Kendisser, handel og udvikling – en farlig cocktail?

Forfatter billede

Organisationer bruger kendte mennesker som fortalere og ambassadører i håb om, at de kan være med til at skabe opmærksomhed om en sag. Men risikerer NGO’erne også at skyde sig selv i foden med brugen af kendisser? CBS og Roskilde Universitet forsøger at kaste lys over sammenhængen.

Hollywoodstjernen Scarlett Johansson måtte for nogle måneder siden opgive sit engagement som ambassadør for den store britiske udviklingsorganisation Oxfam – hun havde netop indgået en reklameaftale med det israelske firma SodaStream, hvis virksomhed ligger i en ulovlig bebyggelse på den besatte Vestbred.

Oxfam arbejder netop på at bekæmpe ulovlige bebyggelser i de besatte områder, og afbrød derfor samarbejdet med Johansson.

Siden da har debatter raset om hvorvidt Oxfam skulle have valgt en “bedre stjerne” – eller om Johansson burde have været mere opmærksom på det politiske i hendes valg af reklamekontrakter – især i den amerikanske presse.

Andre har påpeget, at ved højlydt og offentligt at droppe Scarlett Johansson som ambassadør har Oxfam haft mulighed for at skabe opmærk-somhed om en kampagne, man ellers ville have haft svært ved at få igennem den mediemæssige lydmur.

Torsdag d. 8 maj holder CBS og Roskilde Universitet et symposium, der skal kaste lys over sammenhængen mellem kendisser, handel og udvikling. Denne sammenhæng bliver ofte anprist som udviklingshjælpens redning i en mere og mere markedsorienteret verden.

Men den bliver også kritiseret for at sovse organisationer som fx Oxfam ind i en potentielt farlig cocktail af profitmaksimering og medielogikker, som de let kan drukne i.

CBS og Roskilde Universitet har fået tre førende forskere inden for dette felt til at forsøge at kaste lys over emnet.

Læs mere om symposiet her: www.cbs.dk/en/knowledge-society/business-in-society/sustainability/events/when-development-meets-business-and-celebrity