En tv-journalist fulgte Birgitte Hagelund gennem hendes første år som ansvarlig for Folkekirkens Nødhjælps program i DR Congo. Det er der kommet et program ud af, som blev sendt på TV2 Fyn i december.
To rejser til et af de mest uvejsomme lande i Afrika skulle der til, før TV2’s Iben Sveistrup var tilfreds med optagelserne. De skulle skildre den nytiltrådte medarbejder Birgitte Hagelunds første år som ansvarlig for Folkekirkens Nødhjælps program i DR Congo.
Programmet skulle opbygges fra grunden og have klart fokus på det, der er vigtigst: Minerydning, genopbygning og fødevaresikkerhed og endelig en indsats for at hjælpe de tusindvis af kvinder, som er blevet udsat for voldtægt og overgreb i forbindelse med borgerkrigen i det østlige Congo.
Rejserne er ikke uden personlige omkostninger: på den første rejse får Birgitte Hagelund meningitis, der lægger hende ned i halvanden måned. TV2-journalisten får en grim gang malaria.
Programmet tager seeren med rundt til de steder, som er det mest besværlige og hvor folk er allermest udsatte. Det er der, hvor Folkekirkens Nødhjælp sætter ind – selv om omkostningerne er højere end i normale u-lande.
Men der er positive udviklinger at spore, hvad Birgitte Hagelund understreger på den anden rejse til landet – en hel del af det. der er sat i gang, lykkes faktisk. Og det er det, der giver energi til at fortsætte.
Til slut viser programmet også den langsigtede følge af arbejdsdage på 12-14 timer gennem det første år. Det lykkes at få programmet til at køre, men Birgitte Hagelund er personlig nedslidt og søger et andet job, der nok giver indflydelse på udviklingen for verdens fattigste, men som ikke er så fysisk krævende. Hendes afløser er fundet og er i fuld sving.
Se filmen her: http://www.noedhjaelp.dk/her_arbejder_vi/afrika/congo_drc/laes_mere/med_hjertet_i_afrika