Klimaet er blevet kørt ud på et sidespor i Rio

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Verdens ledere ankommer i disse dage til Rio de Janeiro for at deltage i det, der er blevet kaldt ’et topmøde om verdens fremtid’ – den såkaldte Rio +20- konference, hvor formålet er at skabe en fælles bæredygtig fremtid.

Men selvom fremtidens udfordringer vil afhænge af klimaforandringerne, er klimaet blevet kørt ud på et sidespor i Rio, skriver CARE i en pressemeddelelse.

’Lige nu er vi vidne til utroligt svage forhandlinger i Rio, og de kan under ingen omstændigheder føre til et bæredygtigt resultat. Hvis det fortsætter sådan, vil Rio+20 skabe et stort, sort hul fyldt med lave ambitioner og uden substans,’ siger Kit Vaughan.

Han er klimakoordinator for CARE International, og befinder sig netop nu ved forhandlingerne i Rio.

’Den første Rio-konference blev afholdt i 1992, og vi må se i øjnene, at vi i dag – 20 år senere – ikke er kommet videre. Vi lever stadig i en verden, som lader over en milliard mennesker sulte’, siger Kit Vaughan.

Og fortsætter: ‘Vi bruger stadig løs af verdens naturressourcer i et tempo, der efterlader fremtidige generationer med en udtømt og opbrugt planet.’

Derfor opfordrer CARE verdens ledere til at udvikle nye, klare målsætninger for en bæredygtig udvikling og til at prioritere verdens fattigste og mest udsatte mennesker.

’Man kan ikke diskutere bæredygtighed uden også at diskutere klima. En bæredygtig udvikling, der tager hensyn til verdens fattigste mennesker, kan kun skabes, hvis klimaet bliver en integreret del af den globale handlingsplan,’ siger Kit Vaughan.

Problemerne kan ikke ties ihjel
I kampen mod fattigdom verden over konfronteres man oftere og oftere med konsekvenserne af klimaforandringerne, siger CARE.

De kommer i form at oversvømmelser og tørker og rammer verdens i forvejen fattigste og mest udsatte mennesker – som hverken har midlerne til eller muligheden for at beskytte sig selv – hårdest.

’Vi har slet ikke haft tid til at komme os efter den sidste tørke. Nu må vi sulte igen,’ fortæller en bonde i det vestafrikanske land Niger, som endnu engang går en fødevarekrise i møde.

Manglende regn er naturligvis ikke den eneste forklaring på de tilbagevendende sultkatastrofer, men situationen forværres betydeligt af det skiftende klima i regionen.

Klimaforandringerne har haft tid til at udvikle sig længe , og den nuværende globale krise er ikke en undskyldning for at ignorere de sociale og miljømæssige kriser, der har været under udvikling i årtier.

Klimaforandringerne kan ikke ties ihjel, og problemerne forsvinder ikke, hvis politikerne i Rio ikke straks skrider til handling, siger CARE.

’Det er helt afgørende, at verdens ledere udvikler en ny plan for en bæredygtig fremtid. Vi har kun én planet, og vi bliver nødt til at behandle den bedre, hvis den skal overleve’ siger Kit Vaughan.