Filmen om Jakob Ejersbo fortæller om hele hans forfatterskab. Han døde meget ung af kræft. Han skabte sit egentlige værk – den såkaldte Afrika-trilogi, som handler om Tanzania – i kapløb med døden. Bøgerne bygger på Ejersbos egen opvækst i Moshi i det nordlige Tanzania.
Før de tre bøger om Tanzania udgav Ejersbo brevromanen Fuga og romanen Nordkraft. Ejersbo bragede igennem med Nordkraft, som også indbragte ham prisen De Gyldne Laurbær. De tre bøger om Tanzania (Eksil, Revolution og Liberty) udkom først efter Ejersbos død, og de blev redigeret færdigt af Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, efter Ejersbos anvisninger.
Jeg er måske ikke den rette til at anmelde filmen om Jakob Ejersbo. Det er simpelthen for tæt på, og jeg ved ikke helt, hvorfor jeg har bragt mig i denne situation. Da den såkaldte Afrika-trilogi udkom blev jeg hele tiden spurgt af alle omkring mig, hvad jeg syntes om bøgerne. Mit konsekvente svar var, at jeg nok ikke var den rette at spørge, fordi bøgerne handler om mig og mit liv. Underforstået var det, at jeg derfor ikke kunne forholde mig til dem som bøger og litteratur. Det forholder sig ikke meget anderledes med den aktuelle film. Alligevel sad jeg i biografen på premieredagen onsdag den 25. november, og derfor skal jeg forsøge at være nøgtern, uden at love for meget.
Historiens ramme
Filmens kontekst er, at de to venner, Christian og Morten, bestiger Kilimanjaro i Tanzania. Morten Alsinger har på Jakobs dødsleje lovet at sprede hans aske ud fra toppen af bjerget. Og et løfte er et løfte. I filmen følger vi de to venner tage til Tanzania og bestige Kilimanjaro. Det vil sige, at Christian giver op på halvvejen. Den konstant talende Christian Kirk Muff. Desværre har han ikke noget interessant at sige om Jakob Ejersbo.
Hans modsætning Morten Alsinger er tavs på hele turen med vildt opspilede øjne, der synes at udtrykke et ubehag for alt omkring ham, men han har givet sit løfte. Løftet bliver indfriet. Ved filmens slutning drysser Morten asken fra den døde Jakob Ejersbo ud i vinden. Der er intet klimaks, ikke noget storladet eller extraordinært over det. Jakobs aske forsvinder næsten usynligt i vinden. Vi har ikke et øjeblik fornemmelse af at befinde os på et af verdens højeste bjerge.
Vigtige stemmer
Løbende gennem filmen bliver deres vej mod Kilimanjaros top afbrudt af sekvenser, hvor vi møder centrale personer i Jakob Ejersbos liv. Jakobs forældre. De virker meget distancerede. Måske kender de ham ikke rigtig, eller også er det for smertefuldt at mindes deres døde søn? Søsteren optræder meget solidarisk og forsøger at fortælle om de vilkår, de voksede op under i Tanzania. Jakob, søsteren og deres forældre levede et lokalt liv i Tanzania. Meget forskelligt fra mange andre hvide europæere i Tanzania. De fleste hvide valgte at holde sig inden for den hvide ghetto – altså, kun være venner med andre hvide. Ejersbos søster fortæller, at deres liv sammen med lokale venner ofte synliggjorde, hvor forskellige opvækstvilkår de havde. Hendes og Jakobs muligheder i livet var så meget bedre end deres tanzanianske venners muligheder. Og det var hårdt at indse og leve med. Hvis man har læst Ejersbos bøger om Tanzania, så siger hun ikke noget, vi ikke allerede ved, men hun virker i det mindste oprigtig. Den mest interessant person vi møder er Ali. Ali er Jakobs barndomsven i Tanzania. Han fortæller om deres opvækst samnen og respekt for hinanden.
Og forresten, så er der jo også Samantha, men hende får vi kun lov til at se bagfra. Samantha er en pige, vi møder i ”Eksil” (første bog i Afrika-trilogien). Hun dør af en overdosis af udefinerligt narko på de sidste sider i ”Eksil”. Hun er en vild pige, der brænder sit lys i begge ender, men hun er selvfølgelig netop derfor også en spændende pige. Christian er dødeligt og ulykkeligt forelsket i Samantha. Christian er den ene af de to hovedpersoner i ”Liberty” (sidste bog i trilogien). Den anden hovedperson i ”Liberty” er Marcus. I filmen om Ejersbo fortæller Jakobs far om Samantha, og hvor hårdt Jakob reagerede på hendes død. Jakob var i Danmark på det tidspunkt, hvor Samantha døde. Jakobs far indrømmer, at han ikke husker, hvad Samantha egentlig døde af, fordi som han siger kan han ikke huske forskellen på, hvad der står i Jakobs bøger og virkeligheden.
