Kommentar: Kan Irak-modellen bruges i Afrika?

Redaktionen

Af Henrik Sass Larsen, medlem af Folketinget (S)
Kommentar i Berlingske Tidende, 20. maj 2004, 2. sektion, side 11. Gengivet med forfatterens tilladelse.

Et godt og varmhjertet menneske på den politiske venstrefløj mente for nylig, at tiden var inde til at ridse Afrikas elendigheder op i sammenhæng med tilslutning til besættelsen af Irak.

Den retoriske overligger gjaldt, om idealismen, dvs. målet om at indføre demokrati, også strakte sig til Afrikas elendigheder, og om man er parat til at bruge samme fremgangsmåde her som i Irak. Svaret var vistnok, at det var man sikkert ikke, og derfor var anvendelsen af argumentet om demokrati udtryk for hykleri.

Indlægget rejser i sandhed en række spændende spørgsmål.

Men først til spørgsmålet, om vi er villige til at bruge militær magt for at opnå demokrati andre steder i verden. Man kunne passende rette spørgsmålet til dem, som til daglig bander over USAs besættelse af Irak.

Hvis man f.eks. vil tage udgangspunkt i Afrikas elendigheder, hvor jeg fuldt ud deler indignationen over de forfærdende levevilkår for millioner af mennesker, er læren så ikke, at grunden til, at elendigheden er så udbredt, er mangel på demokrati, og grunden til, at der ikke er demokrati, er, at den ene elendige diktator efter den anden har ødelagt forsøg på demokrati og i stedet plyndret sin egen befolkning og anstiftet krig og ufred?

Hvis man skal den slags banditter til livs, er der vel kun ét at gøre: true dem med anvendelse af så megen militær slagkraft, at de aldrig kan få tid til at nyde frugterne af deres ugerninger.

Lad os bare antage, at alle lande inkl. FN var enige om at ville af med f.eks. Mugabe – ville man så være med til at sende et godt gennemsnitligt missil i hovedet på ham? Eller skulle vi – om jeg så må sige – blive ved med at bombe ham med resolutioner? Jeg mener, hvis vi virkelig vil gøre noget for de sultende og AIDS-syge her og nu, er vi så ikke forpligtet til at handle?

Jeg kan straks høre det undvigende svar: at sådan kan man ikke stille det op, og vi skal have det vedtaget i FN og ved dialog og fredelige midler, og hvor skal vi begynde, og hvor skal vi ende, og hvem skal det omfatte og hvem ikke.

Præcis de samme temaer som ved optakten til Irak. USAs idémænd til Irak-besættelsen har givet en del af svaret på, hvordan denne knude skal hugges over.

Viceforsvarsminister Paul Wolfowitz erklærede, at han var “praktisk idealist”. Dvs. han mente, at demokrati skulle indføres, hvor det var praktisk muligt, om nødvendigt ved hjælp af militære magtmidler, fordi man derved sikrede verden mod fanatikere og terrorister og sikrede frihed og velstand.

Når man i disse dage hører hånlatteren højlydt gjalde over USAs engagement i Irak, er det visionen om den “praktiske idealisme”, der er ved at lide skibbrud.

Det kan modstanderne så frydefuldt skrive løs om, men spørgsmålet er, om jeg som min gode og varmhjertede ven på venstrefløjen skal glæde mig sammen med dem, når vi nu begge bekymrer os så meget om Afrika.

Mon ikke det sandsynlige resultat af USAs fiasko med at vinde freden bliver, at man redigerer sin doktrin således, at USA fremover vil forsvare sig selv og sine interesser, men uden at påtage sig ansvar for landeopbygning eller udbredelse af demokrati.

Og hvor bringer det så vores gode sag med at hjælpe armoden af vejen? Svaret er: tilbage til før. Tilbage til dengang hvor vi holdt store konferencer og mente alle de rigtige ting, i Folketinget, i NGO-verdenen, i EU og FN. Vi er tilbage i 1990erne, hvor vi i den vestlige verden fejrede os selv og vore principper, mens Afrika forblødte.

Eller findes der virkelig nogen, som har et slagkraftigt alternativ? Nogen som uden om USA vil stille den nødvendige sikkerhed for, at Afrikas fattige kan leve i frihed?

Jeg tvivler, og derfor er de, som har mest grund til at græde højt over tragedien i Irak, de af verdens befolkninger, som lever under despoters regimer, altså verdens fattigste og elendigste – og der bliver al mulig grund til at græde med dem fremover, for det bliver vist den eneste trøst, vi kan sende dem.

Henrik Sass Larsen har været medlem af Folketinget for Socialdemokraterne siden 1. oktober 2000 og siden valget i november 2001 for Roskilde amtskreds. Han er valgt i Køge, hvor han har bopæl og været sit partis folketingskandidat i Køge-kredsen siden 1999.

Henrik Sass Larsen, der er sit partis ordfører i Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg, var fra 1992 til 96 formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU. Han fylder 38 Pinselørdag den 29. maj