Mine foretrukne transportmidler skifter.
Nogle gange er det tilfældigt, hvordan jeg bevæger mig rundt, andre gange befinder jeg mig i en situation, hvor et bestemt transportmiddel bliver mig tilbudt eller påtvunget. Når det kommer til mine rejser og ophold i forskellige afrikanske lande, indser jeg at være vendt tilbage til det transportmiddel, som blev mig påtvunget under mit allerførste ophold på kontinentet. Dengang kørte jeg rundt i firmabil. Senere har jeg anvendt alle mulige slags offentlige transportmidler.
I mange år benyttede jeg udelukkende minibussen (taxi, matatu, dala dala, chapa), og det fik mig til at føle mig mere almindelig, selvom det måske ikke er særlig ualmindeligt at køre i bil. Senere gik jeg over til kun at bruge boda boda (motorcykeltaxa), fordi det var mere effektivt, og jeg ikke mente at have tid til andet. I løbet af de sidste par år har det slået mig, at jeg langsomt har bevæget mig væk fra det mest folkelige transportmiddel, minibussen.
I Johannesburg vælger jeg kun at bevæge mig rundt mellem byens adskilte centre med Uber, og det er næsten som at have privatchauffør, bortset fra at det aldrig er den samme mand, der sidder ved rattet. Jeg betaler selvfølgelig også for det, men det opdager jeg ikke rigtigt før langt senere. Den, der har en privatchauffør, betaler selvfølgelig også blot ikke på helt den samme måde.
På et tidspunkt i Johannesburg fik jeg ideen til at skive en artikel, som jeg ville kalde Uber’ing Jo’burg, men det fik jeg aldrig gjort, ikke før nu. Jeg sad i Uber efter Uber og tænkte på, hvordan valg af transportmiddel ændrer ens perspektiv og horisont. Det er ikke den samme by.
I Lilongwe var mit transportmiddel Sam, familiens privatchauffør. Herren i huset sagde til mig, inden han selv forlod sit hjem for at tage til konference et andet sted i landet, at jeg bare skulle bede Sam køre mig rundt, da han alligevel ikke havde andet at lave.
Kaos og system
Ethvert transportmiddel har sin egen epistemologi – erkendelsesform, fordi den måde vi bevæger os på skaber helt specifikke og særlige forudsætninger for oplevelsen af verden. Transportmidlets erkendelsesform kan man forstå som en diskurs, inden for hvilken kun helt bestemte og særlige forhold kan gøre sig gældende. Enhver diskurs indgår i et bredere diskursivt system med andre beslægtede og modsatrettede diskurser med flydende grænser. Selvom de forskellige transportmidler mødes i trafikken, har de alligevel helt adskilte horisonter.
Vi forestiller os, at biler, cykler og fodgængere glider smidigt ind og ud mellem hinanden, men sådan er det langtfra altid. Jeg vil give et eksempel fra København. På grænsen mellem to kommuner i krydset mellem Åboulevarden, Gyldenløvsgade og Rosenørns Allé er der foretaget en vanvittig trafikregulering. I krydset mødes fodgængere, cykler og biler. Der er lavet linjer og streger til alle typer af trafikanter, som om de var ens og opførte sig på samme måde i trafikken. Cyklerne har endda fået venstresvingsbaner, men cykler er jo ikke biler. Det skaber en del forvirring og misforståelser.
Andre steder i verden ville en lignende trafikregulering sandsynligvis blive ignoreret, fordi den meget detaljerede regulering i trafikken er et fremmedelement. I 2004 blev der for første gang opsat trafiksignaler i to forskellige vejkryds i Ugandas hovedstad, Kampala.
Det grundlæggende princip for trafik i Kampala har aldrig været regulering, men forhandling. Derfor blev de opsatte trafiksignaler af de fleste trafikanter opfattet som ikke alene meningsløse, men også irriterende forhindringer. Siden er der blevet opsat en del flere trafiksignaler spredt udover byens trafikale infrastruktur, men de er aldrig blevet en integreret del af trafiksystemet. Ikke kun bilister finder trafiksignalerne ubrugelige, det gælder også ordensmagten. I de fleste større vejkryds med lysregulering står der meget af tiden færdselsbetjente og dirigerer trafikken.
Det ene af de to første trafiksignaler havde endda en højresvingspil (man kører i venstre side af vejen; et af mange koloniale levn fra det tidligere engelske protektorat), hvilket ingen forstod meningen med og derfor helt ignorerede trafikreguleringen og gjorde som de plejede: forhandlede sig til rette.
Jinja Road roundabout, som ikke længere er en rundkørsel, har gennem mange år været et af Kampalas travleste trafikknudepunkter. Det var her, det andet af de to første trafiksignaler blev placeret, og rundkørslen blev ved den lejlighed omdannet til et kryds. Lige siden trafiksignalet blev sat op, har krydset konstant været bemandet med færdselsbetjente. Derfor kan det forekomme ironisk, at byen siden har fået mange flere trafiksignaler, hvor proceduren synes at være den samme.
