Mali på vej mod ny sultkrise, advarer NGO-sammenslutning

Laurits Holdt

Et år efter at krigen brød ud i Mali, advarer 11 udviklingsorganisationer om, at landet står på randen af en sultkrise. Mere end 800.000 mennesker mangler akut mad, og tre millioner mennesker er i risikozonen.

Mali har været ramt af en stribe af kriser, og nu tegner endnu en krise sig i horisonten. Mere end 800.000 mennesker mangler akut mad. Et tal der snart kan blive meget højere, vurderer en sammenslutning af NGO’er, FN og regeringer, der arbejder med fødevaresikring i Sahel. Det skriver CARE Danmark i en pressemeddelelse mandag.

En undersøgelse, som sammenslutningen har foretaget i december 2013, viser, at der er risiko for, at endnu tre millioner mennesker kommer til at mangle mad i 2014. Det har fået 11 organisationer, herunder CARE, til at slå alarm.

”Det er meget dystre tal, som vi skal tage alvorligt. Det viser desværre, at landet endnu ikke er kommet sig oven på sultkrisen i 2012 og krigen, der brød ud i januar 2013,” siger Marianne Haahr, der er politisk koordinator i CARE Danmark og har arbejdet med Sahel i flere år.

En række uheldige sammenfald

En dårlig høst i 2013 var dråben, der har fået bægeret til at flyde over for mange i Mali. Det er særligt det nordlige Mali, hvor de væbnede kampe udspillede sig i starten af 2013, der er hårdt ramt.

”Sidste år kom regnen senere, end den plejer, og kornlagerne var helt i bund efter sidste sultkrise. Markederne fungerer endnu ikke ordentligt efter krisen, og mange hyrder kan ikke tage deres kvæg og geder ud til græsmarkerne og vandsteder i det nordlige Mali, da det stadig er for usikkert. Sammenlagt har disse faktorer skubbet næsten en million mennesker ud i et behov for akut hjælp til mad,” uddyber Marianne Haahr.

Alvorlig kløft mellem behovet for penge og bevillinger

I 2013 blev FN’s appel til verdenssamfundet om støtte til Mali kun mødt med 55 procent af det ønskede beløb, som appellen gik på. Allerede nu ser det sort ud for 2014, da flere donerer på forhånd har meldt ud, at de skærer i deres støtte.

”Det er et kæmpe problem, at FN ikke kan få nok pengemidler til at støtte landet, så befolkningen kan komme på fode igen. Det betyder, at de vil blive ved med at halse efter og leve i en slags katastrofetilstand. Når den næste høst fejler – og den vil den på et tidspunkt – er lokalbefolkningen endnu dårligere rustet til at klare den. Og det kan koste menneskeliv – særligt blandt de yngste i befolkningen,” siger Marianne Haahr.

CARE i Mali

CARE Mali hjalp i 2013 300.000 mennesker med midler til at klare sig igennem krisen. I 2014 har CARE Mali planlagt at hjælpe 185.000 mennesker, men indtil videre er kun 38 procent af de nødvendige midler blevet bevilliget.

De 11 organisationer bag pressemeddelelsen er foruden CARE: ACF International, Acted, Dansk Flygtningehjælp, Handicap International, International Rescue Commitee, Plan, Solidarités International, Oxfam og World Vision.