Selv om landskabet tilsyneladende er grønt og tætbeplantet, lever de fleste i Malawi en tilværelse plaget af kronisk underernæring og sult – og igen i år tegner majshøsten dårlig.
Kører man lige nu igennem Malawi i det sydlige Afrika kan man opleve et paradoks: Alt ser grønt og frodigt ud, og hver en plet er opdyrket. Men folk sulter, og den kommende høst ser igen i år ud til at være for lille til at kunne brødføde landets befolkning, skriver informationsmedarbejder Kirsten Hjørnholm Sørensen i seneste udgave af Folkekirkens Nødhjælps nyhedsbrev.
Kigger man nærmere på den altdominerende afgrøde, majs, forsvinder paradokset. Majsplanterne er gullige og lave. Mere end noget andet er de et synligt tegn på, at endnu et år med sultkatastrofe og afhængighed af fødevarehjælp udefra venter.
Baggrunden for den kritiske fødevaresituation er kompleks, og årsagerne til, at majsen står så dårligt, varierer fra område til område.
Nogle steder har folk dyrket majs på den samme mark i generationer, så jorden er udpint. Andre steder kommer der næsten ingen regn, et tredje sted har der ikke været tilgængelig kunstgødning.
Afgørende er det dog, at langt den overvejende del af Malawis befolkning er så fattige, at de ikke har råd til at investere i at øge deres landbrugsproduktion. Alt arbejde udføres ved håndkraft. Der er stort set ingen kunstvanding trods mange vandkilder, og kunstgødning er for dyrt.
Mange landmænd mener derfor, at tiden var bedre under diktatoren Kamuzu Hastings Banda.
Bandas private-statslige landsbrugsorganisation, Admarc, sørgede for stabile priser på bl.a. såsæd og kunstgødning. Samtidig fandtes der i Bandas dage markeder i alle afkroge af landet, hvor bønderne kunne være sikre på afsætning.
– Verdensbankens PRSP programmer (Programmer til bekæmpelse af Fattigdom, red.) og Bandas fald betød, at Admarc blev privatiseret og mistede sin stabiliserende rolle for fødevareproduktionen, forklarer Edson Musopole fra ActionAid i Malawi.
– I dag er et af de største problemer dårlig planlægning fra statens side. Et storstilet program kaldet TIP (Targeted Input Programme), hvor staten uddeler såsæd og kunstgødning til op mod en million landmænd, har været stærkt forsinket på grund af dårlig planlægning og politisk ustabilitet i Mozambique, hvor kunstgødningen skulle transporteres igennem, lægger han til.
Men ifølge Edson Musopole kan også de store donorer klandres for dårlig planlægning, så fødevarehjælp, der egentlig skulle forbedre situationen, har negative konsekvenser.
Han siger, at flere store bistandsydere, især USAID (Amerikas Danida), bruger fødevarehjælpen til at forbedre deres egen økonomi.
– De vil ikke give hjælp i form af penge, så majsen kan købes lokalt i Mozambique eller Zambia. I stedet købes den 5 gange så dyrt hos amerikanske landmænd. Og koordineringen med den malawiske stat fungerer dårligt. Det betyder, at der til tider er mangel på majs, mens markedet andre gange oversvømmes af majs udefra, hvilket nedsætter den lokale produktion fordi priserne falder, anfører Musopole.
Donorerne i landet er stort set enige om, hvordan fødevaresikkerheden skal øges, indtil staten får styr på planlægningen.
Her og nu skal landmændene bl.a. trænes i miljømæssigt bæredygtige og billige landbrugsteknikker såsom brug af kompost og biodynamisk skadedyrs- og pestkontrol.
Samtidig opfordres og trænes landmændene i at dyrke kassava, sorghum og hirse i stedet for majs, som kræver meget vand.
Befolkningstallet i Malawi vokser, samtidig med at jordens frugtbarhed falder, så der er også brug for en jordreform og nye investeringer i landbruget. Men de strukturelle problemer kan kun løses via politisk handlekraft.
– Derfor er fortalervirksomhed så vigtig, slutter Edson Musopole.
