Jubel i MS over Per Stig

Redaktionen

”Det er en fantastisk god nyhed, at regeringen vil gå i spidsen for at udvikle en international vision for verdens fattigste bønder”. Sådan siger formanden for Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Bent Nicolajsen, ifølge en pressemeddelelse fra organisationen fredag.

MS udsendte 8. oktober en pjece, hvor 5 af landets fremmeste eksperter, ”Vislandmændene”, præsenterer deres ret så provokerende udspil til en politik, der virkelig kan gøre en forskel for landbruget i u-landene.

Under torsdagens debat i Folketinget om sammenbruddet i WTO-forhandlingerne lovede udenrigsminister Per Stig Møller (K) at arbejde videre med disse tanker:

– Mellemfolkeligt Samvirke har for nylig formuleret nogle meget interessante forslag om .. de fattigste landes landbrug. Vi vil undersøge mulighederne for at arbejde videre med disse tanker med henblik på, at der internationalt etableres en fælles vision for de fattigste landes landbrug og deres integration i den internationale arbejdsdeling, sagde udenrigsministeren.

– Det vil vi også gøre, siger Bent Nicolajsen. – Der er virkelig noget at tænke over i udspillet fra de 5 “Vislandmænd”. Vi er også i fuld gang med at involvere vores partnere i u-landene og i resten af Europa i at tænke med. Internationale visioner er bedst, hvis man ikke står alene med dem.”

Pjecen “Frihandel er ikke nok – En ny vision for verdens fattige landmænd” gør op med vanetænkning i alle lejre. Bl.a. lægger den enorm vægt på at få gang i en landbrugsdrevet økonomisk vækst i de fattige lande – og den vej går bl.a. over accept af genteknologien, skriver de 5 forfattere. De lægger også op til at svække de internationale fødevarefirmaers ejendomsret til særligt ydedygtige sorter.

De 5 eksperter slår fast, at vi kun kommer et stykke ad vejen ved at aftrappe told og landbrugsstøtte. Andre former for protektionisme anretter også stor skade. Det gælder bl.a. u-landenes egen.

U-landsregeringerne får at vide, at de er de nødt til at give deres landmænd, som mange steder er kvinder, indflydelse og fair spilleregler. Effektiv sikring af ejendomsret til jord og vand kan mange steder være afgørende for at få gang i konkurrencedygtig produktion.

Rapporten er udarbejdet af
lektor og tidligere formand for MS Christian Friis Bach,
tidligere overvismand professor Niels Kærgaard,
tidligere overvismand og direktør for Fødevareøkonomisk Institut Arne Larsen,
professor ved Cornell University, Per Pinstrup-Andersen og
professor Finn Tarp, Københavns Universitet.

Rapporten er bestilt af Mellemfolkeligt Samvirke, findes på dansk og engelsk og kan downloades på www.ms.dk

Yderligere kommentarer: Arne Larsen 48177016, Niels Kærgaard, Finn Tarp, Per Pinstrup-Andersen 001 607 255 9429, Christian Friis Bach 48181819 og Bent Nicolajsen 51359993
Mellemfolkeligt Samvirke, Borgergade 14, 1300 København K, www.ms.dk