Læger uden Grænser melder hus forbi om ebola-smitte

Forfatter billede

Læger uden Grænser (MSF) tager meget strenge forholdsregler, når der arbejdes med dødbringende og ekstremt smitsomme sygdomme som den frygtede ebola og tager afstand fra udtalelser af en dansk overlæge om, at sygdommen kan havne i Europa via en udsendt fra organisationen.

”Når vi sender folk ud på mission for at arbejde med sådanne sygdomme, kommer de inden afrejse igennem et specielt træningsforløb, hvor de både i teori og praksis bliver undervist i WHOs internationale retningslinier for pleje af patienter med ebola-virus”, siger Hanne Klink Epstein, medicinsk programmedarbejder hos MSF Danmark.

“De retningslinjer tager vi meget alvorligt, og undervisningen omfatter derfor anvendelse af beskyttlesesdragt og specielle procedurer for al patientkontakt. Det er ofte meget erfarne infektionsmedicinere og specialister, der kommer afsted,” føjer hun til.

Det kræver da også yderst omhyggelig beskyttelse at arbejde med patienter, der er smittet med “dødens fortrop”, tilnavnet for ebola.

Gennem årene har Læger uden Grænser opbygget et register af specialister og folk til netop disse udbrud.

Desuden har flere års erfaring fra arbejdet med sygdommen resulteret i særlige risiko-vurderinger og karantæne, inden medarbejderne vender hjem fra deres udsendelser, hedder det.

Se også
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/25-03-14/d-dens-fortrop-h-rger-guinea-skr-kscenariet-er-et

Opretter isolationsenheder

Det seneste ebola-udbrud i Guinea i Vestafrika har allerede kostet adskillige menneskeliv og fået MSF til at iværksætte en hurtig indsats for at begrænse udbruddets omfang.

Ifølge de lokale sundhedsmyndigheder var 59 døde og 80 smittede med ebola i mandags (24.03) i den sydlige del af landet, og tallene stiger.

I byerne Guéckédou og Macenta er 24 læger, sygeplejersker og hygiejneeksperter fra organisationen i gang med at inddæmme udbruddet.

I samarbejde med medarbejdere fra Guineas Sundhedsministerium har de oprettet isolationsenheder til patienter, der viser tegn på sygdommen, og sørger for særlig behandling og pleje af de smittede.

Sideløbende arbejder de sammen med de berørte lokalsamfund for at finde og opsøge mennesker, der kan være smittede.

Som en del af indsatsen sendes 33 tons udstyr til Guinea med medicin og udstyr, der skal bruges til at isolere patienter, etablere ordentlig sanitet og til at beskytte medarbejderne, når de er i kontakt med patienterne. Derudover er flere medarbejdere på vej for at styrke indsatsen.

Uhyggelig smitsom

Den sjældne sygdom er yderst smitsom. Op til 90 procent af de smittede dør, og det er derfor essentielt, at der hurtigst muligt bliver sat ind for at undgå, at udbruddet spreder sig.

Ebola spredes ved direkte kontakt med smittede mennesker eller dyr, og overføres via blod eller kropsvæsker. .

MSF har arbejdet i Guinea siden 2001 og drevet projekter for hiv/aids i hovedstaden Conakry og malaria i Guéckédou.

Herudover har man sat ind i nødsituationer, som i de senere år bl.a. har været kolera- og meningitisepidemier.