Kendis giver stor pris videre til projekt for udsatte piger i Zimbabwe

Forfatter billede

Forfatter, brevkasseredaktør og psykolog Renée Toft Simonsen vandt i den forløbne uge Eccos kvindepris og gav øjeblikkeligt de 250.000 kr., der fulgte med, videre til Plan Danmarks arbejde for at uddanne sårbare piger i Zimbabwe.

Hun har selv været med til at grundlægge den internationale børneudviklingsorganisation Plans danske afdeling for 13 år siden.

– Jeg er dybt beæret over at modtage Eccos Walk in Style Award 2011. At hjælpe er en del af mit liv, sagde den 45-årige tidl. topmodel umiddelbart efter prisoverrækkelsen, der fandt sted under modeugen i København.

Det er fjerde gang, Ecco uddeler sin kvindepris, der gives som “hyldest til kvinder, der inspirerer andre kvinder med deres mod og kærlighed til livet”.

“Vinderen af Ecco Walk in Style Award 2011 er en kvinde, der har et brændende ønske om at gøre en forskel. Hun bruger sin viden om psykologi til sin egen personlige udvikling og til at hjælpe andre i den vestlige verden såvel som i verdens fattigste lande. Hendes fokus og engagement er en sand inspiration,” lød det fra et enigt dommerpanel.

Renée Toft Simonsen vandt prisen i konkurrence med 4 andre markante kvinder fra Holland, Tyskland, Norge og Sverige.

Renée Toft Simonsen var medlem af bestyrelsen i Plan Danmark i 11 år og i den tid besøgte hun børn og Plan-projekter i Bolivia, Indien og Uganda (www.planfadder.dk).

Tusindvis af Feminas læsere skriver hver dag til Renée for at få gode råd til familielivet på baggrund af hendes personlige erfaringer. Hun etable-rede for nylig websitet www.delebarn.dk med råd til skilsmissefamilier, baseret på hendes egne erfaringer som skilsmissebarn.

Endelig er hun forfatter til en stribe succesrige bøger om skilsmissebørn og andre familierelaterede emner. En af bøgerne er filmatiseret.

Skoleprojektet for piger i Zimbabwe

Plan Danmarks skoleprojekt giver uddannelse for udsatte piger i Epworth, som er en forstad til Zimbabwes hovedstad Harare. Et 4-årigt skolestipendium betyder et nyt liv for de piger, som uden støtte ikke har mulighed for at fortsætte deres uddannelse efter grundskolen.

Projektet omfatter
– 4-årige skolestipendier til udvalgte piger i Epworth
– Støtte og studievejledning til piger på 10 skoler i Epworth
– Oplysning og efteruddannelse af lærere og skolebestyrelser
– Oplysningskampagner om pigers rettigheder
– Særlig opmærksomhed på forældreløse piger og piger med handicap.

Plan Zimbabwe gennemfører oplysningskampagner om pigers rettigheder på 10 skoler i Epworth og når på den måde ud til mere end 20.000 børn og unge.

Projektet er del af Plans globale kampagne “Because I am a Girl”, som i de kommende år fokuserer på pigers rettigheder.