Mangler 182 mio. til Syrien – vil samle de fire mio. ind i Danmark

Forfatter billede

Det er svært for danske foreninger at samle penge ind til ofrene for borgerkrigen i Syrien, men nu rykker flere NGOer og MSF Danmark vil skaffe fire mio. af de 182 mio. kr., man mangler, herhjemme.

”Det skal der til, hvis vi skal kunne fortsætte indsatsen resten af året. Samtidig arbejder vi på at udvide arbejdet i Syrien, så det tal kommer sandsynligvis til at stige,” fortæller Anne Larsen, fundraisingdirektør i Læger uden Grænser.

Organisationen håber at kunne samle omkring fire millioner ind fra danskerne til arbejdet i Syrien og nabolandene, fremgår det af en pressemeddelelse torsdag..

Der er nemlig brug for meget mere nødhjælp, lyder meldingen fra den danske læge Kathrine Holte, der netop er vendt hjem efter seks uger i Syrien.

”Behovet er enormt. På det hospital, jeg var på, behandlede vi mange med brandskader. Før vi kom, var der ingen hjælp til dem, og de blev simpelt hen overladt til at dø derhjemme. De brandskader er afgjort de værste, jeg nogensinde har set,” fortæller Kathrine Holte, flyvende kirurg for Læger uden Grænser.

Sundhedssystemet i Syrien er fuldstændig brudt sammen og folk lider både under de direkte følger af konflikten og fordi de ikke kan få lægehjælp til deres almindelige sundhedsbehov.

MSF driver fem hospitaler i det nordlige Syrien, hvor man siden årsskiftet har foretaget 2.481 operationer og tilset 46.123 patienter. Man arbejder fortsat på at få tilladelse af de syriske myndigheder til at arbejde i de regeringskontrollerede områder af landet.

Organisationen er også virksom i Tyrkiet, Libanon, Irak og Jordan, hvor over 1,6 millioner syrere har søgt tilflugt.

Næsten seks millioner syrere på flugt

20. juni var Verdens Flygtningedag: I Syrien lever 4,25 millioner som fordrevne i deres eget land, mens andre 1,6 millioner er flygtet til nabolandene, hvor de kæmper dagligt for husly og mad.

Læger uden Grænser advarer om de ekstreme levevilkår, som påvirker sundhedstilstanden hos flygtningene.

“Vores hus blev ødelagt i Syrien for otte måneder siden, så vi drog fra sted til sted på flugt fra krigen, inden vi kunne krydse grænsen til Libanon,” fortæller Wafa, som bor med sin familie i en ufærdig bygning i Bekaa-dalen i Libanon, der er den vigtigste indfaldsport til landet for syrerne.

”Vi sov på gaden, indtil ejeren af bygningen her tilbød os at bo her. Om natten sover vi på to tynde madrasser på gulvet. Min mand på den ene side, og jeg på den anden og med børnene imellem os med nogle tæpper over. Det er alt vi har.”

Enorme sundhedskonsekvenser

I Bekaa-dalen i byen Baalbeck er omkring 400 syriske flygtninge samlet i en gammel skole. Flere familier deler, hvad der plejede at være klasseværelser, mens andre bor i telte i gården.

Der bor op til 20 personer i et klasseværelse med plastfolie til at dele rummene op til familierne. Folk bor, sover og laver mad i samme rum og op til ti familier deler et badeværelse, der fungerer både som toilet og bad.

“Omkring halvdelen af ​​vore patienter lider af luftvejsinfektioner på grund af vejret og de vanskelige levevilkår. De mangler vand og adgang til hygiejne, så risikoen for smitsomme sygdomme er meget høj”, forklarer Wael Harb, læge for MSF.

Mangel på husly

At finde husly er næsten umuligt for de stadigt flere flygtninge i Libanon.

“Det sværeste er at betale for husleje. Vi er blevet afkrævet 600 dollars om måneden, men vi er ikke turister, vi er mennesker, der flygter fra en krig,” siger Amar, en far til fire.

Han flygtede sammen med sin familie fra Damaskus for tre måneder siden og ankom til Libanon med intet andet end det tøj, de har på kroppen.

Mange syriske flygtninge har ikke råd til at betale husleje og er tvunget til at bo i ufærdige bygninger, garager, stalde og telte, som de deler med andre familier.

”Medicin er derfor kun én af deres bekymringer. I Bekaa-dalen er de mange flygtninge spredt over dette store område, som er et af de fattigste i landet, og alle kæmper hårdt for at skaffe til dagen og vejen,” forklarer Tania Miorin, feltkoordinator for Læger uden Grænser.

Det skønnes at 6,8 millioner har akut behov for nødhjælp.