Seksuelle minoriteters basale rettigheder er under stigende pres i en række afrikanske lande. Eksempelvis i Ghana og Uganda, hvor man de seneste år har vedtaget drakonisk lovgivning, der rammer homoseksuelle og andre minoriteter.
En del af modreaktionen mod LGBT+-miljøet drives frem af konservative kristne organisationer i Europa og USA og ikke mindst fra Rusland. Udviklingen og dens konsekvenser var på dagsordenen torsdag eftermiddag i Verdensmålenes telt på Folkemødet i Allinge.
”Den nye lov styrker homofobien i det ugandiske samfund, og vi oplever flere og flere angreb på civilsamfundsorganisationer, der hjælper homoseksuelle,” indledte den ugandiske paneldeltager, Jackson Chekweko.
Som leder i organisationen Reproductive Health Uganda (RHU), som blandt andet driver sundhedsklinikker for sexarbejdere og for LGBT+-miljøet, har han mærket konsekvenserne af lovgivning vedtaget af det ugandiske parlament sidste år.
Loven kriminaliserede homoseksualitet, gjorde det ulovligt at udleje boliger til homoseksuelle og pålagde folk at anmelde homoseksuelle personer til myndighederne.
Angrebet umuliggjorde fra den ene dag til den anden organisationens indsats i LGBT+-miljøet. Heldigvis fik man gennem en række retssager opblødt loven, men Ugandas seksuelle mindretal og organisationer som RHU er fortsat under stort pres fra myndighederne. Konsekvensen er i sidste ende, at nogle af de mest sårbare borgere får indskrænket deres adgang til basal viden og sundhed, forklarede Jackson Chekweko.
Alle veje fører til Rom og Moskva
Men de repressive strømninger i Uganda finder langt fra sted i et nationalt vakuum. Sofie Kallehauge Larsen, som er FN-delegat fra DUF, påpegede at ”alle veje fører til Rom,” da hun beskrev den katolske kirke som en edderkop, der i hemmelighed prøver at præge udviklingen på det afrikanske kontinent.
Hun opremsede en række velpolstrede katolske organisationer, som udfører et gigantisk lobbyarbejde for at få afrikanske beslutningstagere til at stramme skruen overfor seksuelle minoriteter. Blandt andet ved at italesætte rettigheder til homoseksuelle og transpersoner som vestlig kolonialisme.
”Vi skal være mere opmærksomme på de her folk. For de har en stor indflydelse,” advarede Sofie Kallehauge Larsen.
At kristne organisationer fra Vesten forsøger at præge udviklingen i spørgsmål om ligestilling, prævention, abort og rettigheder til seksuelle minoriteter i Afrika, er ikke nyt, forklarer Kirstine Mærkedahl fra Sex & Samfund:
”Det nye er, at de kræfter, der arbejder for at rulle rettighederne tilbage, har meget bedre funding og organisering end tidligere,” sagde hun.
Panelets eneste politiker, den socialdemokratiske udviklingsordfører, Gunvor Wibroe, var bekymret over udviklingen. Især fordi Rusland for alvor er begyndt at spille med musklerne:
”Alle veje fører ikke kun til Vatikanet, men også til Moskva. Lige nu ser vi et niveau af russisk desinformation, som vi ikke har set tidligere. Putin støtter anti-homobevægelser i afrikanske lande, men han er jo dybest set ligeglad med LGBT+-problematikkker. Han forsøger kun at slå splid mellem landets indbyggere og Vesten,” forklarede hun.
Penge, støtte og samtænkning
Spørgsmålet er, hvordan lille Danmark kan medvirke til at bremse den triste udvikling. Med i panelet var også chefkonsulent Clara Halvorsen fra Dansk Industri. Hun beskrev, hvordan man kan modvirke diskrimination af kvinder og minoriteter ved at inddrage arbejdsmarkedets parter. Blandt andet havde DI støttet afholdelsen af en række workshops på østafrikanske sukkerplantager. Ved at samarbejde med lokale arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, kan man på sigt gøre arbejdspladsen til et ”safe space,” mente hun.
I en samtale med Globalnyt efter debatten nævnte Jackson Chekweko yderligere tre ting, vi i Danmark kan gøre for at støtte progressive kræfter i Uganda.
For det første har hans organisation, RHU, kritisk brug for penge. Den ugandiske regerings vendetta mod landets seksuelle minoriteter har skræmt mange donorer væk. Det betyder, at organisationen har været nødt til at lukke en række klinikker for udsatte grupper som LGBT+ personer og sexarbejdere.
For det andet er det vigtigere end nogensinde at indtænke kampen for seksuelle minoriteter, når der udvikles indsatser på andre politikområder.
”Hvis eksempelvis en klimaindsats også inkluderer tanker om seksuelle minoriteters vilkår, så bliver det langt sværere for regeringen at fjerne de progressive elementer,” forklarede Jackson Chekweko.
For det tredje er det vigtigt, at danske organisationer og politikere fortsat lægger pres på den ugandiske regering for at lempe lovgivningen, samtidig med at man fortsætter samarbejdet med landets civilsamfund. F.eks. lægger den danske ambassade ofte lokaler til møder for udsatte grupper, hvilket både giver dem konkret beskyttelse og sender et vigtigt signal om støtte.
Og kombinationen af politikerkritik og støtte til civilsamfundet er noget, man vil blive ved med, påpegede Gunvor Wibroe. Hun tilføjede, at Danmark aldrig viger tilbage for at kritisere de ugandiske magthavere, når de mødes i forskellige diplomatiske sammenhænge.
Den socialdemokratiske udviklingsordfører indkapslede på mange måder debattens alvorlige tone, da hun sagde, at:
“For 20 år siden var jeg sikker på, at flere og flere fik rettigheder. I dag handler kampen om at forsvare de rettigheder, vi har.”
