IBIS fyrer 11 medarbejdere

Laurits Holdt

26. oktober 2015

IBIS fyrer 11 fastansatte medarbejdere i hovedkontoret i København. Det sker som en konsekvens af de beskæringer i udviklingsbistanden, som ligger i regeringens forslag til finanslov 2016 og som den foretager i dette års udviklingsbudget.

Dertil kommer at tre studentermedhjælpere bliver sagt op og at tre fastansatte medarbejdere går ned i tid til henholdsvis 15, 25 og 29 timer. Fire af de opsagte går frivilligt.

På finansloven

Organisationen er en af de 17 danske organisationer, der arbejder med udviklingsprojekter og humanitært arbejde og får støtte fra finansloven – de såkaldte rammeorganisationer. Støtten til disse organisationer bliver alle beskåret med omkring 25 procent – for IBIS vedkommende 28 procent – i forslaget til finanslov for 2016.

Det betyder, at organisationen står til at miste 33 millioner kroner i statsstøtte.

Medarbejderne er tidligere blevet varslet om, at der er fyringer på vej og at det kan koste op til en fjerdedel af medarbejderene deres stillinger.

Læs også: Hver fjerde IBIS-medarbejder kan miste jobbet efter nedskæringer (22.10.2015)

Efter opsigelserne vil IBIS have 45 fastansatte og staben bliver altså reduceret med en femtedel.

”Utrolig trist”

”Det er utrolig trist at skulle sige sige farvel til så mange dygtige medarbejdere, der har lagt et kæmpe arbejde i organisationen – for nogles vedkommende gennem rigtig mange år,” siger generalsekretær Vagn Berthelsen til Globalnyt mandag eftermiddag efter at have haft samtaler med de berørte medarbejdere.

Der kommer også opsigelser i IBIS’ afdelinger uden for Danmark, men dem vil Vagn Berthelsen endnu ikke sige noget om. Der er forberedt et oplæg til den nye styrelse, der mødes senere på ugen og bl.a. skal diskutere spørgsmålet, forklarer han.

Afskedigelserne er fordelt over hele organisationen og nogle af afdelingerne vil blive lagt sammen, fortæller Vagn Berthelsen.

Skal være en del af Oxfam

Lørdag besluttede organisationens generalforsamling, at søge optagelse i den internationale sværvægter Oxfam.

Læs også: 70 – 30 for at IBIS bliver medlem af Oxfam (25.10.2015)

Det var forventet og afskedigelserne er derfor en blanding af en nødvendig reaktion på regeringens beskæringer og en tilpasning til en fremtid som en del af Oxfam.

Fremover skal IBIS have to fokusområder – ”education for active citizenship” og ”fair justice” og den nye organisation vil være gearet til at forfølge disse to områder.