Det er ikke så enkelt at forandre organisationsprincippet for hverdagens ritualer. Trafikken i Kampala er styret af en kombination af tilfældig magtudøvelse og fri fletning. Man befinder sig konstant i en forhandlingssituation, hvor det drejer sig om at dosere sin værdi med præcision. Hvis dit køretøj er stort og tungt, vil du få en fordel – med mindre du er bange for at få skrammer.
Fiskerlandsby ved Malawisøen
Som det tidligere er fremgået, om end midlertidigt afbrudt af signalforvirring i Kampalas trafikale infrastruktur, var jeg på vej til en musikfestival i Malawi. Min erfaring fortæller mig, at festivaler er en intens oplevelse, derfor valgte jeg at tilbringe de sidste dage inden festivalen et roligt og afsides sted.
Jeg begav mig til Nkhudzi Bay lidt syd for Monkey Bay i den sydlige ende af Malawisøen, hvor jeg opholdt mig i fem dage. Her var ikke meget at komme efter. I landsbyens centrum er der en lille gruppe butikker, hvoraf den ene hedder Nkhudzi Shopping Mall, hvilket giver nogle lidt andre associationer, end hvad jeg fandt. Det var et lille trækskur med et spartansk udvalg af det mest nødvendige. Derudover kan man besøge den meget støjende bar og en ligeså larmende video-biograf – små trækonstruktioner med pinefuldt skrattende højtalere.
Om morgenen og om aftenen vrimlede det med kvinder på stranden. De vaskede op og vaskede tøj i søens vand. Ved solnedgang sejlede nogle af mændene under stor jubelsang ud på søen for at fiske hele natten. Med sig havde de bilbatterier til lamper, som lyser for at tiltrække insekter og derved lokker fiskene op til vandets overflade. Om morgenen vender de tilbage med nattens fangst og sender batterierne til opladning, så de er klar til om aftenen. Om dagen er der andre mænd, som sejler ud på søen i mindre både for at fange de små fisk. Det foregår under langt mindre ståhej, i næsten stilhed.
Det meste af tiden tilbragte jeg med at kigge ud over vandet. Indimellem gik jeg tur langs stranden. Lidt afhængig af tidspunktet på dagen mødte jeg en forskellig kombination af børn, unge og ældre kvinder og mænd i forskellige aldre. Mændenes rolle var fortrinsvis væk fra standen ude på vandet og under vandet, mens der konstant var helt unge kvinder i vandkanten, som vaskede op og vaskede tøj.
Der er én ting, som de alle har til fælles: vandet i Malawisøen, som er deres liv og energi. Uden vandet ville Malawi måske slet ikke eksistere. Søen adskiller Malawi fra Mozambique.
Nogle dage senere, da jeg forlader Nkhudzi Bay, sker det via vandet med færgen på Malawisøen, som er landets nok vigtigste transportmiddel. Færgen sejler fra Monkey Bay i syd til Chilumba i nord, hvilke tager næsten tre hele dage. Derefter sejler færgen retur til Monkey Bay, hvor den holder en enkel hviledag, for derefter at tage turen igen.
Færgen transporterer personer og gods på kryds og tværs af Malawisøen. Den stopper mange steder langs søens bred. Nogle enkelte steder er der en rigtig havn, mens man andre steder transporteres i land i mindre både, men alligevel må man gå i vand til livet det sidste stykke.
Færgen har forskellige niveauer af komfort med første klasse øverst på dækket i fri luft. Der er en overdækning i den ene ende ved baren, så man kan skærme sig for solen, og der serveres mad fra restauranten nedenunder flere gange om dagen. Skal man sejle med færgen en hel dag, kan man indlogere sig i en kahyt. På de underste dæk findes anden klasse og økonomiklasse. Udover et par fulde sømænd i baren møder jeg på første klasse et mindre antal sjusket klædt hvide expats, en omrejsende fotograf og nogle få, meget velklædte, malawiske mænd.
Jeg rejser kun med færgen nogle få timer, så jeg bestiller ikke mad fra restauranten, da jeg ikke er sikker på at kunne nå at få den serveret, inden jeg skal fra borde. Senga Bay, som er det tætteste færge kommer på festivalen i Salima, er kun en strandbred. Derfor sejles vi i land af mindre både. De sidste 15-20 meter må jeg gå selv, så jeg bliver gennemblødt til livet, og bunden af min rygsæk får også en dukkert, da jeg kravler ud af båden og overraskes af dybden i vandet.
Inde på stranden vælger jeg en motorcykeltaxa, fordi jeg synes, en rigtig taxa koster for meget, men der er længere til festivalen i Salima, end jeg forventer, og turen er ikke særlig behagelig på grund af min uhåndterlige baggage og mine støvler i den ene hånd, fordi mine fødder ikke nåede at tørre, inden jeg forlader Senga Bay.
Lige inden vi ankommer til indgangen til festivalområdet, bliver jeg antastet af en politimand, der ikke bryder sig om synet af mine bare fødder, men han taber hurtigt opmærksomheden, da en bil ankommer bagved, og min boda boda-chauffør benytter lejligheden til at komme videre.
Kort tid efter kan han aflevere mig ved min destination.