Markedet og NGOerne set fra syd (1): De fattige og værdikæderne

Forfatter billede

Kommentar af Christian Sørensen

“Lav en bank!” sagde udviklingsminister Christian Friis Bach (R) på forrige weekends talstærke civilsamfundstræf i København. Opfordringen faldt som en kommentar i den afsluttende debat og var ment som et eksempel på den slags nytænkning, danske NGOer burde gå i gang med.

Markedet og samarbejde med den private sektor var et tema, som blev diskuteret fra forskellige vinkler i flere af de arbejdsgrupper, træffet bestod af.

Men hvad har danske NGO’er og de civilsamfundsorganisationerne i syd, som de arbejder sammen med, at gøre med den private sektor? Er markedet modtageligt for argumenter om demokrati, rettigheder og bedre miljø?

En repræ-sentant fra ’Black Monday’, en ugandisk NGO, som deltog i civilsamfunds-træffets afsluttende panel, sagde “No way!”.

Som gammel “udviklings-person”, der har været igennem alle metoderne af tilgange, fra folkestyret udvikling, bæredygtighed og køn til fortalervirksomhed og rettigheder – og som har set udbytning og korrupt kapitalisme fra mange års ophold i Afrika – vil jeg alligevel sige: ”Hvorfor ikke?”

Og netop begynde min redegørelse i Afrika.

Det trehovede uhyre

Her står en fattige bonde i Malawi overfor en trehovedet uhyre, som forhindrer hendes vej ud af fattigdom.

Det ENE hoved repræsenterer staten, som hun kender i form af lokale høvdinge, politiet og embedsmænd, som ikke yder den service til hende, hun har ret til.

Det ANDET hoved er markedet, i form af mellemhandlere, som betaler for lidt for hendes produkter og lokale pengeudlånere, der kræver ågerrenter.

Det TREDJE hoved repræsenterer vejr og klima – regnen som ikke kommer til tiden eller slet ikke, eller også for megen regn, når den endelig kommer.

Vejrguderne kan man kun bede til. Det ved den malawiske bonde og gør det både i kirken og alene derhjemme.

Men de to andre hoveder kan hun ikke udfordre alene, derfor er hun med i forskellige grupper og organisationer, som giver styrke og stemme i lokale anliggender.

“Vi er jo stadig i live”

Hun er medlem af en spare-lånegruppe, som mødes en gang om ugen.

Her sparer medlemmerne op og lægger pengene i en fælles kasse, som de først tømmer lige før landbrugssæsonen starter, så hun kan købe kunstgødning og såsæd samt nye skoleuniformer til sine børn.

Hendes mand er død af aids og hun selv hiv-positiv. Hun er derfor også med i en hiv/aids gruppe, som især arbejder for at fjerne stigmatiseringen (den sociale udstødelse) omkring sygdommen.

’Vi er jo stadig i live’, siger de alle sammen.

De holder somme tider møder med myndighederne for at kræve bedre behandlingsmuligheder og adgang til anden offentlig støtte, de har ret til. Det er ikke meget, de kan få, men de føler sig stærkere, når de er sammen.

Hun er også med i en farmer-klub, som mødes for at lære bedre dyrkningsmetoder. Det er vigtigt, når hun skal brødføde sin familie, at hun både kan producere mere og også sælge af sine afgrøder for at få penge til husholdningen.

De grupper, hun er med i, er små, spirende civilsamfundsgrupper, der netop har den funktion at skulle støtte dem, der hverken er en del af staten og markedet, i at kunne henvende sig med styrke til både offentlige myndigheder og markedets aktører.

Det kunne være mange steder i Afrika

Billedet er velkendt: Det kunne være Uganda, Niger, Ghana, Etiopien.

De små civilsamfundsorganisationer, spare-lånegrupper, hiv/aids-grupper og farmer-klubber er ofte udgangspunktet for mange små og større dansk-støttede projekter og programmer.

Disse får støtte via danske NGO-midler under Danidas civilsamfundsstrategi, som fokuserer på at styrke civilsamfundet i udviklingslandene i deres kamp for de fattiges rettigheder.

