Det er lidt en mærkelig oplevelse at følge debatten om ”budgetstøtte eller ej” hjemme i gamle Danmark, når man færdes i landene hernede i Vestafrika
Til daglig oplever man selv og bombarderes med historier, der kun kan komme ind under én betegnelse: ”her er hunde-hamrende-død-og-bundløst korrupt”.
Det bekræfter organisationer som Transparency International da også på et lidt mere overordnet og generelt plan i dets årlige korruptionsindex. Blandt de lande i Afrika, som Danmark giver budgetstøtte, er det kun Ghana på en 68. plads ud af 178 lande, der ligger nogenlunde pænt. Burkina Faso ligger på en 98. plads og Mali, Mozambique og Tanzania deler 116.-pladsen, i øvrigt sammen med Vietnam, der også modtager dansk budgetstøtte.
Alligevel burde diskussionen standse, eftersom tidligere minister Poul Nielson i sin blog den 25.10. skriver, at ”donorpengene er generelt meget, meget bedre kontrolleret og revideret end alle andre penge, der kommer ind i udviklingslandene”. Nielson må jo vide det, og der er bestemt ingen grund til at betvivle hans viden og faglighed.
Udmeldingen vil nok bare komme bag på de fleste på de kanter hernede, hvor der er en nærmest indædt mistillid til myndigheder og folk med magt i det hele taget.
Og af gode grunde: historierne om misbrug, tyveri af offentlige midler og underslæb er legio, og rigtigheden af dem bekræftes gang på gang.
Korruptionen følger så at sige et mønster af to parallelle linjer, der meget ofte overlapper og supplerer hinanden, og som kunne beskrives nogenlunde sådan her: jo højere op i systemet – jo mere magt – jo mere korruption. I den anden linje er det mængden af penge, der tæller: jo flere penge involveret, jo mere korruption.
Som antydet er aktørerne både for så vidt angår magten og pengene meget, meget ofte de samme personer.
At det så vitterligt skulle være lykkedes ikke bare Danmark, men også f.eks. EU og Storbritannien – sågar USA – at have en så ”tæt og konstruktiv dialog” med en række lande, der ”opfylder nogle bestemte kriterier” (UMs ord), at man ikke blot vil fortsætte budgetstøtten men endog udvide den, er altså ikke en historie, der bliver let at sælge på gade og vej i Vestafrika.
Alene af den grund burde Danmark, og andre, lægge sig i selerne for at få synliggjort denne lille succes. Danida er jo for længst forsvundet fra den almindelige ”hr. og fru afrikaners” billede af hverdagen, efter at projektbilerne så godt som helt er holdt op med at flintre rundt i det offentlige rum for efterhånden mange år siden.
Successen er en potentielt bevidsthedsudvidende fortælling og kunne endog blive en livsforandrende begivenhed for de mange, mange fattige, der stadig må vride den tyndslidte portemonnæ og betale ekstra under bordet for at komme til læge, i skole, over grænser, få job og slippe for fængsel etc. etc.
Blev de fuldt oplyste om denne nye tilstand hos regering og administration kunne det være kimen til en helt ny måde at opleve den afrikanske virkelighed på: Tillid til hinanden i stedet for den evige – og forståelige – mistillid.
Skulle det imidlertid forholde sig anderledes end, hvad de bistands-lærde hævder, og er alt stadig ved det vante korrupte over hele linjen, også i ministerierne, rejser det nogle interessante spørgsmål, for i så fald kører de lokale regerings-samarbejdspartnere om hjørner med donorerne, eller værre:
Donorerne er ude i et illusionsnummer, der løbende bekræfter sig selv, eller værst: De er selv involveret i korruptionen? Intet påstået!
