikke længere væk end den nærmeste Bilka, hvor du kan købe t-shirts til priser, der er fuldstændig latterlige. “Tre t-shirts for en hund”, siger Karen Ellen Spannow og fortsætter:
“Det betyder, at en eller anden kone i Bangladesh har siddet og knoklet med de t-shirts for en månedsløn på 90 kroner. Det er vi nødt til at se i øjnene. Men det djævelske ved det er jo samtidig, at det ville være endnu værre, hvis hun slet ingen penge fik”.
“Hjælp til selvhjælp er den bedste hjælp, vi kan yde, og det handler bl.a. om at give folk en ordentlig løn efter forholdene”, mener hun.
Ulighed i Danmark er et problem
Normalt skelner vi mellem absolut fattigdom og relativ fattigdom.
Absolut fattigdom er den, vi ofte støder på i u-landene. Relativ fattigdom handler om at kikke på den økonomiske ulighed i et samfund og søge at definere, hvad der er en acceptabel levestandard, og hvad den enkelte skal have for ikke at blive ekskluderet socialt.
Filosof Morten Dige er bekymret for den udvikling, vi ser i Danmark i øjeblikket. Her viser tal, at stadigt flere danskere kan betegnes som fattige efter OECDs fattigdomsgrænse, mens flere danskere samtidig siger, at der skal mere til, før man kan kalde sig fattig i Danmark.
“Det anser jeg for at være et socialt sygdomstegn. En form for polarisering af befolkningen”, anfører Morten Dige og uddyber:
“Risikoen er, at det svækker sammenhængskraften i samfundet og fører til mistillid mellem grupper i samfundet, med alle de følgeproblemer med .
Drop den individuelle hjælp og betal din skat
Verner Møller er træt af, at dét at hjælpe bliver gjort til et personligt anliggende, fordi den individuelle hjælp er så utilstrækkelig. Han mener, at vi som individer helt skulle afholde os fra at indbetale bidrag til hjælpeorganisationer og så betale noget mere i skat.
“Dét, jeg giver ved at indbetale til de store indsamlingsshows til fordel for verdens fattige f.eks., bliver aldrig andet end aflad, for det er jo aldrig nok. Og selv om jeg betaler en mønt til en fattig i gågaden herhjemme, går den type fattigdom ikke væk på grund af min hjælp”, mener Verner Møller.
“Jeg ser meget hellere, at vi betaler anstændigt over skatten, fordi det er de store politiske systemer, der for alvor kan rykke noget, når det gælder verdens fattigdom og uligheden i vores samfund”, konkluderer han.
