Cand.polit., seniorkonsulent og fhv. universitetslektor Jørgen Estrup, København, fylder 70 lørdag d. 21. juli 2012.
Jørgen Frederik Grundtvig Estrup. Navnet fortæller en del om den markante radikale politiker. Fødselarens stamtræ rummer såvel politikeren og salmedigteren Nikolaj Frederik Severin Grundtvig som den mangeårige regeringsleder i slutningen af 1800-tallet Jacob Brønnum Scavenius Estrup.
Jørgen Estrup er søn af tidligere borgmester, redaktør, cand.polit. Lauritz Albert Zwergius Estrup og hustru Else, født Grundtvig.
Han blev student fra Vestre Borgerdydskole i 1960 og kandidat i nationaløkonomi fra Københavns Universitet i 1969. Han blev ansat ved Københavns Universitet samme år og var fra 1971 lektor i nationaløkonomi.
I 1978 blev han udsendt af Danida som økonomisk ekspert til Pakistan og til Gambia og Senegal i 1981.
Han blev udnævnt til prodekan ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, i 1980 og fungerede som sådan til 1981. Fra 1983-1984 var han prorektor for Københavns Universitet.
Den politiske karriere begyndte i 1975, da han blev medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse (hvor han sidder den dag i dag). Han blev første gang opstillet til Folketinget i 1978 og kom ind i Tinget i januar 1984.
Her blev han næstformand for den radikale folketingsgruppe 1988-1994 og gruppeformand 1994-2000, dvs størstedelen af tiden med Nyrup-regeringerne. Fra 1994 var han tillige formand for Folketingets Udenrigsudvalg.
Det udenrigspolitiske engagement fyldte meget i Estrups tid som folketingsmedlem og han specialiserede sig især i FN og udviklings-bistand. Han var også medlem af den danske delegation til FN i New York fire gange; i 1985, 1988, 1990 og 1997.
Han var i mange år sit partis chefforhandler sammen med nu afdøde Arne Stinus på bistandsområdet og sammen med ham og socialdemo-kraten Chr. Kelm-Hansen chefarkitekt for at realisere målsætningen om at yde 1 procent af vor nationalrigdom (BNI) i udviklingsbistand.
Den kom i hus med et historisk forlig i 1985, der sikrede en fast årlig stigningstakt i u-landsmidlerne, så de nåede den eftertragtede ene procent i 1992. Det skaffede Danmark den gule førertrøje indenfor udviklingsbistanden.
Dertil var han aktiv for oprettelse af den særlige MIFRESTA-ramme, der samlede indsatser for miljøet og stabilisering. En ramme VK-regeringen skyndte sig at nedlægge efter magtskiftet i november 2001.
Da havde Jørgen Estrup forladt Folketinget for at tiltræde som cheføkonom i FNs Organisation for Industriudvikling (UNIDO) i Wien. Han forlod UNIDO igen i april 2004 og indtrådte i en tidligere stilling som lektor ved Økonomisk Institut på KU, hvor han var ansvarlig for faget ’transitionsøkonomi’.
Han fratrådte senere stillingen (oktober 2004) og startede som uafhængig konsulent med eget firma ved navn JEDC (JE Development Consulting) med speciale i rådgivning indenfor udviklingsbistand.
Han har siden arbejdet med især privatsektorudvikling på bl.a. Danidas landbrugs- og erhvervssektorprogrammer i en række afrikanske lande og herudover med de institutionelle sider af bistandsindsatsen og generelt med fattigdomsorienteringen.
Jørgen Estrup har således haft konsulentopgaver både for Danida, FN-organisationer (UNDP og UNIDO), EU og senest det nye Dansk Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD), der bl.a. kobler danske politiske partier til søsterpartier i Den 3. Verden med bistandspenge i hånden.
I november 2006 blev han enstemmigt valgt som ny landsformand for FN-forbundet efter Venstre-kvinden Bente Nielsen.
Forbundet er en tværpolitisk sammenslutning med både individuelle og kollektive medlemmer og samtidig en del af det internationale netværk af nationale støtteorganisationer for FN (WFUNA).
Han sagde dengang, at “jeg finder det uhyre væsentligt at få gjort op med den tendens, der er til, at man glemmer det globale fællesskab og går enegang på bekostning af de andre. Ikke mindst derfor er det gået så galt i Irak”.
“Denne tendens er ødelæggende for hele FN-tanken. Jeg finder, at FN-forbundet har en central rolle i forhold til at sætte denne problemstilling på dagsordenen”.
Siden har han sat en stribe emner på dagsordenen, lige fra arten af terrorbekæmpelse til indretningen af udviklingsbistanden og menne-skerettigheder generelt. Han repræsenterer således FN-forbundet i Rådet for Institut for Menneskerettigheder i København og i Council of World Federalist Movement (WFM).
Som han skriver i præsentationen på FN-forbundets hjemmeside under overskriften “Emner, der interesserer mig”:
“Hvordan kan man få Danmark til at erkende nødvendigheden af at overholde de internationale forpligtelser, vi har påtaget os, ikke mindst i forhold til FN-systemet og ratificerede konventioner, så vi eksempelvis undlader at tvangsudsende flygtninge til Irak imod UNHCR’s anbefalinger.
Hvordan kan man stoppe den stadig udhuling af danske bidrag til mul-tilateral bistand via FN-systemet, så vi igen fører en bistandspolitik, som tåler sammenligning med, hvad Norge og Sverige foretager sig”.
Jo, noget otium er der ikke ligefrem tale om. Der er nok at tage fat på for den engagerede fødselar.
