Jeg er begyndt at blive i tvivl om mit forehavende.
Igennem en længere periode har jeg brugt musikfestivalerne som et spejl på noget andet, så jeg kan udtale mig om den lokale og regionale kultur og hverdagsliv. Dermed misbruger jeg musikken og gør den funktionel. Men musikken er noget i sig selv.
En festival er selvfølgelig også netop et stykke kultur og en organisation, men festivalen i Malawi siger måske ikke så meget om hverdagen i Malawi. Lake of Star er ikke et stykke almindelig kultur, men en helt særlig begivenhed, der minder mig meget om et par andre festivaler, som jeg har været til gennem de sidste fem år.
Et mobilt perspektiv
På festivalen i Malawi sidder jeg uden for pressekontoret i en blød sofa og interviewer Will Jameson, som er leder af festivalen. Jeg har en fornemmelse af, at jeg har været her før, og det har jeg måske også; ikke i Malawi, men i lignende interviewsituationer på andre festivaler. Det får tvivlen i mig til at gro. Lake of Stars har mere tilfælles med andre musikfestivaler end med Malawi.
Læs mere om musikfestivalen Lake of Stars:
https://globalnyt.dk/content/intim-musikoplevelse-ved-malawisoeen
Festivalen afholdes dette år omkring Kabumba Hotel uden for byen Salima, der ligger et par timers kørsel nord for hovedstaden Llilongwe. Lake of Stars har et uformelt samarbejde med andre og tilsvarende festivaler som Bush Fire i Eswatini (Swaziland) og Sauti za Busara på Zanzibar i Tanzania.
Formålet med festivalen er dels at udbrede kendskabet til Malawi og tiltrække besøgende til Malawi, dels at bidrage til udvikling af musikindustrien i Malawi og give lokale musikere mulighed for at komme i international cirkulation.
Det mobile perspektiv er meget vigtigt, fordi festivalen insisterer på at have en lokal forankring. De skiftende lokaliteter giver mulighed for hvert år at udbrede kendskabet til et nyt område af landet, og derfor afholdes festivalen ofte ude på landet og ikke i de store byer.
Baggrunden for festivalen går mere end 15 år tilbage. En ung britisk mand ved navn Will Jameson havde været i Malawi for at lave frivilligt arbejde, og da han vendte tilbage til England, blev han frustreret over, hvor lidt plads Malawi optog i de britiske medier. Det ville han gerne ville lave om på, og festivalen har lige siden været hans forsøg på at synliggøre Malawi.
Den musikalske profil er åbenhjertig og nysgerrig, og ledelsen forsøger ikke at prioritere nogle genrer fremfor andre, men måske bliver RnB og indie nedtonet på festivalen, fordi malawisk radio og TV allerede er fyldt op med den type musik.
”Jeg savner ikke at have en rolle”
Jeg begynder at savne rejser, der ikke har noget formål. At befinde mig et tilfældigt sted, hvor jeg mærker jorden under mine fødder.
Festivalerne giver mig en funktion, der hvor jeg opholder mig. Der er mennesker omkring mig. Vi er i et fællesskab og tager hinanden alvorligt, fordi vi kan bruge hinanden til noget. Det holder mig flydende, men jeg flyder også ovenpå, og jeg får en følelse af ikke rigtig at være til stede noget bestemt sted, og det stiller spørgsmål ved, hvad jeg rent faktisk oplever og ser.
Jeg savner ikke at have en rolle og ikke at blive taget så alvorligt, for derved at kunne opleve noget mere og få en skærpet fornemmelse af, hvor jeg opholder mig og dette steds særlige karaktertræk.
Da festivalen i Salima slutter, har jeg stadigvæk nogle få dage tilbage i Malawi, inden jeg skal videre til Cape Town i Sydafrika, hvor jeg skal mødes med nogle venner og senere deltage i en filmfestival.
Jeg kommer med en bus, der kører direkte fra festivalen til Blantyre. Det tager det meste af dagen, men vi er fremme, inden det er mørkt. Jeg indlogerer mig på et hotel tæt på busstationen, hvor jeg bor et par dage.
Kartografisk orientering
Det går op for mig, hvor geografisk alt det, jeg foretager mig, er.
Jeg er uddannet i historie og geografi, og jeg har arbejdet som historiker på universitetet for efterhånden næsten 20 år siden. I mange år har jeg været bevidst om, at jeg brugte historie meget i det, jeg laver, selvom det sker på en anden måde end universitetets videnskabelige udgave af faget. Jeg har også været opmærksom på, at jeg praktiserede en form for kunstgeografi i de perioder, hvor jeg har arbejdet med event og performance, fordi det her har handlet om at scenografere og koreografere rum.
