Efter et år med fastlåst udmattelseskrig og millioner af civile på randen af hungersnød, er fronterne måske ved at forskyde sig mellem Sudans stridende parter.
Men hvad det betyder for de forhandlinger, der efter alt at dømme er eneste vej mod en afslutning på krigen? Det har Globalnyt spurgt Maram Mahdi, der er forsker ved Institute for Security Studies, og Munzoul Assal, der er professor ved Khartoum Universitet om. Og de to eksperter er langt fra enige.
Til gengæld er der enighed om, at stort set alle de dommedagsscenarier, som Crisis Group ved starten af året advarede mod, er blevet virkelighed. Eller på vej til at blive det.
For nyligt viste en ny undersøgelse af seks måneders dødsfald i landets hovedstadsregion , at flere end 60.000 civile havde mistet livet som følge af volden eller sygdomme, der normalt kunne forhindres. Det er tre gange så højt som det officielle tabstal for hele landet i samme periode. Det tyder med andre ord på, at konfliktens reelle antal dødsofre er langt større, end det er rapporteret.
De to forskere hæfter sig også ved, at 2024 blev året, hvor borgerkrigen spredte sig til alle dele af det store nordøstafrikanske land. Og ikke mindst at de internationale kræfter, der længe har været mistænkt for at have fingre med i spillet, langt hen ad vejen også er blevet demaskeret i det forgangne år.
Til gengæld har de begge svært ved at øjne et håb på horisonten for Sudan i 2025.
Fremgang på slagmarken kan få regeringshæren til forhandlingsbordet
Ved krigens udbrud i april 2023 stormede de paramilitære Rapid Support Forces (RSF) frem og slog regeringshæren, Sudan Armed Forces (SAF), tilbage flere steder, særligt i og omkring hovedstaden.
Siden overraskelsesangrebet på deres tidligere allierede fra den seneste fredsaftale har RSF siddet stærkt i Khartoum, mens SAF har holdt stand på den anden side af Nilen, i søsterbyen Omdurman.
10 konflikter vi holdt øje med i 2024
International Crisis Group udgiver i begyndelsen af hvert år en liste over de 10 konflikter, tænketanken vurderer, det er vigtigst at holde øje med i det nye år. Så det gør vi på Globalnyt.
Hen over årsskiftet tager vi en statusrapport og samler op på, hvordan det rent faktisk gik i de 10 brændpunkter.
Men den seneste måneds tid har SAF-tropperne fået held til at generobre territorie i den egentlige hovedstad, fremgår det af hærens sociale medier.
Og det kan ifølge Maram Mahdi, der bl.a. forsker i Sudan ved det afrikanske Institut for Sikkerhedsstudier (ISS), give SAF mere lyst til at sætte sig ved forhandlingsbordet.
Ved flere af de indtil videre syv forsøg på at mægle i konflikten er den regulære hær ikke mødt op, måske mest opsigtsvækkende under amerikanernes seneste forsøg på at mægle i Geneve tilbage i august.
“Det her lille skifte i magtbalancen kan føre til, at SAF bliver mere velvillige over for at forhandle, fordi de nu har en stærkere position,” vurderer Maram Mahdi, som blandt andet har undersøgt, hvordan de mange fejlslagne fredsforhandlinger går ud over civilbefolkningens tro på processen.
Hun mener, at tiden nu kan være mere moden til at få indført en våbenhvile. Samtidig advarer hun mod at begå de samme fejl som ved de kuldsejlede fredshandlinger.
“Problemet med de fleste af de tidligere mæglingsprocesser – særligt amerikanernes og saudiernes forsøg i Jeddah – var, at de var for tidlige. Timingen var ikke rigtig. Begge de stridende parter var stadig fanget i et nulsumsspil på grund af den militære situation,” lyder det fra Mahdi, der følger med i krigen fra Addis Abbaba.
Mere konkret peger hun også på to graverende fejl ved de seneste tilløb til fredsforhandlinger. De handlede for meget om den humanitære situation, og så blev de undermineret af at inkludere andre lande, som også spiller en rolle i konflikten.
Selvom situationen for de civile sudanesere ifølge Mahdi er “ekstremt forfærdelig”, bliver fredsforhandlingerne nødt til at fokusere på at finde et kompromis om slagmarken og de territorielle grænser mellem SAF’s og RSF’s, hvis de skal give mening for krigsherrerne.
Og det er de nødt til, for en ende på voldshandlingerne er første skridt på vejen mod at hjælpe de flere end 20 millioner sudanesere, der står i akut fødevaremangel, vurderer Maram Mahdi.
Begge parter bliver anklaget for at slå civile ihjel, ligesom de har blokeret for adgangen til nødhjælp.
Det samme gælder forfølgelsen af journalister og ifølge de seneste rapporter også tusindvis af frivillige nødhjælpsarbejdere i de såkaldte Emergency Response Rooms, der er blevet befolkningens livsnerve for helt basale services som mad og lægehjælp.
