Løber for Kenyas udsatte piger – fra undergrundsløb til VM i København

Forfatter billede

Når 52-årige Lene Rohde snører løbeskoene, er målet højere end en hurtigere tid og et mindre taljemål. De seneste tre år har hun brugt sine løbeture til at samle ind til en fremtid med skolegang for Kenyas fattigste piger, skriver NGOen Plan Danmark i en pressemeddelelse onsdag.

Foto: F. Gernyx

Lene Rohde er netop vendt hjem fra det østafrikanske land, hvor hun var hovedpersonen i det første løb for pigers rettigheder. Løbet var arrangeret i samarbejde med det lokale Plan-kontor og Kenyas Atletik Forbund.

Under stor bevågenhed fra både kenyansk presse, politikere og tilskuere i tusindtal løb hun sammen med de flere hundrede deltagende børn, der blev hentet i busser rundt omkring fra skolerne i provinsen.

Det er nu besluttet, at Lene Rohdes løb skal være en årlig tilbagevendende officiel begivenhed, der sætter fokus på pigers ret til skolegang.

”Jeg er bare så stolt og glad. Det er helt ubeskriveligt. Et er at opleve, at de penge, jeg har samlet ind, vitterlig gør en forskel for så mange børn. Men at løbe sammen med børnene foran tusinde tilskuere og høre både guvernøren og andre politikere tale om pigernes rettigheder og takke mig. Det slår alt!”, fortæller en rørt Lene Rohde.

Knapt 100.000 kr. samlet ind ved at løbe

Den danske kvinde er også initiativtager til løbeklubben, Hippo Run, i København.

Her løber de flere gange om ugen, og målet er at skabe opmærksomhed om Kenyas udsatte piger og rejse midler, der giver pigerne mulighed for at færdiggøre deres skolegang.

Siden 2011 har Lene Rohde indsamlet næsten 100.000 kr. gennem sine løb. Donationerne kommer bl.a. ind gennem løb, som hun arrangerer i sit lokalområde.

Kort inden sin afgang til Kenya i februar holdt hun ”Irma Halvmaraton” rundt om Søerne i København i samarbejde med Irma Codanhus i København.

Lige nu træner den usædvanlige danske kvinde til VM i Halvmaraton i København den 29. marts, hvor hun stiller op i sit karakteristiske pink outfit sammen med flere andre fra Løbeklubben Hippo Run.

På sidelinjen venter formanden for Kenya Atletik forbund, der udover at følge sine kenyanske atleter skal møde Lene Rohde for at aftale næste års løb i Bondo i Kenya.

De seneste syv år har Lene Rohde været PlanFadder til to børn i Kenya, som hun har besøgt fire gange. Det var mødet med fadderbørnene, der gav hende lyst til at gøre en ekstra indsats for Kenyas piger.

Lene Rohde og klubbens aktiviteter kan følges på Facebook-siden Hippo Run.

Man kan følge Lene Rohde og se flere billeder fra rejsen på
https://www.facebook.com/HippoRun

Plan om Plan:

Plan sætter med den globale “Because I am a Girl”-kampagne fokus på piger i udviklingslandene.

Målet er at sikre pigers rettigheder og udligne de store skævheder, der er imellem piger og drenge, så pigerne får mulighed for at skabe sig et bedre liv, end deres mødre og bedstemødre har haft.

Plan er en af verdens største udviklingsorganisationer med fokus på børn og arbejder med langsigtet udvikling i 50 af verdens fattigste lande i Afrika, Asien og Latinamerika.

Over 1,2 millioner PlanFaddere støtter indsatsen for verdens fattigste børn. I 2013 nåede man ud til 78 millioner fattige børn i 90.229 lokalsamfund.

Se også www.plandanmark.dk