Libanesisk grænseby ramt af nye blodige kampe

Forfatter billede

Mindst 18 militante meldes dræbt i nye kampe nær den libanesiske by Arsal, da den yderliggående al-Nusra front trængte over grænsen fra Syrien og angreb Hizbollahs positioner. De nye uroligheder forværrer en i forvejen yderst spændt situation i landet.

Medlemmer af en af Syriens mest yderliggående islamistiske grupper trængte søndag over grænsen fra Syrien til det østlige Libanon og angreb en række positioner, der er kontrolleret af den militante shiamuslimske gruppe Hizbollah.

Fem medlemmer af den libanesiske milits meldes dræbt i byen Nabi Sbat øst for Baalbek, mens der også meldes om store tab for den angribende gruppe, al-Nusra Fronten.

Al-Nusra betegnes som terrornetværket al-Qaedas gren i Syrien.

Stor ustabilitet

Det er ikke første gang, at bevæbnede grupper trænger over grænsen fra Syrien til Libanon og angriber mål på libanesisk territorium.

Tidligere har både Hizbollah og Libanons hær udkæmpet blodige kampe mod grupper, der kom fra Syrien.

I august trængte al-Nusra ind i Libanon sammen med medlemmer af Islamisk Stat i Syrien (ISIS) og dræbte adskillige libanesiske soldater.

Flere andre soldater blev bortført, og mindst tre af dem er siden blevet dræbt.

Libanon har længe frygtet at blive suget endnu længere ind i krigen i Syrien, særligt fordi både det shiamuslimske Hizbollah og sunnimuslimske grupper fra Libanon har kæmpet på henholdsvis den syriske regerings og de syriske oprøreres side.

Desuden befinder der sig langt over en million syriske flygtninge i Libanon, hvilket skaber stor ustabilitet i det lille land.

Sent søndag aften rapporterede Hizbollahs egen tv-kanal, al-Manar, at kampene i det østlige Libanon var overstået, og at det var lykkedes den libanesiske milits at trænge al-Nusra tilbage over grænsen til Syrien.