Det bedste ved filmen er de passager, hvor der læses op fra Jakob Ejersbos bøger. Ikke kun fra trilogien, men alle hans bøger. Det betyder egenligt også, at filmen er lidt ligegyldig. Den bidrager ikke med noget nyt. Vi bliver ikke klogere på Jakobs Ejersbo af at se filmen, og vi får heller ikke nye betragtninger om bøgerne eller forfatterskabet.
Filmen vælger at placere Ejersbo venner, bestigningen af Kilimanjaro og deres samtaler undervejs i centrum. Det kommer til at skygge for filmens formål: at give en dybere og større forståelse af Ejersbos forfatterskab. Om det er et bevidst valg fra instruktørens side og de medvirkende i filmen eller en utilsigtet konsekvens kan være svært at vurdere.
Man kunne godt have ønsket sig, at Jakob Ejersbo havde skrevet noget om det i sit testamente, idet han eftersigende selv mente, at værkerne skulle stå for sig selv.
Sensationelle afsløringer?
Som det måske fremgår, så bliver det undervejs gennem filmen ”afsløret”, hvor tæt såvel Nordkraft som Afrika-trilogien er på Jakobs eget liv. For dem der kender Ejersbos forfatterskab kommer heller ikke dette som nogen stor overraskelse. I levende live lagde Jakob Ejersbo ikke skjul på, at han ønskede at skrive om virkeligheden og erklærede sin præference for realisme i litteraturen.
Selvom filmen ikke kun henvender sig til dedikerede fans af Ejersbo eller andre med intimt kendskab til forfatterskabet, så virker det alligevel påfaldende, at filmen nærmest udpensler en 1:1 forbindelse mellem Jakob Ejersbos eget liv i Tanzania og fortællingen i Afrika-trilogien samt personerne i bøgerne. Det bliver kraftigt antydet, så der ikke er noget at tage fejl af, at Ali (Jakob Ejersbos barndomsven) er Marcus. Det betyder med logisk konsekvens, at Jakob selv er Christian (med Christian henvises der her til romanfiguren). Jeg siger ikke, at det er sådan, det er, men det er det, som vi får at vide i filmen.
Pigen Samantha optræder som nævnt i filmen. Hun forbliver en litterær figur, hvilket egentlig er mærkeligt, men vi bliver heller ikke rigtig præsenteret for hende i filmen. Hun er sløret, omgærdet af mystik og utilgængelig. Det er egentllig mærkeligt, at filmen ikke benytter chancen for at fordybe sig i Samantha. Pigen som en af trilogiens centrale personer elsker men aldrig får. Hun kunne have været brugt til at sige noget interessant, noget andet og noget mere om Christian – og dermed om Jakob, hvis vi tager filmens ”afsløring” for gode varer. Det skyldes måske, at hun er død, og således ikke har kunnet interviewes.
Måske er det ikke tillfældigt. Samantha repræsenterer en vildskab og direkte råhed. Jeg sidder tilbage med det indtryk, at instruktøren, filmholdet og de medvirkende har været bange for hende. Men det rigtig synd, at hun ikke kommer til orde i filmen. Netop Samantha kunne måske have eksploderet historien, så vi ville have fået noget nyt at vide om Jakob Ejersbo.
Ved filmens afslutning sidder jeg med en fornemmelse af, at vi har fået meget lidt nyt at vide om Jakob Ejersbo og hans forfatterskab. Derimod møder vi en række mennesker, som har kendt Jakob Ejersbo, og vi får noget at vide om deres relationer til Ejersbo. Jeg havde håbet på en anden prioritering i fortællingen. Derfor er jeg meget kritisk overfor resultatet.
Morten Ranum har i perioden 2003-05 boet i Kampala i Uganda, og de sidste 10 år har han været on-and-off i Uganda, Kenya og Tanzania. Han skriver løbende semi-fiktive fortællinger om sine oplevelser i Østafrika på bloggen: white african
