KOMMENTAR
Af Henriette Laursen, direktør i AIDS-Fondet
Indlæg på udenrigsministeriets website som led i debatten om en ny strategi for dansk u-landsbstand
Udviklingsministerens debatoplæg om fremtidens udviklingspolitik tager fat i nogle meget centrale udviklingsproble-matikker, men mangler besynderligt nok et meget vigtigt område – sundhed.
Det er vel sådan, at selv de bedste indsatser for at øge adgang til uddannelse og jobs undermineres, hvis fattige familier skal slås med infektioner, som gør dem uarbejdsdygtige, river tæppet væk under husholdningens økonomi eller i sidste ende slår dem ihjel.
Det er fattige lande, som rammes hårdest af både nye og gamle infektionssygdomme såsom TB, kolera, malaria og hiv/aids. Sygdomme, som er enten udryddet eller under kontrol i høj-indkomstlande, men som år efter år får lov at svække de ungdomsårgange, som skal skabe vækst og opdrage de næste generationer.
Hiv og aids har siden Danida lancerede strategi “Partnerskab 2000” været et fokusområde, og i år nåede indsatsen som lovet op på en milliard danske kroner (hvis man regner absolut alt med!). Danmarks indsats på området har været med til at sætte ekstra fokus på en af de største trusler mod folkesundheden globalt set.
Men hvor står vi?
Helt basal og veldokumenteret forebyggelse (såsom kondomer, rene sprøjter, oplysning mm) er langt fra bredt ud til alle, der har brug for den. Målrettede indsatser blandt sårbare grupper (indsatser, som har vist sig særdeles effektive i Vesten) er mange steder besværlig- eller umuliggjort af politiske, religiøse eller sociale årsager.
Antallet af smittede, kronisk syge og forældreløse børn stiger år for år, kun en brøkdel er i behandling og får den fornødne ernæring. Sagen er, at hiv mange steder har fået lov til at brede sig til den generelle befolkning, fordi donorer og afrikanske ledere alt for sent kom i gang med indsatsen overfor de mest udsatte.
Nyere data viser f.eks., at afrikanske mænd. der har sex med mænd, er uforholdsmæssigt hårdt ramt af hiv. I dag indgår de knapt i de officielle statistikker. Der er meget mere at gøre!
Hiv og aids truer med at underminere selve fundamentet for udviklingen i de fattigste lande, da epidemien svækker den arbejdsdygtige befolkning, der skal skabe produktion og levere de fundamentale services i samfundet.
Desuden efterlades børn ofte forældreløse, og uden den nødvendige omsorg trækkes de ofte ud af uddannelsessystemet og bliver involveret i risikoadfærd, hvor de er med til at føre hiv-smitten videre til fremtidige generationer.
Vi mangler stadig et forebyggelsestilbud til kvinder, som gør deres livsmuligheder og sundhed uafhængig af mandens vilje til at bruge kondom. Der er et akut brug for nye præventionsformer, som tilgodeser kvinders behov – og hvis vi nogensinde skal se en ende på epidemien, har vi brug for en vaccine.
Det er således stærkt foruroligende, at der i debatoplægget er skåret i sundhedsområdet – og herunder hiv/aids, som jo trods alt fortsat truer stort set alle aspekter i en udviklingsmæssig sammenhæng. Danidas fremtidige udviklingspolitik må under ingen omstændigheder tage samme form.
Der er tværtimod hårdt brug en langsigtet udviklingspolitik, som fortsat prioriterer hiv/aids højt.
