Af Karen Helveg Petersen,
Konsulent med mange års Afrika-erfaring
I medierne er der fokus på Vesten kontra Gaddafi i forbindelse med den militære indgriben, men diktatorens rolle i Afrika mere generelt bliver sjældent genstand for meget fokus. Gaddafis engagement på kontinentet er mangesidet, sommetider diffust, og det er umuligt at forudse, hvilke konsekvenser oberst Gaddafis eventuelle fald vil få for Afrika.
Men det er muligt at samle nogle tråde op om, hvad Gaddafi har betydet for kontinentet.
Først og fremmest er der ingen tvivl om, at Gaddafi har spillet alle ud mod alle, selvom han måske tilskrives flere (u)gerninger, end der er belæg for. Hans sønner har formentlig deres egne interessefelter, men det fremstilles ofte, som om de handler på vegne af far selv.
Aftalen om, at Gaddafi skulle forhindre afrikanske flygtninge og emigranter i at tage til Italien, er ikke uden dobbelthed, for efter sigende har hans egne sønner og allierede været med til at organisere transportruterne til Libyen.
Allerede inden obersten blev truet indefra, var denne gruppe dog ved at miste indflydelse i Sahara, fordi en konkurrerende gruppe er begyndt at gøre sig gældende i dette område. Det drejer sig om AQIM (Al Qaeda in the Islamic Maghreb), der er blevet kendt for bortførelse af franskmænd i Nordniger, bl.a. fra det område hvor franske Areva driver en uranmine i splendid isolation fra det øvrige land. Ud over kidnapning bedriver den våben- og narkosmugling i ørkenen, og det gør Gaddafi-gruppen også. Et foreløbigt resultat er, at ruterne har ændret sig. Altså: hold øje med udviklingen i Sahara.
Gaddafi giver ikke olien væk!
Det antages, at Gaddafi-familien er god for 130 milliarder dollar. Hvor andre lande har ladet store selskaber overtage kontrollen med olie- og gasfelter mod at betale en klat penge til den ledende klike, har Gaddafi været i stand til at genforhandle oliekontrakterne og sikre sig en større del af ’ekstraprofitten’.
Derudover har Libyen mest indgået kontrakter med de såkaldt ’uafhængige’ eller har hyret mindre olieserviceselskaber til at udvinde olien.
Også her har han fulgt en del og hersk-politik, for intet selskab står for mere end 12 % af den 1,7 millioner tønder store produktion – om dagen –, som Libyen nåede op på. Så acceptér heller ikke påstanden om, at Libyen kun spiller en ’marginal’ rolle i verdens olieforsyning.
De store olieselskaber (Exxon, Chevron og BP) har rigtignok fået nogle koncessioner til at bore efter olie, siden Gaddafi kom ind i den internationale varme i 2007, men de har måttet finde sig i betingelserne og er i øvrigt ikke begyndt at producere endnu.
Gaddafi i Afrika
Nok er Gaddafi ikke sådan til at regne ud, men han har arbejdet hårdt på at få etableret en afrikansk venskabsring.
Det er især foregået via prestigeinvesteringer. Instrumentet hedder Libyan African (Arab) Investment Company, LA(A)ICO, der så indgår lokale samarbejdsaftaler. LAICO har en kæde af luksushoteller i Burkina Faso, Mali, Rwanda, Gabon, Congo-Brazzaville, Gambia, Kenya, Guinea-Bissau, Uganda og Tanzania. Burkina Faso og Mali synes at være favoritlande.
I Mali har Libyen finansieret et helt nyt regeringskompleks, der efter sigende har kostet 100 millioner dollar. I Liberia bestyrer LAAICO Pan African Plaza, der er vært for FN missionen (UNMIL). Tamoil, et olieselskab med raffinaderier og omfattende distributionssystem, driver benzinvirksomhed i små 20 afrikanske lande. Det startede i Holland, blev overtaget af Libyen, nu hedder det Oilibya.
Ellers er der banker (ejerskab igennem den libyske centralbank) i Chad, Niger, Burkina Faso (med byggeri af et ’flot’ hovedkvarter) og Togo plus nordafrikanske lande. For ikke at forglemme landbrugsprojekter, især overrisling, og politisk og militær opbakning til venner og svage stater.
Politisk indflydelse og magt er naturligvis ventet til gengæld, ikke mindst støtte til Gaddafis panafrikanske projekt, helst under hans ledelse. Som led i det har han medfinansieret Den afrikanske Unions fredsbevarende missioner i Somalia og Darfur.
På charmeoffensiv
I Uganda opdagede Gaddafi charmen ved traditionelle konger og dronninger, i første omgang i skikkelse af den unge enkedronning i Toro. I næste omgang fik han kontakt med kongen af Buganda-riget (der omslutter Ugandas hovedstad Kampala), som opponerer mod regeringens jordlovgivning. En delegation fra Buganda deltog i 2008 i den ceremoni, der kronede Gaddafi som ’konge af konger’, organiseret i Benghazi af Forum for Afrikanske Traditionelle Ledere – også startet af Gaddafi.
Under urolighederne i Uganda i september 2009 anklagede præsident Museveni Gaddafi for at støtte Buganda-rebellerne. Gaddafi har dog også foranstaltet færdigbygningen af en stormoské i Kampala. Den hedder i daglig tale Gaddafi-Moskéen og blev startet af Idi Amin.
Mange afrikanere er vilde med Gaddafi. Jeg har selv oplevet Gaddafi holde sit indtog i Ouagadougou (Burkina Fasos hovedstad) i en kæmpe kortege af et broget udvalg af tunge køretøjer besat med sikkerhedsfolk, inkl. de berømte amazoner.
Folkets ubetingede begejstring var muligvis iscenesat, men det virkede nu ikke sådan. Tværtimod var det, som om præsidenten af Burkina Faso, Blaise Compaoré, solede sig i Gaddafis popularitet.
En samarbejdsorganisation CEN SAD blev etableret i 1998 i Tripoli med Burkina Faso, Mali, Niger, Chad og Sudan som stiftende medlemmer ud over Libyen. Senere er de fleste andre vestafrikanske lande og svage stater som Somalia blevet medlemmer. Når der skal holdes konference, står Gaddafi for byggeriet af passende faciliteter, ikke uden skandaler som i Benin for et par år siden.
Men i 2010 måtte Gaddafi se sig slået af Malawis kandidat, da han ønskede genvalg som præsident for Den afrikanske Union. Uden tvivl har hans indflydelse altså været aftagende inden starten på Libyen-oprøret, der så hurtigt fik NATO-støtte.
Utvivlsomt regner Washington og Paris med, at deres interesser i Afrika vil blive styrket af Gaddafis fald. Men her gør de regning uden vært, for stemningen i Afrika er mere og mere anti-vestlig, og lederne er hurtige til at orientere sig. Afrikansk politik er for viderekomne.
Artiklen har været bragt i det seneste nummer af Det Ny Clarté, nr. 17
