Landsby i Uganda oplyst med nordjysk solcelle-teknologi

Forfatter billede

En landsby i det sydvestlige Uganda er blevet oplyst med nordjysk solcelle-teknologi, og op mod 20 andre landsbyer er interesseret i at installere tilsvarende solpaneler fra de to Aalborg-virksomheder SystemTeknik A/S og Remergy A/S, der har leveret solanlægget, skriver DR online. 

Beboerne i 99 lerklinede hytter i Kayanza har fået eller får snart installeret en eller flere pærer pr. hytte. Det er omkring halvdelen af landsbyen. Via en forening betaler beboerne af på solanlægget.

Solanlægget er betalt tilbage efter fire år, hvorefter strømmen bliver væsentligt billigere, anfører admin. direktør Karsten Ingemann Pedersen.

Verdensnaturfonden (WWF) har været med til at introducere solenergien til landsbyen, som ligger i et distrikt udpeget af WWF til “champion district”. Det vil sige førende inden for vedvarende energi.

Visionen er, at alle i distriktet skal have adgang hertil i 2020.

Landsbyboerne i Kayanza har aldrig før haft strøm i hytterne, men oplyste dem med petroleumslamper. Tropenatten er 12 timer lang.

Ifølge Karsten Ingemann Pedersen er de første landsbyboere begyndt at købe køleskabe, ligesom hver hytte har fået en udendørs lampe med bevægelses-sensorer.

De skræmmer vilde dyr som løver og elefanter væk, når de nærmer sig landsbyen om natten.

Der er planer om lignende el-solforsyninger til isolerede landsbyer i Ghana i Vestafrika.