Den slags små lokale grupper, såsom dem nævnt her fra Malawi, findes i stort tal, Men de er relativt svage, fordi de er små, ofte uformelle og med manglende organisationsfærdigheder.

De kan styrkes, blive bedre organiseret og større ved at samarbejde med andre grupper med lignende problemer og ved at lære hvordan man laver effektiv fortalervirksomhed. Igen noget, der kan ske med dansk NGO-støtte.

Der går en gradvis stigende linje fra at være lille, uformel og lokal til at være større, mere formelt organiseret med et klarere fokus. Derefter fortsætter væksten måske så langt, at man bliver en national NGO.

I dette tilfælde kunne det være NAPHAM – National Association af People living with HIV/AIDS in Malawi.

Sådanne nationale NGOer deltager i netværksarbejde, kampagner og andre aktiviteter med det formål at påvirke magtstrukturen til de fattiges fordel. De er i den forstand politiske.

Småbøndernes NASFAM i Malawi

Men der går også en linje fra den lille farmer-klub til den interessegruppe, hvor alle dens medlemmer begynder at plante f.eks. pigeon peas (ærtebønner). Medlemmerne bringer høsten hen til et aftalt sted og sælger den til en køber, som de i forvejen har forhandlet en acceptabel pris med.

Flere interessegrupper kan så gå sammen og danne en mere formel og endnu mere slagkraftig forening af pigeon pea producenter i et større geografisk område, måske et distrikt. De kan også nå op på nationalt niveau gennem organisering i f.eks. NASFAM – National Smallholder Farmers Association in Malawi.

NASFAM køber selv nogle afgrøder op, som enten eksporteres (rød peber) eller sælges i supermarkeder over hele landet (ris). Medlemmerne bliver ikke snydt af NASFAM på vægten, som de tidligere mellemhandlere havde for vane.

NASFAM bliver taget med på råd, når der diskuteres landbrugspolitik i Malawi, fordi organisationen repræsenter mere end hundredtusinde småbønder.

I 2012 var NASFAMs direktør således en af talerne på ’Rio-20’, FNs konference for bæredygtig udvikling.

De vigtige værdikæder

Dette er et eksempel på, hvordan civilsamfundet i Malawi er blevet styrket gennem de værdikæder, som småbønderne indgår i, når de begynder at producere for markedet.

Værdikæden skal gennem mange led, før den når frem til den endelige forbruger. De led er knyttet sammen af et kompliceret net af aftaler og transaktioner.

Alle i en værdikæde er der, fordi de vil tjene penge – fra bonde til supermarked. For at kæden skal virke optimalt kræves det, at der er klare aftaler og tillid imellem aktørerne i hvert led.

NASFAM har selv overtaget nogle af leddene for nogle få afgrøder, men hjælper sine medlemmer med at forhandle for andre afgrøders vedkommende, såsom pigeon peas i mit eksempel ovenfor (http://en.wikipedia.org/wiki/Pigeon_pea).

Men hov – dette er jo marked og civilsamfund! Disse farmer-klubber såvel som NASFAM er civilorganisationer, som opererer på markedet og dets betingelser.

De organiserede småbønder får mere ud af det, end de fik, før de blev organiseret. Og det sker også i Kenya, Mali – og Uganda.

Derfor behøver Black Monday ikke at ændre strategi, for det er jo stadig vigtigt at kæmpe mod korruption og at organisere sig i med- og modspil med staten for politiske rettigheder. Dog vil jeg tillade mig at sige, at samspillet med markedet også er både muligt og vigtigt.

——————
Christian Sørensen har arbejdet med forskellige NGO’er og som agro-business rådgiver for Danida i mange år i Afrika.

Han er pt. programkoordinator i ADRA Danmark og medtovholder til en træningsworkshop om ’Værdikæder i Syd’, som organiseres af Dansk Forum for Mikrofinans den 20.-22. november i København.

Man kan læse mere om træningsworkshoppen på
http://www.mikrofinans.dk/images/Course_on_how_to_work_with_Value_Chains_v4.pdf