Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Har integration i Danmark og dansk udviklingsbistand til de fattige lande noget med hinanden at gøre?
Svaret er: Ja.
I gamle dage kunne velmenende danskere interessere sig brændende for sorte og brune menneskers ve og vel, så længe de holdt sig i deres egne lande, men være lige glade med dem, der slog sig ned hos os. Der var ingen modsætning. I dag er de to grupper knyttet uløseligt sammen. De er to sider af samme virkelighed. Kun personer, der har stukket det ene øje ud på sig selv, kan undgå at se sammenhængen, når de får den præsenteret.
Mellem bistand og selvhjælp. Den er skrevet af seniorforsker Ninna Nyberg Sørensen, post.doc. Ida Marie Vammen og seniorforsker Nauja Kleist.
Rapporten illustrerer det faktum, at nogle af de fattige mennesker, vi i årtier har hjulpet i de fattige lande, er flyttet op til os og blevet nydanskere. Det vidste de fleste af os allerede. Derimod ved de færreste, at de nye danskere og deres efterkommere i Danmark er begyndt at sende hjælp tilbage til deres slægtninge og tidligere landsmænd i en målestok, der tåler sammenligning med, hvad vi etniske danskere yder som enkeltpersoner, gennem private bistandsorganisationer og som nation gennem Danida. De har fået del i vores velstand og har nu råd og overskud til det samme medmenneskelige engagement, som de etniske danskere. På den måde er de to grupper begyndt at smelte sammen.
Nydanskerne er med andre ord blevet en vigtig del af det danske bistandsmiljø! Det er en udvikling, som i alt fald for undertegnede er foregået nede under radaren, indtil de tre forskere fra DIIS gjorde mig opmærksom på den.
Ny selverkendelse
Nydanskernes bistandsengagement er vigtigt for os etniske danskere, fordi det viser os en anden side af vores efterhånden store indvandrerbefolkning, end den, vi dagligt bombarderes med i medierne: Bandekriminalitet, terrorisme, islamisme osv. Nogle nydanskerne gør det, vi selv gør: Giver bistand til de fattige i de fattige lande. Vi og de er ikke kun potentielle fjender, men trækker også på samme hammel. Det er vigtigt, at vi lader denne erkende sive ind og åbner op for samarbejde med de nye danskere i vores private bistandsarbejde og i vores gamle udviklingsorganisationer!
Bevidstheden om de nye sammenhænge i bistanden er også vigtigt for nydanskernes selv som danskere. På dette område er de ikke outsidere eller ligefrem mod-borger i stedet for medborgere. Bistandsarbejdet er kun en lille side af nydanskernes positive selvforståelse som danskere, men det er vigtigt at fremhæve det. Det kan de bistandsengagerede nydanskere selv bidrage til ved at gøre deres engagement kendt for hinanden, myndighederne og os andre og ved at stå sammen om at vise en humanistisk profil.
DIIS-rapporten bør være en begyndelse til et nyt positivt kapitel i Danmarks og danskernes samarbejde til gavn for de fattige lande.
https://www.diis.dk/publikationer/danmark-brug-ambitioes-fleksibel-diasporapolitik
Den præsenteres på et seminar i DIIS, Østbanegade 117, 2100 København, 11.10 kl. 15. tilmelding er nødvendig.
