Mette Müller Kristensen runder de 40

Mette Müller


Foto: Privatfoto.
Forfatter billede

Der banker et varmt hjerte for Afrikas udvikling hos fødselaren.

Mette Müller Kristensens internationale engagement startede som aktivt medlem Venstres Ungdoms Afrikaudvalg, og hun skruede op for sit engagement i takt med at Anders Fogh Rasmussens regeringer skar ned på udviklingsbistanden i starten af årtusindet. 

Et engagement, der først førte hende til udstationering i Mozambique for bistandsorganisationen IBIS og siden som international konsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). 

Medlemsskabet af Venstres Ungdom blev skiftet ud med IBIS, hvor Mette Müller Kristensen i perioden 2004-2017 har haft en ledende rolle som bestyrelsesmedlem i den store projektudførende NGO og i otte år (2008-2016) sad som dens udfarende forkvinde.

I et tæt parløb med dav. generalsekretær Vagn Berthelsen sikrede hun medlemmernes opbakning til IBIS optagelse i den internationale organisation, Oxfam, i 2016 som hidtil eneste nordiske medlem. 

Fødselaren har en kandidatgrad fra Afrikastudier ved Københavns Universitet og en bachelorgrad fra Roskilde Universitet.

Handicappede må ikke lades i stikken

Mette Müller Kristensens tilgang til udviklingsbistand er præget af en stærk tro på, at bistanden også skal være et politisk værktøj til at påvirke de underliggende årsager til ulighed og fattigdom. 

Netop derfor giver jobbet som international chef hos Danske Handicaporganisationer (DH) mening, da hendes engagement kan udmønte sig i indsatsen for, at personer med handicap ikke bliver ladt i stikken med Handicapkonventionen og FNs 17 Verdensmål som løftestang. 

Og dem er der millioner af i verdens u-lande, hvor behandlingen af fysisk og psykisk handicappede ofte lader meget tilbage at ønske.

Privat er hun bosat på Amagerbro i København med sin mand, uddannelsesforsker Rune Müller Kristensen, og sønnerne Oskar på 10 og Tobias på otte. 

Når arbejdet tillader det, kobler hun af som sæsonafhængig kolonihave-entusiast og vinterbader.

Hendes engagement giver sig ikke kun udslag i faglige sammenhænge, men også i høj grad i den brede kreds af mennesker, familie, venner, fagfæller, hun aktivt engagerer sig i – ofte med hjælp fra sociale medier.

Mere om hende, da hun skiftede til DH i fjor, på https://globalnyt.dk/content/danske-handicaporganisationer-faar-ny-international-chef

DH blev stiftet i 1934 som De Samvirkende Invalideorganisationer (DSI). De p.t. 34 medlemsorganisationer i DH har tilsammen over 330.000 medlemmer og dækker alle typer handicap.

Paraplyorganet er flyttet ind i det splinternye og 100 procent handicapvenlige Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup vest for København. Mere på

http://www.handicap.dk/handicaporganisationernes-hus