I Blantyre, som ligger i den sydlige del af Malawi, går det op for mig, at hele min orientering og mine bevægelsesmønstre er dybt geografiske – ja, faktisk næsten kartografiske.
Engang for længe siden skrev jeg i min notesbog om byen og dens gader, og hvordan jeg oplever mig selv, når jeg bevæger mig rundt i byen: ”Jeg føler byen … som var den en dans … ud langs fingrene … og jeg flyder eller svæver gennem byens gader.”
Ordene har ingen dato, men de er skrevet for længe siden.
På den modsatte side kan jeg se, at der er skrevet noget helt andet, som antyder, at det må være for mere end 10 år siden, men en tidsangivelse ville hverken tilføje eller fratage ordene nogen betydning.
Der ligger altid en erfaring og venter
Det, jeg oplever i Blantyre, har ikke noget med stedet at gøre, men det er en tilbagevenden til … ja, jeg fristes til at kalde det for et sted, men det er ikke et sted, som kan lokaliseres. Derimod er jeg vendt tilbage til en fornemmelse for hverdagen – til en erfaring af ikke at have noget formål.
Jeg kan vente på, at noget sker, og det kan tage en evighed, men jeg kan også vælge at bevæge mig rundt på det sted, hvor jeg rent faktisk befinder mig. Nok er jeg uden formål og retning, men der ligger altid en erfaring og venter på mig. Det er ikke nogen ukendt situation for mig.
Selvom min næste flyafgang kun ligger to dage forude, oplever jeg det som en evighed.
Under andre omstændigheder ville jeg måske have været stresset, men jeg har god tid, og her bagefter har jeg en forestilling om, at jeg opholdt mig i Blantyre i dagevis. Så snart jeg begynder at beskrive mine konkrete aktiviteter, indser jeg, at jeg kun var der i to dage.
Den første nat sov jeg et sted, som jeg ikke var tilfreds med, og derfor skiftede jeg til et mere bekvemt sted næste morgen. Måske var jeg utilfreds med det manglende wifi, men værelset var også meget usselt og mørkt. Der var adskillige defekte ting på badeværelset, og håndklædet var flosset i den ene side.
Den første aften foretog jeg mig ikke rigtigt noget. Det havde været nogle heftige dage på festivalen i Salima og en udmattende bustur hele dagen. Jeg spiste aftensmad, men ikke meget andet. Under alle omstændigheder ville jeg ikke have fået udrettet meget på den første dag. Enhver rejse sætter sig i mig som en udmattelse uanset dens længde, fordi en hvilken som helst bevægelse til en ny lokalitet kræver koncentration og tilvænning.
Det nye hotel er mere tiltrækkende. Værelserne ligger placeret omkring en lille gårdhave bagved en restaurant, som om aftenen bliver meget livlig. Det lader til at være et sted, hvor også lokale fra Blantyre kommer og hænger ud samt drikker drinks om aftenen.
Jeg benytter dagen til at gå rundt i forskellige områder af Blantyre. Byen byder ikke på noget særligt, men jeg leder aldrig efter noget bestemt, når jeg ankommer til et nyt sted. Jeg er mest optaget af at have vundet hævd på en tidligere inkarnation af mig selv. Der går ikke lang tid, inden jeg beslutter mig for at lede efter noget bestemt, men det er kun en strategi for at bevæge mig fra et sted til et andet.
Mit hotel ligger lige ved busstationen. Derfor er der en livlig aktivitet i området. Det er lidt uden for bycentrum, og jeg må gå et stykke vej, før jeg når til den del af byen, som jeg foretrækker at tilbringe dagen i. Først går jeg under en bro. Lidt senere kommer jeg til en rundkørsel og lader min intuition styre mig, selvom det måske snarere er en oparbejdet erfaring, som dirigerer min færden.
Jeg siger ikke, at jeg ikke kan tage fejl. Indimellem lykkes det mig at fare vild, men jeg har en lang erfaring med at være steder, hvor jeg ikke har været før. Der er ofte tale om tilfældige byer, der på overfladen forekommer meget forskellige, men hvis du har oplevet at ankomme til tilstrækkelig mange byer uden at have et egentligt formål, vil du altid genkende noget, som du har set før.
Det er ikke nogen bevidst handling. Der ligger ingen intention i mit valg af retning. Kroppen bevæger sig, og den vil være mere tilbøjelig til at standse på et bestemt gadehjørne fremfor at gå videre. Der er ingen forklaring, men det var en standsning som denne, som fik mig til at vælge den rigtige vej ud af rundkørslen i Blantyre.