IFU åbner nyt kontor i Ghana

Redaktionen

Med åbningen af sit nye kontor i Ghana har Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) nu 3 regionalkontorer i Afrika.

De 2 øvrige ligger i Sydafrika og Kenya. Kontoret i Ghana skal rådgive danske virksomheder om investerings- og erhvervsmuligheder i Vestafrika og bidrage til en egentlig etablering af danske datterselskaber, fremgår det af en pressemelding fra IFU mandag.

I 2008 investerede IFU 175 millioner kr. i 17 selskaber i Afrika. Dermed udgør investeringerne på kontinentet omkring 40 procent af fondens samlede portefølje. Det er rekord og samtidig et udtryk for, at “IFUs stigende fokus på investeringsmuligheder i Afrika har været en succes”, hedder det.

– Åbningen af regionalkontoret i Ghana er en del af vores langsigtede Afrikastrategi og betyder, at IFU nu bliver repræsenteret i både det sydlige, østlige og vestlige Afrika. Det er en fordel både i forhold til at servicere danske virksomheder og for at kunne bidrage yderligere til den økonomiske og sociale udvikling i regionen, siger admin. direktør i IFU, Finn Jønck.

Leder i Ghana bliver Martin Rømer. Han har stor erfaring med investeringer i Afrika og de senere år været IFUs centrale rådgiver i forhold til investeringer i det vestlige Afrika. Indtil nu har han arbejdet fra hovedkontoret i København.

Martin Rømer, nyt Head of Regional Office, ser “frem til at arbejde permanent i Ghana”:

– Det giver bedre mulighed for at identificere nye investeringsmuligheder. Samtidig er det særlig vigtigt for os at være tæt på de virksomheder, der har investeret i regionen, fordi vi i modsætning til andre investorer også assisterer virksomhederne, når de har etableret sig og overgår til egentlig drift, anfører han.

IFU har i de senere år opbygget en større portefølje af investeringer med danske virksomheder i Ghana. Virksomhederne repræsenterer flere sektorer, herunder miljø, industriproduktion, service samt fødevarer og landbrug.

– Vi har haft en pæn vækst i vore investeringer i Ghana og aktuelt også en god pipeline. Årsagen til det er vores egen indsats, men naturligvis også, at Ghana har en pæn økonomisk vækst og et stabilt politisk klima, siger Martin Rømer.

– Vores mål er, at den positive udvikling i Ghana fortsætter, og at vi kan bruge kontoret her (i Accra, red.) som brohoved til at øge investeringerne i det vestlige Afrika, gør han gældende.

Vestafrika er verdens fattigste region.

Yderligere oplysninger hos kommunikationschef Rune Nørgaard, tlf.: 33 63 75 60

IFU om IFU

Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene rådgiver og investerer (sammen) med danske virksomheder i Afrika, Asien og Latinamerika. Investeringerne sker på et kommercielt grundlag i form af aktiekapital eller lån til projektselskaber, og formålet er at fremme den økonomiske og sociale udvikling i investeringslandene.

Den samlede investering var i 2008 på godt 450 mio. kr. fordelt på knap 60 projektselskaber. IFU har regionalkontorer i Kina, Sydafrika, Kenya, Ghana og Indien.