Hver dag er en kampdag for Zimbabwes kvinder

Forfatter billede

Af Peter Kenworthy og Christine Mulvad

På Kvindernes Internationale Kampdag fredag d. 8. marts skal vi både huske at fejre de sejre, som kvindebevægelsen har vundet i Danmark, samt kæmpe imod den diskrimination, der stadig florerer.

Ikke mindst uden for Danmarks grænser, hvor kvinder mange steder slås med en dagligdag med væsentligt større problemer som ekstrem fattigdom, diskrimination, og politisk motiveret vold.

Kvindernes Internationale Kampdag startede netop som en socialistisk-inspireret politisk kampagnedag, hvor man demonstrerede og kæmpede for lige rettigheder for kvinder.

Zimbabwe er et af de lande, hvor man stadigvæk i høj grad har brug for en kampdag for kvinder. Og temaet for årets kampdag i FN-regi er – meget passende for den politiske situation i det sydafrikanske land – at stoppe vold mod kvinder.

I Zimbabwe er den politisk motiverede vold mod kvinde igen stigende op til folkeafstemningen d. 16 . marts og parlamentsvalget senere på året.

Og det uanset at landet formelt har lovet at bekæmpe diskrimination mod kvinder ved bl.a. at underskrive FN’s Kvindekonvention om afskaffelse af alle former for diskriminering af kvinder.

Tusinder systematisk voldtaget

Den politisk motiverede vold mod kvinder kulminerede op til valget i 2008.

Tusinder af kvinder blev systematisk voldtaget og tortureret, fordi de, deres mænd, eller familier var politiske aktive i andre partier end præsident Robert Mugabes.

Mange zimbabwiske kvinder og civilsamfundsorganisationer kæmper for at denne vold ikke gentages, og at de soldater, politimænd, og andre af Mugabes støtter, der begik vold imod kvinder i 2008, retsforfølges for at sikre at voldsspiralen stoppes.

Også kvinderne i de tre regeringspartier – selv Mugabes ZANU-PF – er gået ind i kampen. ”Vi vil gerne videregive vores skuffelse og afsky over volden mod kvinder og børn”, skrev ledende kvinder fra disse partier i et andragende til senatets præsident.

Reel beskyttelse, ikke halve løsninger

Ifølge Glanis Changachirere fra Afrika Kontakts partner, Institute for Young Women Development, en zimbabweansk NGO der arbejder med empowerment af kvinder i Zimbabwe, skal kvinderne i oppositionspartierne dog ikke nøjes med at acceptere halve sejre.

”De tager fejl, hvis de tror, at de kan nøjes med at kræve kompromisløsninger, såsom kvoter for kvinder i parlamentet, fordi det politiske miljø ikke er til at kræve mere”, siger Glanis Changachirere.

“De burde f.eks. have krævet at voldsmændene fra 2008 skulle retsforfølges, før valgene i år kunne holdes. Dette kunne have ydet en reel beskyttelse af politisk aktive kvinder under dette års valg”, lægger hun til.

I Danmark kører solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt en kampagne, som skal give zimbabwiske kvinder en politisk stemme uden frygt for repressalier.

Kampagnen forsøger med disse kvinders stemme at presse regeringerne i Danmark, Europa og i det sydlige Afrika til at sikre lige poliske rettigheder for Zimbabwes kvinder.

Man kan deltage i Afrika Kontakts kampagne på
http://akcampaign.wordpress.com/ eller ved at kontakte Afrika Kontakts Zimbabwe-gruppe her:[email protected]

Peter Kenworthy og Christine Mulvad er tilknyttet Afrika Kontakt

Mere information om politisk vold mod kvinder på
http://www.researchandadvocacyunit.org