Mahdi mener, at forhandlingerne skal ledes af en delegation fra den Afrikanske Union, AU. Sammenslutningen får måske brug for støtte fra FN eller andre multilaterale fora, hvis ikke de skal gentage fiaskoen fra deres tidligere forsøg, men ifølge Mahdi er de bedst rustet til at få parterne til at tale sammen.
Allervigtigst er dog, at de store internationale spillere i konflikten – De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Iran og Rusland – ikke sidder med ved bordet.
“Når du involverer aktører, der ikke er neutrale, men tværtimod på den ene eller den anden af de stridende parters side, så bringer det hele processens legitimitet i fare,” påpeger Maram Mahdi. Hun henviser til forhandlingerne i Geneve, hvor både UAE og Egypten var inviteret med.
I løbet af året der kommet flere rapporter om bl.a. våbenforsendelser, militær sparring, guldhandel og endda personel på landjorden fra nogle af de internationale bagmænd.
Afrikanske aktører har ikke legitimitet
Men Munzoul Assal køber ikke ideen om afrikansk-ledet mægling. Han er professor i social antropologi ved Khartoum Universitet, men måtte efter krigens udbrud flygte fra sit hjemland og er nu i eksil i Norge.
“Både den Afrikanske Union og IGAD (den regionale sammenslutning
Intergovernmental Authority on Development, red.) har et kompliceret forhold til Sudan og kan ikke fungere som mægler,” lyder det fra Assal.
“SAF har trukket sig fra IGAD, og AU har suspenderet Sudans medlemsskab, efter krigen brød ud. Så de har heller ikke særlig stor legitimitet.”
Han foretrækker, at amerikanerne eller saudierne fortsat leder forhandlingerne, men det kræver mere engagement – både fra de internationale mæglere og fra civilsamfundet i Sudan.
Desværre halter det ifølge den prisbelønnede forsker, der har speciale i fredsprocesser og migration, alvorligt med begge dele.
“Der bliver nødt til at være mere pres på krigsherrerne fra ledende skikkelser i Sudan, men desværre er civilsamfundet dybt splittet. De islamistiske ledere, der historisk har været meget magtfulde, særligt under Omar al-Bashir, taler for eksempel for krigen, fordi de godt ved, de ellers mister enhver form for magt,” fortæller Assal.
Han er selv er født og opvokset i Darfur, hvor meget af hans familie er i den belejrede provinshovedstad El Fasher.
Han mener derfor heller ikke, at der er særligt gode udsigter til nye og mere vellykkede forhandlinger i det nye år. Heller ikke som følge af SAF’s nyvundne momentum, for professoren afskriver de historier som propaganda fra den pressede hær.
“Jeg har ikke set nok beviser for, at de rent faktisk har vundet nogen betydningsfulde territorier tilbage endnu. El Fasher er stadig belejret, SAF har stadig ikke genvundet deres baser i Khartoum, ligesom de vigtige landbrugsområder i El Gezira-delstaten stadig er en slagmark. Det er bare et desperat forsøg på at få noget god omtale fra en presset hær, der har set skidt ud siden krigens start og utroligt nok stadig ikke vil forhandle,” siger professoren.
Den nye verdensordens store tabere
De to forskere er dog enige i, at forhandlinger er den eneste vej mod fred i det hærgede land, hvor krigen nu har fordrevet flere end 11 millioner sudanesere, størstedelen af dem internt. Det er flere end noget andet land i verden.
De civile sudanesere er blevet nogle af de indtil videre største tabere i den nye multipolære verdensorden.
Selvom der har været et virvar af mæglingsforsøg, har størstedelen af dem også været kendetegnet ved manglende vedholdenhed, lyder det fra både Maram Mahdi og Munzoul Assal.
De mener, at det for amerikanerne, saudierne, egypterne og andre velvillige mæglere i højere grad handler om at se godt ud i det geopolitiske spil end rent faktisk at opbløde stillingskrigen mellem RSF og SAF.
“Krigen i Sudan har afsløret fragmenteringen i det multilaterale system,” lyder det fra Maram Mahdi.
“For nyligt har Rusland vetoet en resolution i Sikkerhedsrådet om våbenhvile i Sudan, så der er et tydeligt skel der. Med den nye regering i USA bliver det nok endnu sværere efter januar. Og polariseringen i Sikkerhedsrådet har selvfølgelig også betydning for, hvad de andre FN-agenturer kan bidrage med.”
Hverken Maram Mahdi eller Munzoul Assal nærer noget håb om, at freden sænker sig over Sudan i 2025. Tværtimod tror de, det bliver endnu et år, hvor rædslerne bliver værre og sulten større.
“I sidste ende er vi vidne til et tydeligt eksempel på realpolitik og den nye multipolære orden i international politik. Det betyder formentlig, at krigen vil blive forlænget,” konkluderer Maram Mahdi over for Globalnyt.
Samme deprimerende konklusion, når Munzoul Assal frem til:
“Det er meget svært at se, hvor sudaneserne skal kigge hen for at finde håb.”
