Sydafrikas ambassadør har fået den kolde skulder fra den amerikanske regering, og i februar blev den amerikanske udenrigsminister blev væk fra G20-topmødet i Sydafrika. Det er blot nogle af de seneste elementer i USA’s kampagne mod Sydafrika.
En kampagne, der nok i mindre grad drejer sig om forholdet mellem den sorte og den hvide befolkning i landet samt mangemilliardæren og Trump-støtten Elon Musks baggrund i det hvide sydafrikanske mindretal.
Og som i højere grad handler om, at Sydafrika anklager Israel for at begå folkemord i Gaza, lyder det fra Stig Jensen, der er lektor på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet. Han er gæst i denne episode af podcasten Højtryk.
Så når forholdet mellem USA og dets traditionelle allierede i Europa knager, og det kulturelle, politiske og militære forhold, vi kender som ’Vesten’, måske er ved at være historie, ser sydafrikanerne nye muligheder. Det samme gør man mange andre steder på det afrikanske kontinent, fortæller Stig Jensen.
De afrikanske lande har brug for stærke samarbejdspartnere, for selvom mange af landene er rige på ressourcer, er de fleste både politisk og økonomisk svage.
Det er ikke længere kun de europæiske lande og stormagterne USA, Kina og Rusland, som er interessante partnere. Også lande som Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Tyrkiet og Indien har gjort deres entré – og det bredere udvalg er en fordel for de afrikanske lande.
Set med europæiske briller har forholdet til de afrikanske lande været en mangeårig deroute, men måske er der stadig mulighed for at opbygge et nyt og tæt forhold mellem de to verdensdele. For selvom mange afrikanere er dødtrætte af at blive belært af os, så er der også mange steder en følelse af, at den europæiske tilgang måske er at foretrække frem for eksempelvis den kinesiske, fortæller Stig Jensen.
Det er noget af det, han og jeg taler om i denne episode af Højtryk, som du kan lytte til nedenfor eller der, hvor du plejer at finde dine podcasts.
Højtryk produceres og tilrettelægges af Kirsten Larsen og Laurits Holdt samt lyddesigner Jonas Johs Andersen.